Interview
Læsetid: 7 min.

En verden af troværdighed

'Jeg havde ét dogme: Regler er til for at blive brudt. Og det har jeg og alle i filmen overholdt til punkt og prikke', siger instruktøren Jonas Elmer, der fredag har premiere på sin første spillefilm, Let's Get Lost
Kultur
17. september 1997

 "Jeg har ikke lyst til at udtale mig på min generations vegne, for det aner jeg ikke en skid om. Jeg udtaler mig på mine egne vegne, men folk i jeres branche vil jo godt putte tingene i kasser, så det må jeg jo leve med."

Jonas Elmer, der under sit røde hår godt kunne skjule et iltert temperament, ser lidt brysk ud, da han svarer på spørgsmålet om, hvorvidt hans spillefilmsdebut, Let's Get Lost, er en generations-film eller ej.

Måske fordi han allerede i flere, tidlige interviews og artikler er blevet udråbt som repræsentant for sin generation – det vil sige dem omkring de 30 – og måske fordi han er træt af, at skulle tage ansvaret for en hel generation, når han "bare" har lavet en film om fire mennesker, som har svært ved at finde ud af det med livet.

"Jeg har lavet en film, som jeg synes, den skal være, om nogle mennesker, der er opdigtede, men med træk fra mennesker, som jeg kender, eller som jeg gerne vil kende."

Improvisation og ærlighed

Steffen, Mogens og Thomas er tre gamle venner, for hvem livets mål er den næste fodboldlandskamp i Parken, og som alle tre på et eller andet tidspunkt i 20'erne nærmest gik i stå med deres liv – og nu, en fire, fem år senere, er de stadig ikke nået videre.

Julie er gruppens umage fjerde part. Mogens lånte hendes sofa for en kort bemærkning for to og et halvt år siden, og har ikke flyttet sig siden, og Julies stue er, meget mod hendes vilje, blevet samlingssted for trekløveret. Hun er netop blevet forladt af sin kæreste René og er ved at gå til i en altfortærende jalousi.

Med sin tøvende dialog og, virker det, meget ærlige skuespilpræstationer fremstår filmen som et autentisk portræt af fire unge, forvirrede mennesker i København. Og netop autenciteten har Jonas Elmer gjort en hel del for at sikre.

"Filmen er jo blevet til på baggrund af et skriftligt oplæg, som kun var tre sider langt, i bund og grund en scenegennemgang," forklarer Jonas Elmer. "Hvilket vil sige, at alle skuespillerne vidste, hvor de startede, hvor de flyttede sig hen, og hvor historien skulle slutte."

"Vi brugte 12 dages prøver på at arbejde udelukkende med én ting, så skuespillerne kunne lære deres figurer at kende så godt, at de i princippet kunne blive sat i en hvilken som helst situation. Så ville de kunne svare, de ville kunne reagere som den karakter, de spillede. Det var målet."

"Det gjorde vi ved alle mulige forskellige improvisationer, hvor vi i fællesskab prøvede at få defineret personerne. Og så nappede jeg selvfølgelig de mest interessante idéer, så jeg, når vi stod ude på optagelserne, meget, meget hurtigt kunne sætte op til situationen og sætte skuespillerne i gang."

Men det kræver en disciplineret instruktør og et godt overblik at få en så udstrakt grad af improvisation til at fungere.

"Jeg lavede en stor opslagstavle på seks gange 1,5 meter, hvor jeg i den vandrette linie skrev alle scenerne ind, og i den lodrette alle karaktererne. Så havde jeg et system med sådan tapestykker, så spillerne kunne se i hvilke scener, de optrådte. Der var stills fra location, stills af skuespillerne – alt, som kunne bruges som inspiration, sad på tavlen."

"Vi optog den også kontinuerligt af samme grund, for så vidt muligt at bevare det overblik, og for at vi hele tiden kunne trække paralleller til de scener, vi havde eksekveret, måske tidligere på dagen eller dagen før. Så skuespillerne var dybt inde i fortællingen fra starten af prøveforløbet. Vi havde noget, der svarede til et manuskript, det var bare ikke skrevet ned på papir, men hang på en opslagstavle."

Desuden var både fotografen, Bo Tengberg, og tonemesteren, Niels Arnt Torp, indstillet på at skulle føle sig frem, hvilket gav instruktøren og skuespillerne en udstrakt grad af frihed.

Generøsitet og egotrip

De fire hovedrolleindehavere – Bjarne Henriksen (Mogens), Nicolaj Kopernikus (Steffen), Troels Lyby (Thomas) og Sidse Babett Knudsen (Julie) – synes at give meget af sig selv i filmens mere intime scener, og især Sidse Babett Knudsen åbner op for sit indre liv i en sådan grad, at man, efterhånden som filmen skrider frem, føler sig som en voyeur – og ind i mellem fristes til at vende hovedet væk for ikke at blive alt for berørt.

Jonas Elmer, der, siger han selv, nærmest er besat af at 'opdage' nye, unge skuespillere, har da også 'skrevet' rollerne til de fire skuespillere – hvoraf han i øvrigt har arbejdet sammen med de tre "drenge" før, nemlig i 1995 i sin afgangsfilm fra skolen, Debut.

"Jeg må jo sige, at jeg som ung og ny instruktør, prøvede at finde nogle skuespillere, som var nogenlunde på samme sted som jeg. Fordi jeg ikke var helt sikker på, hvad det var, vi skulle lave, ville jeg arbejde sammen med nogle, som havde den samme gejst, som jeg havde – og samme lyst til denne film."

"Jeg synes, at de har være meget, meget generøse i den måde, de spiller på. Med improvisation kan der meget nemt gå totalt egotrip i den. Generelt kan man sige, at improvisation gør, at folk taler for meget, men det var jeg opmærksom på fra starten og prøvede at undgå, at man skulle knevre hele tiden–- at der også var andre måder at fortælle historien på. Med det instrument skuespillerne har i form af deres krop, deres stemme og deres øjne."

"Og så gjorde skuespillerne det allervigtigste, man kan gøre, ikke kun i improvisation, men også i teater og i film, og sikkert også alle mulige andre steder, nemlig at de lyttede. De lyttede til, hvad der skete. De lyttede til, hvad der blev sagt til dem. De var tvunget til at forholde sig til det, der skete hele tiden, lige nu."

Dagligdag og fodbold

Improvisation er ikke et ukendt redskab for Jonas Elmer, der begyndte sin filmkarriere som skuespiller i bl.a. Historien om Kim Skov og Rocking Silver, og som er medstifter af teatergruppen Impro-ensemblet, som arbejder meget med netop improvisationer. Desuden er Elmer af den overbevisning, at vi allesammen bruger improvisationen i vores dagligdag.

"Når vi kommunikerer med andre mennesker, så improviserer vi, for vi ved jo ikke, hvad de har tænkt sig at sige."

Også i fodboldspillet, der betyder så meget for hovedpersonerne i Let's Get Lost, oplever vi den samme form for improvisation. Jonas Elmer er selv en ivrig fodboldspiller, og havde i begyndelsen af 80'erne en lovende fodbold-karriere foran sig, men han hævder, at det ikke er bevidst, at spillet tillægges så stor en betydning i hans film.

"Når jeg laver historien, så laver jeg historien. Jeg sidder ikke og regner ud, hvorfor jeg synes, at den skal ende sådan. Men jeg er personligt meget vild med fodbold og synes, at det er et fantastisk spil, fordi det drejer sig om 11 individuelle mennesker, som skal lave noget sammen. Jeg har forsøgt, fordi jeg ved, at der er mange, som hader fodbold, at bruge spillet sådan, at selv dem, der hader det, forhåbentlig, vil kunne se på det med lidt mildere øjne."

Komedie og tragedie

Det, der afholder filmen fra at blive et grelt eksempel på 'typisk, dansk socialrealisme', når den er værst, er humoren. Som måske i virkeligheden er et værn, vi tilskuere holder op foran os for ikke at blive for berørte af de ting, vi ser på lærredet. I følge Jonas Elmer var humoren ikke tiltænkt, selvom det fra starten var meningen at lave en komedie – dog ikke en lårklaskende én af slagsen, men i stedet komedien som dramatisk konstruktion.

"Med hensyn til humoren, så er det jo godt, at den er der, for den giver en eller anden snert af håb. Men der var intet i oplægget, der var bygget op omkring, at det var humoren, der skulle drive historien frem. Jeg havde al fokus på at få mine karakterer til at være så menneskelige, så nærværende, så interessante og så sjove og i live som overhovedet muligt – helt rigtige mennesker."

"Personerne har til slut i filmen flyttet sig en lille, bitte smule. Og når man flytter sig en lille, bitte smule, så bliver tingene hele tiden en lille, bitte smule bedre, end de var før. Og komedien har en konvention om, at folk skal have flyttet sig en lille, bitte smule i den rigtige retning og være blevet en lille, bitte smule lykkeligere, når filmen slutter – ellers er det en tragedie."

Dogme og regelbrud

Man kan godt undre sig en smule over, hvorfor en ung instruktør, som Jonas Elmer, der laver personlige og indfølte film, ikke som den øvrige generation af unge instruktører vælger at lave film baseret på et velskrevet manuskript. Især når det er blevet så moderne og afgørende at bruge masser af ressourcer på netop manuskriptfasen.

"Jeg besluttede mig for, da jeg endelig blev lukket ud af Filmskolen efter fire år, at jeg blev nødt til at finde ud af med mig selv, hvad det helt præcist var, som jeg havde lyst til at lave, og så droppe, alle de der fornuftige løsninger, som jeg normalt ville hælde til."

"Da jeg så lavede min opslagstavle, var det eneste dogme, jeg havde, at regler var til for at brydes. Og det har jeg overholdt, og det har min fotograf og min tonemester og klipper overholdt - og min producent og alle mine skuespillere, til punkt og prikke. Så opgaven er løst."

"I øvrigt er det den film i Danmarkshistorien, det ved jeg med sikkerhed, hvor der bliver sagt 'hva'?' flest gange."

Nu smiler Jonas Elmer og ser nærmest lidt stolt ud over at kunne fastslå en så usædvanlig kendsgerning om sin debutfilm.

Let's Get Lost anmeldes på premieredagen fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her