Feature
Læsetid: 12 min.

Angsten for spot og hån

Uddrag fra bogen ’Tove Ditlevsen. Myte og Liv’ af Karen Syberg
Tove Irma Margit Ditlevsen er født d. 14/12 1917 i København. Det meste af sit liv fastholdt hun imidlertid, at hendes fødselsår var 1918

Peer Pedersen

Kultur
29. august 1997

Tove Irma Margit Ditlevsen er født d. 14/12 1917 i København. Det meste af sit liv fastholdt hun imidlertid, at hendes fødselsår var 1918. Endnu ved hendes død i marts 1976 antog flere nekrologer, at hun var 57 år. Hun blev 58.

At Tove Ditlevsen så hårdnakket – og gådefuldt: hvorfor kun et enkelt år? – løj sig yngre, end hun var, forstår man kun, hvis man gør sig klart, at det intet havde med almindelig kvindelig forfængelighed at gøre – men nok med forfængelighed af en ganske særlig art, nemlig omsorgen for identiteten som kunstner.

Hele formålet var nemlig, at hun angiveligt ikke skulle være mere end 20 år, da hendes debutdigtsamling Pigesind udkom i 1939. Det svarede bedre til den vidunderbarnsmyte, der øjeblikkelig voksede frem omkring Vesterbropigen, end hvis hun fremstod som en voksen 21-årig.

Men lige så typisk for Tove Ditlevsen det er at "stikke en plade" for at pynte på virkeligheden – ligeså typisk er der også for hende uden blusel at indrømme, at hun gør det. Så i Pigesind kan man faktisk finde oplysningen om bedraget, hvis man ser efter:

kom Læbestift og hjælp mig med at lyve,

for jeg vil aldrig være mer end tyve.

står der. Således slutter nemlig digtet "De onde Aar". Så kan enhver, der har øjne at læse med, jo bare selv overbevise sig om, at hun lyver!

Selvom sammenhængen højst kan siges at være indirekte, så siger den en del om Tove Ditlevsens personlighed og om, hvad der var styrende for den. Det var en fattig barndoms triste ensomhed, der avlede drømmene om at være vidunderbarn. Og da muligheden for at realisere dem viste sig, ja så kunne hun ikke tage så nøje, hvordan hun kom fra det ene punkt til det andet: fra ukendt proletarpige til feteret digterinde. Det havde hun ganske simpelt ikke råd til. Og fordi det forholdt sig sådan, følte hun også en art skyldfrihed i forhold til de midler, hun tog i brug og som i virkelighedens verden gik langt ud over at stikke en plade.

"Jeg ved, at man undertiden må lyve for at få sandheden frem," skriver hun i sine erindringer. Bemærkningen falder i forbindelse med et af de mere sjælerystende chok i hendes opvækst: hendes storebror Edvin har fået fingrene i hendes omhyggeligt skjulte digteriske forsøg.

Rædselsslagen hører Tove hans latter inde fra soveværelset, og da hun fortvivlet løber derind, modtager hun en nådesløs kunstnerisk dom: "Hvor er du fuld af løgn," siger Edvin. Men senere indrømmer han, at han egentlig finder digtene gode – blot det havde været en anden, der havde skrevet dem, så han ikke vidste, at det var løgn altsammen. Så er det, Tove Ditlevsen skriver, at hun bliver glad, for løgnen bekymrer hende ikke: man må undertiden lyve for at få sandheden frem.

Men Tove Ditlevsen omgås ikke kun lemfældigt med sandheden af kunstneriske hensyn. Hendes forhold til yderverdenens realiteter stikker langt dybere i hendes personlighed. Når det er så forfærdeligt for hende at sine digte bliver "afsløret", hænger det sammen hermed.

Utrygheden ved virkeligheden og et ustabilt, usikkert forhold til den er et af de centrale træk ved hendes personlighed. Tove Ditlevsen har skrevet meget om sig selv, og det meste er i en forstand fuldkommen sandt, mens det i en anden er ukorrekt eller påfaldende forkert. Så påfaldende, at man må søge en forklaring.

Hele hendes barndom er fantasien hendes (eneste) tilflugtssted. Hun opbygger en hemmelig verden bestående af drømme, strofer af digte fra skolens pensum, salmer og folkeviser. Og efterhånden, fra hun er i tolvårsalderen, også af egne digte, som hun nedskriver med blyant i den hemmelige bog.

I fantasien kan virkeligheden formes, så den bliver et fristed, et helle, hvor intet ondt kan nå hende. Men det betyder på den anden side også, at den i forvejen ikke særligt imødekommende virkelighed, hun vokser op i, kommer til at virke endnu mere fjendtlig og truende – for fantasierne og digtene må for enhver pris skjules og skærmes mod omverdenens spot og hån. Deraf hendes rædsel over Edvins fund.

Det føles hemmeligt, intimt og skamfuldt at digte i en grad, så Tove udvikler en voldsom skyldfølelse over sin indre verden, og konfrontationen med virkeligheden kommer til at fylde hende med angst. På den anden side er den ydre, konkrete virkelighed ikke vigtig for hende. At beskrive den lidt upræcist, spiller ingen trille. Deraf hendes ubekymrethed over at "stikke en plade".

Tove Ditlevsen fotograferet i 1968.

Tove Ditlevsen fotograferet i 1968.

Peer Pedersen

Den særegne personlighed, Tove Ditlevsen udvikler, byder hende på en gang at være umådelig tilpasselig udadtil og parat til at indrette sig ubetinget på det, hun føler som omgivelsernes forventninger, mens hun samtidig indadtil som en høg vogter over sin egen sandhed.

"Jeg har aldrig brudt mig om virkeligheden, og jeg digter aldrig om den", skriver hun om sig selv som barn, og med årene udvikler hendes forhold til virkeligheden sig til det nærmest uforsonlige. "Nej, jeg kan ikke fordrage verden og virkeligheden – for hvad er verden? Verden trænger sig ind på en, man kan ikke komme uden om den", hedder det i et interview nogle år før hendes død.

Tove Ditlevsen var det meste af sit liv overstadigt lystig, slagfærdig og vittig. Det var hendes måde at omgås den ydre virkelighed på og i høj grad et skalkeskjul, der skulle beskytte hendes indre verden. Men udsat for forventninger fra "virkelighedens verden" kunne hun også finde på at udfolde anstrengelser, der virker helt ude af proportioner. Eksempelvis for at bevare den – skulle man synes – relativt uskyldige hemmelighed om sin alder. Anstrengelserne antyder imidlertid, hvor voldsom hendes angst var.

Det livslange dobbelte bogholderi mellem at leve op til omgivelsernes forventninger og samtidig bevare sin egen sandhed er nerven i hendes kunst og kilden til såvel hendes grænsesprængende erfaringer som til hendes nederlag, der ofte forekommer sært nødvendige, fordi ærligheden til enhver tid driver hende til at søge også den smertelige og lidelsesfulde dimension af tingenes væsen.

Hun undslipper aldrig den angst, der blev grundlagt i barndommens dilemma mellem "virkelighed" og "sandhed". Tværtimod bliver angsten med årene voldsommere og flugtforsøgene fra virkeligheden tilsvarende drastiske med gentagne selvmordsforsøg som den yderste konsekvens.

(...)

Højbrynet modernisme

Det litterære klima har ændret sig, siden det lyse, tyveårige vidunderbarn debuterede. Under krigen havde litteraturen haft usædvanlig gode kår, både i pressen, der skulle bruge stof, som kunne underholde læserne uden at falde tyskerne for brystet, og hos publikum, der måtte undvære en lang række af fredstiders forlystelser på grund af mørklægning, udgangsforbud, rationering og så videre.

Indenfor populærlitteraturen stod den på Margit Söderholms Driver Dug falder Regn, Jakob Bech Nygaards Guds blinde Øje, Margaret Mitchells Borte med Blæsten – og Morten Korch, samt en række angelsaksiske populærforfattere som Frank G. Slaughter, A. J. Cronin osv.

Det var brede, malende skildringer af ung kærlighed og sociale skæbner, et dramatisk og elementært følelsesfuldt litterært klima, hvor Barndommens Gade og Man gjorde et Barn fortræd, samt digtene med deres intime betroelser og stemningsfulde følelsesliv befandt sig godt.

Nu (efter krigen, red.) åbner verden sig imidlertid igen mod andre former for underholdning, og samtidig dukker nye forfatterkuld frem med anderledes gravalvorlige problemstillinger, der har deres udspring i den nye verdenssituation: efterkrigstid og atombombens realitet.

Omkring tidsskriftet Heretica, finansieret af Knud W. Jensen (som senere skabte kunstmuseet Louisiana, og hvis far var en formuende ostegrosserer) formulerer digterne Ole Wivel, der ligeledes kom fra overklassen, Thorkild Bjørnvig, Martin A. Hansen, Poul la Cour og – til dels – Erik Knudsen sammen med litteraten Bjørn Poulsen stemningen af undergang i atombombens skygge, en mistro mod hele det moderne liv og en tro på poesien som det, der skal frelse det moderne, rodløse menneske ud af "kulturkrisen".

Desuden introducerer tidsskriftet den europæiske modernisme med navne som T. S. Eliot og Rainer Maria Rilke som de vigtigste. Og som en art protektor svæver Karen Blixen over vandene. – I det mindste i begyndelsen, indtil det går op for hende, at der er meget i de unges anskuelser, hun ikke sympatiserer med. Men hendes navn styrker alligevel auraen af fornemhed.

Det er finkultur, så det klodser, det er kristeligt højstemte problemstillinger om livets store spørgsmål, og meget af det er en overordentlig lærd poesi, spækket med hentydninger til den internationale litteraturs klassiske og moderne storværker – kort sagt nogle æstetiske og filosofiske normer, som Tove Ditlevsen for det første står fuldstændig fremmed overfor, for det andet ingen chance har for at leve op til. Og det kommer fuldstændig bag på hende.

Alle hendes hidtidige udgivelser er blevet modtaget med applaus. Nu, med Blinkende lygter, er der pludselig malurt i bægeret – også fordi de gamle kritikere som Kai Fris Møller, Emil Frederiksen og Tom Kristensen er blevet suppleret med lidt yngre kræfter som Niels Kaas Johansen, Tove Ditlevsens klubkammerat fra Unge Kunstneres Klub, og eksempelvis Erik Knudsen.

"Svagheden er hendes Forkærlighed for konventionel Stil, for sød, men tom Musik og slidte Fraser; hun elsker at anbringe de græsseligste Trommesalsbilleder paa alle mulige og umulige steder", klager han i Socialdemokraten.

Og Niels Kaas Johansen går i Information til værks med både grundighed og bid: "Man vilde gøre Tove Ditlevsen en daarlig Tjeneste ved at istemme det almindelige Jubelkor og gaa paa Klapjagt efter Superlativer. Hendes Talent er saa udpræget, at det fortjener en nærmere Analyse, ogsaa naar denne gaar hende imod. Ingen vil benægte, at Tove Ditlevsen er Digterinde – i inspirerede Øjeblikke en stor Digterinde. Naar hun i den lyriske Ekstases hellige Sekunder skriver paa sit Instinkt, kan hun naa det sublime. Men hun synes at mangle Selvkritik, Evnen til at skelne det ægte fra det trivielle er hende nægtet. Der er for mange ligegyldige og halvdaarlige Digte i Blinkende Lygter, for mange Vers, hvor Banaliteterne og de lyriske Klicheer skyder op som Svampe. Tove Ditlevsen har ikke altid Sind nok til at fylde de færdige Former ud. Hun bliver udflydende, upersonlig, Rimene faar et mekanisk Præg. Et Digt som "En Mands Kærlighed" er et rigtigt daarligt Digt... Sophus Claussen og Nis Petersen kan sove roligt i deres Grave."

(...)

Vi ved ikke, hvordan Tove Ditlevsen har taget netop disse anmeldelser, men vi ved, hvordan hun plejede at tage ufordelagtige omtaler, nemlig så tungt at det nærmede sig sammenbrud.

Med sin ulærde, autodidakte baggrund og med sit skyldbetyngede og skamfulde forhold til den last at skrive havde hun hele livet en fornemmelse af at "snyde". Og hver udgivelse fra hendes hånd blev fulgt af hendes angstfulde venten på "afsløring".

I en af sine talrige erindringsskitser forklarer hun det selv således: "Fra at være midtpunktet i min egen lille bitte verden uden tanke for ting, der lå udenfor den, blev jeg revet bort fra mit milieu og hvirvlet ind i et andet, som jeg knap nok havde anet eksisterede. Disse små firelinjede strofer var min adkomst til den. Og de syntes så ubetydelige, at jeg undertiden fik en fornemmelse af, at det var Kejserens ny klæder om igen, og at man snart ville opdage min storslåede svindel. [...] Jeg fik en digtsamling ud, og der kom fine anmeldelser i bladene, som jeg læste igen og igen. Hver morgen fór jeg op og hentede dem, bange for, at de mærkelige ord skulle have forandret sig i nattens løb. Men hele tiden tænkte jeg på Kejserens nye klæder og turde ikke føle mig rigtig tryg".

At Tove Ditlevsen oftest skrev sine ting ud i en køre på inspiration og derfor sjældent var ret længe om det, forstærkede hendes følelse af ikke egentlig at "bestille noget", af at stikke verden blår i øjnene. Når så de positive anmeldelser strømmede ind, åndede hun lettet op: så gik den også denne gang! Og når der faldt mere kritiske bemærkninger, tog hun sig det helt urimeligt nær - og destruerede anmeldelsen.

Det er således sigende, at en anmeldelse som Julius Bomholts af Barndommens Gade ikke findes i de scrapbøger, hendes far med stor omhu førte for hende. Og da hun hørte, at en svensk anmelder, foranlediget af et af hendes oplæsningsbravournumre, "De evige tre," kaldte hende "lyrikkens barpianist", faldt hun angiveligt om på gulvet, ramt af en art epileptisk anfald.

Reaktionen på Blinkende Lygter var tillige kun begyndelsen. Ganske vist modtog hun andre, mere positive tilkendegivelser som eksempelvis denne i et privat brev fra Poul Henningsen:

"Det kan synes stridende mod deres [digtenes ks.] indhold at man kommer til at elske livet højere ved at læse dem men saadan er nu engang stor kunst. Gid noget af dette livsbekræftende De bringer os gennem Deres vers maa strømme tilbage til Dem som en gengæld og tak".

Og ganske vist fortsatte hun – i høj grad – med at være en succes hos publikum – og også hos anmelderne. Men noget var ændret. Tove Ditlevsen hørte nu til "traditionalisterne", og som tiden gik i sagens natur mere og mere til "den ældre generation".

I 1953 debuterer Villy Sørensen med Sære historier, i 1956 kommer Klaus Rifbjergs Under vejr med mig selv, og herfra går det slag i slag: modernismen drager gennem landet. Om udgivelsen af Blinkende Lygter skrev hun selv senere:

"Mens jeg levede isoleret fra alt og alle [som narkoman] brød den såkaldte "modernisme" som en anden steppebrand løs i poesiens verden. Den nåede i al sin uforståelighed aldrig ud til folket, som vel bare opfattede, at digte pludselig ikke mere var noget for den jævne mand og kvinde. Retningen kom vist nok fra Sverige og dyrkedes af en kreds af lyrikere og deres vedhæng af begejstrede anmeldere og andre skønånder med fine akademiske grader. Den holdt utroligt længe, men mig gik den først op for, da min tredje digtsamling Blinkende Lygter kom i 1947.

Det var digte, jeg ligesom For Barnets Skyld havde haft liggende i skuffen og skrevet, mens jeg endnu var rask. Man skriver i kraft at et sjæleligt overskud og ud fra et uomgængeligt udtryksbehov, og ingen af delene er der rum for i en syg og forgiftet krop. I mine få klare og melankolske øjeblikke frygtede jeg, at jeg aldrig mere ville komme til at skrive en linie. Blinkende Lygter fik lige så god presseomtale som mine første bøger og blev lige så godt solgt. Det vil sige i ca. 10.000 eksemplarer, og det var dengang som nu usædvanligt at digte kunne sælges lige så godt som romaner.

Men en af mine kolleger, som samtidig var anmelder, skrev: "Tove Ditlevsen ønsker åbenbart ikke at deltage i sin generations stileksperimenter". Det havde han ret i, og selv da tågen i min hjerne begyndte at lette, og jeg satte mig ind i, hvad denne eksperimenteren med stilen i det hele taget betød, følte jeg aldrig trang til at bryde ud i sang om rustne vandrør, kloakafløb og andre lidet poetiske fænomener, som gav mig indtryk af, at næsten alle landets digtere pludselig have kastet sig over blikkenslagerfaget. I min generation var vi så vidt jeg ved kun tre, der holdt os helt udenfor dette vanvid. De to andre er Halfdan Rasmussen og Frank Jæger."

Tove Ditlevsen skriver dette i 1975, men selv på dette sene tidspunkt i hendes liv er den lettere ligegyldige tone tilstræbt. Faktisk er hun året før blevet forbigået til Det Danske Akademis store pris til fordel for modernisten Sven Holm, og hun er dybt såret.

Modernismen var og blev fra udgivelsen af Blinkende Lygter og til Tove Ditlevsens død en ubehagelig sten i skoen, der ikke kunne komme ud, og som hun gang på gang blev mindet om. Faktisk findes der ikke andre emner, hun så ofte vender tilbage til, som netop denne irriterende modernisme.

En varig byrde

Med ingen kan
man dele
de inderste
tanker.
Det vigtigste
i verden
er man
alene med.

Det er en
varig byrde
det er en
sagte glæde
at her kan
ingen nå dig
og ingen
lukkes ind.

(Fra digtsamlingen De voksne, 1969)

Børn

Mit hjerte elsker alle de umuligste børn,
de som ingen holder af og ingen kan forstå.
Lyvebørn og stjælebørn og løftebryderbørn,
de børn som alle voksne folk er meget vrede på.

Mit hjerte ynder ikke disse pyntehavebørn,
der står i bed og intet ved om synd og bittert savn.
De børn som voksne holder af og klipper pænt i form,
og som med ren samvittighed tør nævne Gud ved navn.

Den kender mest til kærlighed som aldrig mødte den.
Om dyden ved den lastefulde mer end nogen tror.
Mit hjerte hader pæne voksnes hækkeklippersaks.
Det er på vilde buske verdens sjældne blomster gror.

(fra digtsamlingen Det runde værelse, 1973)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her