Note
Læsetid: 2 min.

Bognyt

Kultur
24. oktober 1997

*Lagkage på flugt hedder noget så sjældent som en multikulturel tegneserie. Den firefarvede forside forestiller en hermelinskåbe-klædt, vred konge med en ske i hånden. Han truer op i luften - formentlig efter den undslupne lagkage. Dette lyder måske ikke i sig selv opsigtsvækkende, og det usædvanlige ved tegneserien består da også i, at den kan læses af såvel danske som af bosniske, iranske, somaliske, arabisktalende og tyrkiske børn. Morteza Seighali, der har skabt historien, har angivelig gjort det for at skabe fælles referencer for danske børn og børn med etnisk baggrund. Desuden for at styrke de etniske børns danskkundskaber, vise at de forskellige modersmål er værdifulde - og for at fortælle en god historie. For egen regning tilføjer vi, at det ser meget dekorativt ud med de tre forskellige alfabeter og seks forskellige sprog på siderne. Målgruppen er børn fra fem til otte år, og den udgives af Husets Forlag.

*Gale konger og syge dronninger er emnet for årets angiveligt 'seriøse royale udgivelse' på bogforlagene Billesø og Baltzer. Kongehusets sygdomme hedder den, og den er skrevet af læge Jerk W. Langer. Om han er seriøs må afgøres efter læsning af bogen, men grundig er han: han starter med Gorm den Gamle og slutter med Dronning Margrethe. Highlights fra kongerækken: Kong Hans var Danmarks første sindssyge syfilitiker, og Christian IV havde fået så mange hovedlæsioner, at han var helt uegnet til at regere. I den mindre farverige afdeling underholdes vi med Christian X's galdesten, og i det hele taget er der tilsyneladende en tendens til, at de kongelige sygdomme bliver kedeligere og kedeligere, jo mere vi nærmer os nutiden. Hvorfor mon?

*Bogens Dag i Helsingør løber af stabelen i morgen. Det er foreningen Norden, der arrangerer, og seks nordiske forfattere læser op af egne værker og signerer bøger. Fra Danmark kommer Benny Andersen og Lise Nørgaard, fra Sverige Björn Ranelid, og fra Norge, Island og Finland deltager henholdsvis Jan Erik Vold, Steínnum Sigurdardottír og Märta Tikkanen.

*Jens-Martin Eriksen, dansk forfatter, mødtes med ghanesiske forfattere, forlæggere og forskere under den dansk-ghanesiske kulturfestival, Images of Denmark, der fandt sted fra den 4. til den 12. oktober. Eriksens nye bog, Vinter ved daggry, om etniske konflikter i Europa blev brugt til at perspektivere de konflikter, som også ghanesiske forfattere har inde på livet.

*Astrid Lindgren gæster København på mandag. Den verdensberømte svenske forfatter modtager Wilhelm Hansen Fondens store hæderspris på 100.000 danske kroner. Prisen uddeles i Wilhelm Hansen Huset i Gothersgade mandag eftermiddag.

*P. C. Jersild er i København i weekenden. Torben Brostrøm taler med den svenske forfatter søndag kl. 16-18 i KafCaféen i København, den første af tre samtaler med publikum under overskriften Skandinavisk Salon. Næste bliver med Jan Kjærstad 23. nov. Og endelig følger Jørgen Gustava Brandt i januar.

Redigeret af
Karen Syberg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her