Læsetid: 2 min.

Bognyt

3. oktober 1997

*Ib Michaels nye roman, Prins, vakte i går overvejende begejstring hos anmelderne. I Politiken mener Søren Vinterberg, at Prins er Ib Michaels mest modne og vedkommende roman. Det er dansk, det er dejligt jordnært, mener John Chr. Jørgensen i Ekstra Bladet. I Berlingeren skriver Henrik Wivel, at Michael forsynder sig mod magiens muligheder, at han bliver forført af sit eget sprog og forestillingsevne, og at det er synd for romanen som kunst, fordi der i øvrigt er så meget vidunderlig kærlighed i den. Jylland-Postens Preben Meulengracht skriver, at stilens fuldkommenhed lurer på ham som tomgang og mener, han er ved at vendepunkt i forfatterskabet. Det vil så vise sig, men foreløbig ligger den i boghandelen og formentlig snart på bestsellerlisten.

*Thorkild Bjørnvigs digt "Det nødvendige" er er omsat til elektroakustisk musik. Resultatet kan høres gennem 25 nedgravede højttalere søndag kl. 21 på Rådhuspladsen i København, hvor Lydgalleriet har premiere på Rasmus Brunse Lundings komposition af samme navn.

*Jan Sonnergaard, Tore Ørnsbo og Peter Adolphsen læser op af egne bøger på Husets Musikteater i Århus kl. 20.30 på fredag aften.

*Danish Literary Magazine, som skal slå trommen for danske bøger i udlandet, bringer i sit nye nummer uddrag af Suzanne Brøggers, Ib Michaels og Jens-Martin Eriksens nye romaner. Bladets udgivelse er planlagt, så det passer til bogmessen i Frankfurt.

*En litterær begivenhed - sådan må det betegnes, når de første fem bind af Søren Kierkegaards Skrifter udkommer hos Gad. Det markeres ved en sammenkomst i Københavns Universitets festsal, hvor Else Marie Bukdahl og Jytte Hilden taler. Gad er nemlig gået sammen med Danmarks Grundforskningsfond og Søren Kierkegaard Forskningscentret om udgivelsen.

*Peter Thielst er klar med en ny omgang letlæst filosofi. I næste uge er det filosoffen Friedrich Nietsche, der populariseres.

*Det svenske bogmarked har det skidt. Ifølge Svenska Dagbladet er boghandelens lønsomhed blevet dårligere og dårligere. Omsætningen er stagneret og de store bogforlag prøver nu andre marketingmetoder end de gængse - og boykotter årets bogmesse. I stedet har f.eks. Bonniers ladet sig inspirere af pladebranchen for at lokke massemedierne, nemlig med store release-parties ved visse udgivelser. 500 mennesker deltog i et sådant, da en ny kogebog blev lanceret.

*Forkvinde Merete Koefoed Bjørnsen fra Dansk Forfatterforening har fået stof til eftertanke. Skriver i medlemsbladet, at forfatterne længe har været utilfredse med, at ARTE ikke i højere grad tager dem i sin stald (dvs. arrangere foredrag, oplæsninger og deslige). ARTE kontaktede derpå 335 forfattere, hvoraf 162 svarede, at de gerne ville være med i et sådant samarbejde. Forkvindens bekymring går på, at kun 50 af dem er uorganiserede. En hvervekampagne må forsøges, konkluderer hun.

Redigeret af
Kristen Bjørnkjær

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu