Læsetid: 3 min.

LIVE MUSIK

3. juli 1997

*Midtfyns Festivalen præsenterer på sine tre scener sit kunstnerisk mest ambitiøse program nogensinde, især hvad angår metal og alternativ rock. Og dét uden at sætte sit mainstream-renommé overstyr, thi på papiret ser det ud til, at arrangørerne har fundet en prisværdig balance mellem det populære og det afsøgende. Torsdag kan man således opleve hårdtslående amerikanere som Biohazard og Rollins Band, eksperimenterende navne som finske Rinne Radio og svensk-amerikanske Placebo, populære favoritter som Sort Sol, Jamiroquai, Texas og Sheryl Crow samt danske travere som Big Fat Snake, Hanne Boel og Helner & Bondo. Fredag sættes dagsordenen af Sting, Straws, Johnny Madsen og Michael Falch, mens Faithless afløser aflyste Fun Lovin Criminals. Det mest fascinerende den dag er dog Bakkescenen, hvor otte nye danske navne får lov at prøve sig af, heriblandt hip hoppere som Kongehuset, Den Gale Pose og Hvid Sjokolade. Lørdag står i den hårde rocks tegn med hovednavnene Megadeth, INXS og Type O Negative, mens Mansun og Alisha's Attic er nyere engelske navne. Fra Sverige kommer Tomas Ledin, mens danske navne som Merzy, Cactus Circle og Allan Olsen varetager midterrabatten. Festen afsluttes søndag med David Bowie, men inden da kan man samme dag opleve Passion Orange, Kim Larsen, Bitch Boys og Palle Mikkelborg, blueshåbet Keb' Mo', engelske Skunk Anansie samt horsianske Pretty Maids!
Torsdag d. 3 til søndag den 6., Ringe, Fyn.
*5-Øren præsenterer i Jazz Festivalens ånd et program med Lars H.U.G, Palle Mikkelborg samt Doky Brothers feat. Gino Vanelli. Som sædvanlig i tidsrummet 14-20.
Lørdag d. 5, Amager Strandpark.
*Picnic, Jazz & Poesi i skønne omgivelser med Dane T.S. Hawk & His Great Mongo Dilmuns, Peter Laugesen & Mindspray, Kirsten Hamman og Peter Poulsen med pianist og saxofonist. Madkurve er velkomne.
Søndag d. 6. juli, kl. 13, Grønnegården (Der åbner kl. 12!)
*Copenhagen Jazz Festival præsenterer fra den 4. til den 12. juli et overflødighedshorn af koncerter i den ganske by. Enhver, som blot er den mindste smule interesseret i jazz og relaterede genrer, kan roligt glæde sig, thi programmet er om muligt endnu mere ambitiøst og vidtfavnende end nogen sinde tidligere. I Lille Vega præsenteres således crossovernavnet The Herbaliser lørdag aften, mens man aftenen før kan opleve Lewis Taylor. Søndag spiller Marcos Resende Trio feat. Mads & Nils Vinding, mens den uforlignelige Maceo Parker spiller sammesteds mandag, og onsdag er der dobbeltkoncert i Store Vega med hhv. Dissing/Beckers Jungle Five og New Jungle Orchestra. I Pumpehuset spiller Charlie Hunter Quartet fredag, lørdag er der Jazz'n'Dance med Gaardmand-Lauritsen Blues Trio, Pass The Butter og Nikolaj Bentzon Brotherhood, mandag kommer superguitaristen Lee Ritenour sammesteds, og tirsdag præsenterer Cæcilie Nordby sin Group. Park på Østerbro har gratis jazz på terrassen hver aften, og lørdag giver Thomas Blachmann Quintet stor koncert, mens Bill Cobham Ensemble New aflægger besøg tirsdag, og ingen ringere end Larry Graham & The Graham Central Station kan opleves onsdag. I Copenhagen JazzHouse får den heller ikke for lidt, fredag går det løs med Groove Collective, et ægte 90'er-hybridnavn, lørdag står saxofonisten Jovano på scenen med sin Quartet, søndag fremfører kvartetten Sister Maj's Blouse musik af den svenske jazzlegende Börje Frederiksson, mens guitarguruen Mike Stern møder op med band mandag. Tirsdag hedder den Tom Harrell Octet, og onsdag præsenteres den danske sangerinde Maj-Britt Kramer i selskab med den engelske saxofonist Andy Sheppard.
Jazz Festival løber fra den 4. til den 12. juli.
*Jazz i Tivoli består først og fremmest af en lang række New Orleans-inspirerede 'street parades' gennem den gamle have, gennemført af New Birth Brass Band og Treme Brass Band, men klimaks må siges at falde på onsdag d. 9, hvor Marcus Miller har sammensat en supergruppe bestående af Eric Clapton, David Sanborn, Joe Sample og Steve Gadd, der spiller på Plænen kl. 21.30.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu