Læsetid: 2 min.

Alle kender Jante

Gu' gør vi ej! Sandemoses En flygtning krydser sit spor handler om noget helt andet - Sonnergaards Sommerklassiskere
20. august 1997

Fra tid til anden hører man det samstemmende fra dem, der har deres på det tørre: "Hvor er det synd for os, at vi ikke har lidt mere"... Efter lidt diskussion, gerne på dummeren (den elektroniske, tv'et) uddyber disse velbjærgede stakler synspunktet, og refererer til Janteloven. Riskjær har gjort det, diverse underlødige tv-stjerner har gjort det, Venstre har gjort det, alle og enhver har snart sagt gjort det.

Sonnergaards Sommerklassikere vil gerne gribe ind overfor dette omsiggribende misbrug af en stor, norsk forfatter. Og det ondeste, jeg kan gøre i denne forbindelse er: At anbefale Informations læsere at gå direkte til kilden, direkte til Aksel Sandemoses danske gennembrud i 1933, hvor han allerede et stykke tid havde opholdt sig i udlandet, på flugt fra en ubetalelig gæld, med en allerede da temmelig velvoksen alkoholisme og med en psykologisk storbagage af ondt.

Bogen drejer sig på intet tidspunkt om forsvar af nyliberalistiske skvadderho'der og deres ret til endnu mere, på bekostning af andre mennesker. Janteloven, som er så berømt, er fra først til sidst en proletarisk lov, og de sociologiske passager i bogen handler udelukkende om den måde, proletariatet i første tredjedel af århundredet holdt sig selv nede på. Janteloven er noget, den ubemidlede slår den anden ubemidlede i hovedet med, den er den matrice, Sandemose finder i sin sociologiske analyse af underklassen. Den er aldrig tænkt som legitimation for nogen overklasse.

Ghettoen i mennesket

Når dette så er sagt, må jeg tilføje, at En flygtning krydser sit spor naturligvis ikke kun bør læses af denne grund. Bogen er stadig, selv så mange år efter, en slags chok. Ikke mindst på grund af Sandemoses insisteren på at huske: På at huske alt, den mindste detalje. Og erindringerne er - måske bortset fra den første lille del, som oprindeligt hed "Der stod en bænk i haven" - aldrig nogensinde behagelige. Opvækst skildres som en lang, ubrudt række af nederlag, voksenlivet ikke stort bedre - og hvis man skal tale om et erindringsprojekt eller en selvanalyse af dimensioner, så er det alt sammen hér.

Sandemose var den første til at fortælle den sandhed, der ligger i bonmot'et "Du kan tage mennesket væk fra ghettoen - men du kan ikke tage ghettoen væk fra mennesket". Det er måske den skandinaviske bog, som har flest aldeles determinerede figurer. Sandemose påstod ganske vist omkring udgivelsen af bogen, og også i de efterfølgende forord, at han ikke kendte til psykoanalysen og Freud, da han påbegyndte dette gennemgribende, aldeles frygtelige erindringsarbejde.

Psykoanalysen, og Reichs sammenkobling af sociologi og sexologi, og et sandt miskmask af alle mulige teorier fra 1930'ernes smeltedigel af udsagn fra dem, Scherfig spottende kaldte Idealister - det er her alt sammen. Men så meget desto bedre.

Pointen i En flygtning krydser sit spor er den umådelige mængder af bindinger, der på ethvert niveau forhindrer personlighedens udfoldelse - og min egen subjektive udlægning af erkendelsesarbejdet hos Sandemose er, at ophævelsen af fortrængningerne kun gør sygdommen så meget desto værre. Hvis der går ild i stalden, og man får hestene ud, får reddet dem, og de så står derude... så må man for alt i verden passe på, at de ikke springer direkte ind i flammerne igen.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dana Hansen
Dana Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu