Læsetid: 2 min.

Bognyt

17. oktober 1997

*Dario Fos Nobelpris sendte et verdenssus henover det lille forlag Drama, der har hjemme i Gråsten i Sønderjylland. Drama har gennem årene udgivet en række af Fos teaterstykker i Bent Holms oversættelse. Nu vil forlaget genoptrykke Dario Fos Lille håndbog for teaterfolk, som udkom i 1989, og som talrige teaterarbejdere i Danmark kender og har brugt i deres arbejde. Den bygger for en stor del på båndudskrifter fra Dario Fos undervisningsseancer.

*Den Anden Opera opfører dette efterår og i foråret 1998 fire "digterkoncerter", hvor trioen, LINensemble, spiller sammen med og op til en udvalgt digters tekster. Den første koncert er i morgen kl. 15, hvor komponisterne Andy Pape, argentineren Mauricio Kagel og amerikaneren Tom Johnson leverer musikken. Den 13. december er det Thorkild Bjørnvigs lyrik, der mødes med musikken - her er endda titeldigtet på Bjørnvigs seneste digtsamling SIV vand og måne sat i musik af komponisterne Sven Erik Werner og Bent Lorentzen. Og til foråret følger koncerter omkring Karen Blixen og Søren Ulrich Thomsen. Det er anden gang, LINensemble forsøger sig med digterkoncerter. Trioen består af Jens Schou på klarinet, John Ehde på cello og Erik Kaltoft på klaver.

*Politikens Dansk Rock Leksikon 1956-97, en beskeden tamp på 600 sider, udkommer den 6. november. Bogen, der har Informations Torben Bille som hovedredaktør og vor rockanmelder Klaus Lynggaard som en af de skrivende medarbejdere, er det første leksikon om dansk rock med tilhørende undergenrer i 12 år. Bogen er ifølge redaktør Bille skrevet ud fra et helt nyt koncept, som indebærer journalistisk gennemskrevne artikler på de mere end 450 biograferede; "i stedet for filatelistiske opslag". Endelig indledes bogen af et 50 siders essay af Torben Bille om dansk rocks historie sat op mod samfundshistorien. Der er også mange billeder.

*Karen Blixen er den første danske digter, der biograferes i Dansk Litteraturinformationscenters nye serie af engelsksprogede brochurer om danske klassikere. Bo Hakon Jørgensen har skrevet et nyt essay om historiefortælleren, Classic Tales for Modern Times og desuden genoptrykkes Aage Henriksens personlige erindringsessay fra hendes dødsår 1962. "Budbringersken", hedder det, oversat som Bringer of Tidings. Litteraturinformationscenteret planlægger en hel serie brochurer om danske klassikere.

*Egmont Gruppen, som i forvejen er Europas største udgiver af børnebøger har købt det tyske Pestalozzi-Verlag. Pestalozzi blev grundlagt i 1844 og er med 140 nye titler årligt på over 40 forskellige sprog blandt Tysklands fem største børnebogsforlag med en omsætning på over 35 mill. D-Mark. I forvejen er Egmont centralt placeret i Tyskland. Egmont Franz Schneider Verlag i München omsatte i samarbejde med børnebogklubberne i Egmont Horizont Verlag sidste år for over 90 mill. D-Mark. Der er penge i ungerne!

Redigeret af
Karen Syberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu