Læsetid: 2 min.

LIVE MUSIK

18. juli 1997

*Puddu Varano er en duo, bestående af de to tidligere Excess Bleeding Heart- og Nerve-musikere Alex Puddu og Morten 'Varano' Hansen, som spiller livetechno på rigtige trommer og gamle Moog synthesizers.
To. d. 17, Rust, Kbh.

*Grøn Koncert Karavanen ruller videre henover det danske sommerland. Entresluserne åbnes til alle koncerter kl. 13, og kl. 14 åbner Østkyst Hustlers ballet, efterfulgt af nationalskjalden Poul Krebs kl. 16, Thomas Helmig kl. 17.30, før festen lukkes af TV2 kl. 19.30 med Jacob Haugaard som konferencier. Alt i alt et program, der ikke tager skyggen af en chance, men hvad - pengene går til et godt formål, og musikken er som sædvanlig blot en god undskyldning for samvær i sommersolen. Og så tager vi hatten af for at tre ud af fire optrædende navne synger på dansk!
To. d. 17, Hune, Blokhus, fr. d. 18, Hornstrup Kirkeby, Vejle, lø. d. 19, Ydernæs, Næstved og sø. d. 20, Valbyparken, Kbh.

*Samsø Festival kører som de fleste af landets større festivaller fra torsdag til søndag, omend torsdagens koncert med Henning Stærk og Bamses Venner kaldes en "forkoncert," og derfor kræves der særskilt billet til denne event. Fra fredag går det løs fra både store scene og Rokken - fredag byder blandt andet på Michael Falch, Lars H.U.G. samt irske Saw Doctors, lørdag kommer sydstatsrockerne Georgia Satellites og australske Rob Tognoni, samt danske navne som Psyched Up Janis og Sanne Salomonsen, mens søndagen byder på blandt andre Anne Linnets Bitch Boys, Hanne Boel og engelske Smokie. Ind i mellem kan man passende nyde landskabet, thi Samsø er virkelig noget særligt.
To. d. 17. til sø. d. 20, Samsø.

*Kind Of Jazz spiller jazz med referencer til nordisk folkemusik. Trioen er en videreudvikling af et 12 årgammelt samarbejde mellem pianisten Niels Raae og bassisten Ole Rasmussen, som i '90 udvidede med trommeslageren Mikkel Find. Ole Rasmussen er dog forhindret til dette tre dages engagement, og afløses af Peter Hansen, der er fortrolig med materialet. Trioen indspillede en vellykket CD i '96.
To d. 17. fr. d. 18. og lø. d. 19, Copenhagen JazzHouse.

*Faith No More har tidligere været annonceret i disse spalter, men nu skulle den altså være god nok. Udenfor nummer - koncertsæsonen er langt væk endnu - og uden festivaltilknytning spiller dette massive amerikanske outfit sikkert det meste af materialet fra dets seneste album, ubeskedent betitlet "Album Of The Year". Det har vakt opsigt nok til at gruppen er blevet flyttet fra Lille Vega ovef til den Store Sal sammesteds.
Ons. d. 23, Vega, Kbh.

*Johnny Cash + Henning Stærk giver koncert i Nordjylland. At se denne amerikansk folk- og countrygigant i levende live, spille både klassiske Cash-kompositioner samt sange fra sine seneste to, meget stærke albums, er en oplevelse langt ud over det sædvanlige. Historiens vingesus og alt det der.
Onsd. d. 23, Skovdalen, Aalborg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu