Læsetid: 2 min.

TEATER

6. marts 1997

Muhammad Ali svigter aldrig Ualmindeligt vellykket eksempel på provokerende dagligstueteater takket være de tre stortalenter Karen-Lise Mynster, Henrik Fiig og Erik Wedersøe. Erling Jepsens replikker fra en håbløs mor-barn-far trekant i uundgåeligt opgør skyder sig ind i huden som friske splinter, mens instruktionen overrasker med mange distinkte timing-kneb.
Instr.: Madeleine Røn Juul. Scen.: Chr. Tom-Petersen. Folketeatret t. 12. april

Howdie - Doodie Jomfru Ane Teatret fejrer sit 30. år med Erik Thygesens countrymusical - årets hidtil bedste bud på en teatral, offentlig fejring af bevaringsværdige sociale dyder, der både er temmeligt specifikke og helt almene. Og som med en stærk frontline af musikere og spillere drevet af sejg fælles gejst swinger livsaligt.
Instr.: Jakob Christensen. Til 26. marts + landsturné i efteråret

Hjertets sidste slag Efter den over tre timer og alt for lange forestilling at dømme har det været mismodet og den gennemstrømmende umulighed, der har fået dramatikeren og instruktøren Carsten Brandt til at scenificere den Aakjærske kærlighed til Marie Bregendahl. Trods gode skuespillere og en enkel, smuk scenografi ligner det et krydsklippet filmmanuskript med en bunke usorterede delanalyser, udsat for 1800-tals replikker.
Scen.: Klaus Kristensen. Rialto Teatret t. 24. apr, derefter Odense Teater

Gert Westfaler Holbergs forbløffende førstegrøde som komediedigter blev allerede pebet ud ved premieren i 1722, så det er noget af en satsning, når Vendsyssel Teater og den nye chef Kasper Wilton kaster sig ud i forsøget på at levendegøre de hjerteløse løjer. Hvad man får er en agtværdig, noget enstonig, men energisk og temmelig fjællebodsmorsom Holberg.
Bearb. & instr.: Kasper Wilton. Hjørring & turné t. 12. apr.

Tabere ingen adgang Vanvidscabaret af seks super-quinder, der kan rime, spille revy og scenografere, men ikke digte ordene sammen - for meget skolerevy og for lidt kældercabaret.
Instr.:Lotte Svendsen. Kino Kosmos, Kbhn., t. 20. apr.

Napoleonskrigen - en himmerlandshistorie fra 50'erne og 60'erne, hvor janteloven hersker og åndens sol står lavt - skrevet og instrueret af det jyske teaterfænomen Hans Rønne. En god historie toppes af scenografi og spil; trods slagside mod slutningen fungerer Napoleonskrigen perfekt som billedteater, typekomedie og moderne dansk teater med folkelige rødder.
Svalegangen, Århus, t. 22. 3.

Hurtigt ud af skabet Nicky Silvers originaltitel The Food Chain refererer til den kærlighedens rundgang, som stykket skildrer med megen selvudleverende komik, mens en tilsvarende desperation og genuin længsel efter kærlighed og ømhed har sværere ved at finde vej over rampen. Og så fylder Silver slet ikke nok på Store Scene.
Instr.: Morten Hovmand. Aalborg Teater.

Engle i Amerika Tony Kushners ofte spillede kæmpefreske i en nådigt nedklippet version på fire timer, men hvorfor på Lille Scene?. Opførelsen lægger ikke afgørende alen til stykkets tvivlsomme kvaliteter, moralismen omkring aids er stadig tyk, men der spilles overalt meget glimrende - især af Lars Loh-mann, der har virkelig farlighed i sin musikalsk slebne diktion og sit eruptive raseri.
Instr.: Lars Kaalund. Aalborg Teate

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu