-Liebhaverne. Strindberg eller sitcom, men begge dele og noget absolut helt tredje : Nikoline Werdelins utrolige dramatikerdebut. Ægteskabet - er det overhovedet muligt? Uden at være propa-gandashow for single-tilvæ-relsen eller gøre noget for at redde nogens parforhold fremkommer stykket med sin selvmorderiske erkendelse - der er ingen løsning - spændt op med en stor, sort humor og fremragende fornemmelse for selvudleverende portrætkunst. Især Tammi Øst har fod på den særlige spillestil, som Werdelins 'ironisk distancerende' forløb kræver.
Instr: Kim Bjarke. Scen.: Kim Witzel. Husets Teater, Kbh.
Simpatico. Sam Shepards nyeste tekst er på mange måder i familie med hans kendteste - Fool for Love. Samme location, næsten samme dramatiske konstruktion og helheden samler sig på samme måde om en hemmelighed. Men med forkærligheden for klicheer fra popkulturen er han ikke let at spille udenfor USA og i Søren Pilmarks instruktørdebut må man nøjes med at formode, at Simpatico er et fremragende skuespil. Kriminalspændingen virker ikke, tonen er blevet frygtelig entydig og humoren og tvivlrådigheden er forsvundet undervejs.
Ovs.: Peter Laugesen. Scen.: Steffen Aaarfing. DKT på Baron Bolten, KBHN.
Master Class. Terrence McNally affyrer med amerikansk tv-serieforudsigelighed alle kendte kriser fra Maria Callas' liv; mens Bodil Udsens frygtløse talent både har autoriteten og galskaben - og teknikken -- til at spille denne operaens primadonna assoluta. Paradokset blir, at forestillingen aldrig tør vise omdrejningspunktet, den altopslugende lidenskab, hverken hos Callas eller Udsen.
Instr.: Daniel Bohr. Scen.: Chr. Friedländer. Betty Nansen Teatret t. 1.marts, derefter Århus Teater 13.-26. marts.
Lang dags rejse mod nat
O'Neills evigtaktuelle familiekonflikt får aldrig nogen selvstændig nytolkning. I det ydre er forestillingen blevet et sært banalt arrangement for fire mennesker; der mangler simpelthen et lag mellem teksten og instruktionen. Ligesom der i Lars Juhls scenografi mangler noget mellem det emsigt naturalistiske stueinteriør á la Et Dukkehjem og de påstået surrealistiske vægge. Når forestillingen alligevel betager, er det takket være skuespillernes stædighed, først og fremmest Ghita Nørbys.
Instr.: Lars-Erik Liedholm /Göran Graffman. Det Kgl. Teater, Nye Scene
Massemordersken. Fortællerig lille forestilling, der hele tiden handler om tilværelsens eksistentielle spørgsmål. George Tabori er som altid optaget af forholdet mellem magthaver og individ og skønt instruktøren har valgt at præsentere teksten i et skærende moralsk lys, er forestillingen absolut en chance for at kigge med ind i forfatterens grotesk verden - klart og ligetil oversat af Per Brink Abrahamsen.
Instr.: Gitte Aagaard. Scen.: Poul Fly Pejdrup. Svalegangen, Århus, t. 25. jan.
