Læsetid: 2 min.

LIVE MUSIK

Kultur
10. juli 1997

*Copenhagen Jazzfestival fortsætter for fulde gardiner frem til lørdag, og af det righoldige program kan man blandt andet nævne at Lindberg/Hemmer Foundation er at finde i Ideal Bar lige ved spillestedet Vega fra midnat både torsdag og fredag, mens der afsluttes med bravour, når japanske U.F.O. går på scenen lørdag kl. 22 i Lille Vega. I Pumpehuset kan man fredag høre The Tom Jones Experience, lørdag præsenterer Aske Jacoby sit soloalbum "Clubbing" og søndag står den ekvilibristiske jazzblues-guitarist Robben Ford på scenen. Samme aften trykker The Fatman Gure Orchestra den af på Park på Østerbro og med sig har Den Fede kompetente folk. I Tivoli kører der fortsat Swing New Orleans frem til søndag. I JazzHouse kan man torsdag møde verdens mest virtuose basunist, Ray Anderson, fredag pianisten Danilo Perez Trio, lørdag veteranen Alex Riel. Afslutningen varetages af det fornyende big band The Orchestra. Samme nat sættes seriøst punktum med Jan Kaspersen's Special Occaison Band.
Copenhagen Jazzfestival, fra den 4. til den 13. juli.
*Herbie Hancock regnes for én af jazzens største nulevende pianister, og desuden en pioner i brugen af diverse elektriske keyboards. Han stiller op i forbindelse med Jazzfestivalen og spiller en koncert i Kongens København.
Torsdag d. 10, Cirkusbygningen, Kbh.
*Puddu Varano er en duo, bestående af de to tidligere Excess Bleeding Heart- og Nerve-musikere Alex Puddu og Morten Hansen, som vil forsøge at spille live-techno på "rigtige" trommer og gamle Moog synthesizere, parallelt med at natdisken er dedikeret til techno.
Torsdag d. 10, Rust, Kbh.
*U.F.O. står for United Future Organisation, og er en japansk trio, som siden starten i 1990 har været yderst aktiv som producere, dj's, modeller, promoters m.v. Trioen har udgivet tre albums og har i løbet af sin karriere samarbejdet med ligesindede indenfor mange forskellige genrer - musikken er en blanding af latin, trip hop og filmmusik.
Fredag den 11, Huset i Århus og lørdag den 12, Vega, Kbh.
*Herp Alpert har de seneste år oplevet ikke så lidt af en renæssance i forbindelse med det bizarre fænomen, at Easy Listening atter blev 'in'. Han er måske ikke verdens største trompetist, men ikke desto mindre er han ophavsmand til en række letvægtsklassikere, der stort set allesammen daterer tilbage til 60'erne, hvor han var kapelmester i The Tijuana Brass.
Fredag d. 11, kl. 22.30, Plænen, Tivoli, Kbh.
*Chess er som bekendt skrevet af de tidligere drivkræfter i ABBA, Björn og Benny, og opføres nu for fuldt udtræk i Parken med Elaine Page og Tommy Körberg som hovedkræfter, tilsat et beskedent 85 mand stort orkester og kor. Det markerer samtidig åbningsceremonien for Den 18. Olympiade for Døve.
Søndag d. 13, kl. 18, Parken, Kbh.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her