Læsetid: 2 min.

TEATER

20. marts 1997

Europæerne Wien anno 1683, hvor "tyrken stod uden for portene". Hvem er vi - europæerne - og hvem vil vi være? Er der overhovedet et 'vi'? Det er de store uhåndterlige spørgsmål, Howard Barker stiller uden at besvare dem og som altid må stilles, mens livet går videre og musikken spiller. Bruthalia er kompromisløst i sin udstilling af det uafsluttede og provokerer med selve spillestilens markante udsving mellem psykologisk realisme og ekspressionisme. Man tager det med sig som en mærkelig, uventet gave.
Ovs.:Kitte Wagner. Instr.: Jon Paul Cook. Scen.: Per Fly Plejdrup. Rosenhaven, Odense t.12.4.

Krystal Man kan finde det en smule underligt at importere et nyskrevet stykke, der næppe har klassikerkvaliteter, og hvis hysteritema Arthur Miller for mange år siden har beskrevet noget bedre i Heksejagt. Men man kan også glæde sig over den sikre og medrivende servering, hvor instruktør og scenograf har valgt de enkleste løsninger, der sætter ordet, dialogen, i centrum.
Ovs.: Steen & Nørgaard. Instr.: Vibeke Bjelke. Scen.: Lars Juhl. Det Kgl. Teater, Nye Scene, t. 20. maj

Knogler Med betagende tekst, kongenial instruktion, forjættende scenografi og uforglemmelige skuespillerpræstationer rangerer denne forestilling blandt 90'ernes bedste. En underfundig-grum skildring af kærlighedshungrende mennesker i skilsmissecentrifugen, underlagt Peter Asmussens suveræne symboloverblik. Morten Kirkskov, Ditte Gråbøl og Jesper Christensens i stærke, komplekse præstationer præcist og sparsomt iscenesat af Alexa Ther.
Sce.: Camilla Bjørnvad. Betty Nansen Teatret på Edison, Frb., t. 5. apr.

Bella Vita Annisette-anakronisme. Dødens triumf-double-up. Flowerpower-fordomme. Idé-indefrysning. Kenter-komik. Okking-overdrivelse. Spotlight-selfselfself. Åbenbaring-åbenbart ikke...
Mus.: Thomas Koppel. Instr.: Birgitte Kolerus. Scen.: Maja Ravn. Gladsaxe Teater t. 31. maj

Haroun Rushdies dramatiserede fabel - der kunne have tålt en forenkling - handler først og fremmest om kunstnerisk ytringsfrihed. En enkel og alligevel ganske raffineret scenografi samt et skuespillerhold, hvoraf de fleste - problemløst i forbindelse med denne mangekulturelle historie - er indvandrere, løser gåden om, hvor alle eventyr kommer fra ?
Instr.: Peter Bensted. Scen.: Lucy Davis. Terra Nova, Kbhn., t. 29. marts

Muhammad Ali svigter aldrig Ualmindeligt vellykket eksempel på provokerende dagligstueteater takket være de tre stortalenter Karen-Lise Mynster, Henrik Fiig og Erik Wedersøe. Erling Jepsens replikker fra en håbløs mor-barn-far trekant i uundgåeligt opgør skyder sig ind i huden som friske splinter, mens instruktionen overrasker med mange distinkte timing-kneb.
Instr.: Madeleine Røn Juul. Scen.: Chr. Tom-Petersen. Folketeatret t. 12. april

Howdie-Doodie Jomfru Ane Teatret fejrer sit 30. år med Erik Thygesens countrymusical - årets hidtil bedste bud på en teatral, offentlig fejring af bevaringsværdige sociale dyder, der både er temmeligt specifikke og helt almene. Og som med en stærk frontline af musikere og spillere drevet af sejg fælles gejst swinger livsaligt.
Instr.: Jakob Christensen. Til 26. marts og landsturné i efteråret

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu