Læsetid: 2 min.

TEATER

24. oktober 1996

Hvis alle danskere...Tænk hvis alle dramatikere havde lige så meget på hjerte... Jevtusjenkos 'danske' dramatikerdebut er en skarptseende analyse af folkefærdet danskerne, konkret: en dobbeltskildring af den Blåtårnsfængslede Leonora Christina - og jødejagtende nazisoldater under 2. verdenskrig og et af deres ofre. En ret desillusioneret verden, hvor de beske ord boltrer sig forbløffende naturligt i Niels Brunses oversættelse og Mogens Pedersens udsøgte skuespillerteam.
Scen.: Ves Harper. Mus.: Fuzzy. Café Teatret t. 9. nov.

Det gode menneske fra Sezuan. Fascinationen af den menneskelige dobbelthed - at godheden kun trives side om side med ondskaben - er forestillingens bærende tolkning. I Sebastians musik derimod hersker kun godheden og scenografien er ene om at fastholde tvetydigheden. I Inger Eilersens personomhyggelige instruktion ophæver miraklet Marianne Mortensen imidlertid alle uoverensstemmelser - med stærkt modspil fra Ole Lemmeke.
Efter B. Brecht. Scen.: Pia Maanssen. Mus.led.: J. Lauridsen/Stig Christensen. Gladsaxe Teater t. december .

Exit 2000. Fire monologer og et tilsvarende antal sange i en utydelig ramme om et fremtidssamfund. Fortællingen er hovedløs, stjernene sangere, der ikke kan bære en karakter, og teksten - af en eller anden grund - på engelsk.
Instr.&manus: Tómas Gislason. Mus.:Blachman, Winding&Knudsen. Scen.: Mads Thomsen. Bellevue Teatret

Manden der holdt op med at ryge. Drømmen om det vellystige nikotinhvæs gennemsyrer dramatiseringen af Tage Danielssons roman, men selvom humoren sprutter kniber det med lysten i instruktionen. Søren Hauch-Fausbøll brillerer som impotent storryger og storpotent ikke-ryger, men historien bli'r for lille.
Ovs. dram. & instr.: Solveig Weinkouff. Rialto Teatret t. 9. nov.

Isbjørnene. Kampen er omsonst i Jonas Gardells mor-har-fødselsdags-stykke, hvor tre kvinder ved alt om hinanden og alle penible detaljer tilsyneladende er med. Syrlige sandheder fremragende forudset i Karin Trille Høys scenografi, omend instruktionen ikke er helt så præcis. Kvindetrioen spiller både besk og barsk; Grete Holmers Moder med stort M stjæler billedet.
Ovs.&instr.: Ina-Miriam Rosenbaum. Teatret v. Sorte Hest til 9. nov.

Miss Saigon. Vor tids Hair - en moralsk musical om den umulige forening af kærlighed og krig og en nutidsbearbejdning af Puccinis Madame Butterfly, der formår at sætte mennesket i centrum for storpolitikken. Musikken er ganske vist underlig tynd og instrumenteringen unødig tyndbenet, men Morten Grunwald har iscenesat uden omsvøb og med Søren Launbjerg, Pernille Petterson og Søren Pilmarks eget grænsesprængende show er forestillingen ganske enkelt overvældende.
Af Boublil & Schönberg. Ovs.: Peter Laugesen. Scen.: Kentaur. Mus. led.: Svend Skipper. Østre Gasværk, Kbh.

Når bare det kommer fra hjertet. Erling Jepsens forestilling er pakket sammen omkring en drøm og den a-ha oplevelse, den afsætter. Uden større ydre falbelader bruger Madeleine Røn Juul stemmerne, kroppene, ansigterne og ikke meget andet. Et stilfærdigt møde med søgende mennesker - en indtrængende reportage fra de ensommes provins.
Scen.: Pia Maanssen. Bådteatret t. 30. okt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu