Læsetid: 2 min.

TEATER

28. november 1996

Projekt Paradis Tre forskellige spil, fortalt i hver sin genre, med et mylder af sidehistorier om indvandrere fra Tyrkiet, Iran og Bosnien. Kirsten Thorup er mere epiker end hun er dramatiker, hvilket er skønt nok, for det betyder at hun fortæller håndfast og frygtløst. Eksperimentet har uvant autencitet, men også distance, for de skuespillermæssige krav kan ikke ret mange af de medvirkende amatørskuespillerne leve op til.
Instr.: Peter Langdal. Scen.: Karin Betz. Edison, Frb., t. 21. dec.

Dødt kød Knap nok teater i traditionel forstand - snarere et two-man-show: to farceklovner, der sprøjter sort humor, blodige tarme, afrevne lemmer ud over scene og publikum. Men bag grotesken: en vildtvoksende debat af den slags etisk råd drømmer om at få hele befolkningen engageret i: dødskriterier, spillet mellem medicin og teknologi, åbenhed eller fortielse omkring dræbersygdomme.
Af Jesper Hyldegaard. Instr.: Henrik Prip. & Peter Aude. Scen.: Kim Witzel. Dr. Dantes Aveny , Kbh., t. 14.dec.

The Scarlet Fingernail Trods Thomas Verall som oplivende revolutionært bekendtskab er London Toast Theatres tilbagevendende livtag med cabareten i år blevet til to tyndbenede timer, der næppe flytter andet end Dan-kortene gennem maskinen.
Crazy X-mas Cabaret skrevet & instr.: Vivienne McKee. Scen.: Kirsten Brink. Mus.: Chr. Dahlberg. Det Ny Teater, Sceneriet, t . 25. jan.

Snehvide Udover Grimm en endeløs omgang lån og stjæl tilsat Lommemarx og Lommefreud, Ofelias vanvidsscene, gadecirkus og Disney-svingom. Kun scenografien er skuret forholdsvis ren, så af de 165 tikkende minutter er de 100 for meget.
Instr.: Hans Rosenquist. Scen: Poul Dubienko. Det Danske Teater, turné

Det gode menneske fra Sezuan Fascinationen af den menneskelige dobbelthed - at godheden kun trives side om side med ondskaben - er forestillingens bærende tolkning. I Sebastians musik derimod hersker kun godheden og scenografien er ene om at fastholde tvetydigheden. I Inger Eilersens personomhyggelige instruktion ophæver miraklet Marianne Mortensen imidlertid alle uoverensstemmelser - med stærkt modspil fra Ole Lemmeke.
Efter B. Brecht. Scen.: Pia Maanssen. Mus.led.: J. Lauridsen/Stig Christensen. Gladsaxe Teater t. december

Miss Saigon Vor tids Hair - en moralsk musical om den umulige forening af kærlighed og krig og en nutidsbearbejdning af Puccinis Madame Butterfly, der formår at sætte mennesket i centrum for storpolitikken. Musikken er ganske vist underlig tynd og instrumenteringen unødig tyndbenet, men Morten Grunwald har iscenesat uden omsvøb og med Søren Launbjerg, Pernille Petterson og Søren Pilmarks eget grænsesprængende show er forestillingen ganske enkelt overvældende.
Af Boublil & Schönberg. Ovs.: Peter Laugesen. Scen.: Kentaur. Mus. led.: Svend Skipper. Østre Gasværk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu