Læsetid: 8 min.

Livets lyst og kødets kunst

10. oktober 1997

Baudelaires 'Les Fleurs du Mal' har i Peter Poulsen fundet en hengiven og opfindsom fortolker GENDIGTE Moderne digtning kan - for dem, der holder af præcision - dateres til 1857. Det år udkom Madame Bovary, Flauberts formidable studio i en kvindes sind, det første eksempel på skånselsløs realisme i romanens form. Men 1857 trykkes også Charles Baudelaires Les Fleurs de Mal, ordret: "Det Ondes Blomster". Som ambitiøst poetisk projekt hed værket først De lesbiske kvinder, en lidt misvisende arbejdstitel, da disse erotikkens opdagelsesrejsende kun skildres i en håndfuld digte. Senere hen kaldte Baudelaire sin samling Limbo, altså Helvedes forgård, hvad der passer bedre, men ikke som den endelige titel fanger modstillingen af poesien og synden, af idealitet og lede, digtenes balancegang mellem skønt og obskønt. Groft sagt består Baudelaires modernitet i en grel spænding mellem formen og stoffet. Han konstruerer ikke nye ord og indoptager ikke hverdagens sprogbrug: slangudtryk, dialekt og lignende. Ejheller bryder han formerne ned, sådan som Walt Whitman i Leaves of Grass (1855). Formen virker hos Baudelaire snarere næsten parodisk klassisk, han er i sin metrik en traditionalist, for hvem traditionen må nedbryde indefra. Derfor ligger det nye ved hans værk i konfrontationen mellem det moralsk deforme og det kunstnerisk formfuldendte. De troubadour-agtige tilegnelser gælder demimonder og gadepiger i et samtidigt Paris, og sonetterne skildrer en grådig erotisk adfærd, der ofte får morbidt sadistisk præg og ender nok så langt fra romantikkens høje ideal. Man har derfor karakteriseret Baudelaires æstetik som "afromantiseret romantik". Gnisterne springer konstant mellem gammelt og nyt, højt og lavt, retorik og realitet. At være sig selv Digteren noterer et sted i sin dagbog, at det, som ikke er ganske let misdannet, virker ufølsomt og koldt. "Deraf følger, at det uregelmæssige, det vil sige det uventede, det overraskende, det forbløffende er en afgørende del og den karakteristiske del af det skønne". Tro mod dette princip lader han i omhyggeligt kalkulerede digte forfinelsen gennembryde af råhed. Midt i en æstetisk harmoni støder man på grelle chok-effekter skabt ved en klinisk fokusering på kroppen og dens ikke altid lige stuerene aktiviteter. Disse bratte konfrontationer kan narre, sådan at man enten kun ser viderværdigheder eller kun hører ordenes sprøde musik. Men værkets hemmelighed ligger netop i samtidigheden af begge dele, og i sammenstød, der billedligt talt gør ens hoved lidt større, ens sprog en smule mere elastik, ens sanser vel også vågnere. At læse Baudelaire betyder bl.a. at få lov til at være en enkelt person, sig selv. Digtene kredser tit om den følelse af ensomhed, der kendetegner storbyindividet, blot slår følelsen gerne om i en heftig lyst til livet og glæden. Den higen efter livsintensitet, som danne bund i hans digte, ligner, når det kommer til stykket, den trang enhver bør vedkende sig, til slet og ret at blive brugt af tilværelsen, taget i hånden som et værktøj og anvendt efter en hensigt hinsides skel mellem godt og ondt. Vilde skrig Walter Benjamin havde fat i denne sammenhæng, da han i sin berømte afhandling om Baudelaire som parisisk flanør skrev, at "i mængden kan det, som er under det enkelte menneske, træde i kontakt med det, som er over det, i en promiskuitet, som omfatter alle de andre". Set sådan bliver digterens radikalitet historisk signifikant. Han bliver ikke kun skaberen af en ny slags digte, ej eller den dristige iscenesætter af kaos, han bliver storbymennesket, hvis voldsomt fremhævede subjektive eksistens netop træder frem på baggrund af en civilisation med flimrende gaslygter, hestedrosker, varieteer, restauranter, samt ikke mindst: myldrende byggepladser, våde sår i samfundets krop. Les Fleurs du mal kan da læses som vilde skrig bag en klassisk maske. Konfrontationen af stof og form sker i indirekte protest mod et samfund, hvis bevidsthed eller ideologi brat er kommet i konflikt med de materielle realiteter, og at det forholder sig netop sådan, fremgår ikke mindst af samtidens reaktioner på værket. For meget I forbindelse med umoral i kunsten kommer Baudelaire i sin dagbog til at tænke på en femfranc-luder, "som engang ledsagede mig i Louvre, hvor hun aldrig før har været, og gav sig til at rødme og holde hænderne for øjnene og hvert øjeblik hev mig i ærmet foran de udødelige skulpturer og malerier og spurgte, hvordan man dog offentligt kunne udstille den slags uanstændigheder". Samme hykleri kom Helvedsblomsterne op imod, først og fremmest på grund af digte om lesbisk kærlighed, der set fra bogens synspunkt ellers var konsekvente nok, eftersom denne elskovsform ved sin biologiske udsigtsløshed kunne figurere som kærlighedskunst for kunstens skyld, l'art pour l'art, som det jo hed hos forbilledet Théophile Gautier. I et oplysende efterord til sin nyoversættelse af værket fastslår Peter Poulsen, at bogen kun på papiret blev forbudt og beslaglagt på grund af enkelte, særlig uanstændige tekster, og at reaktionen reelt kom af det generelle angreg på samtidens moralske hykleri. At kombinere eros og sadisme, kærlighed og kras sanselighed, så direkte som i disse digte, dét var og blev pæne folk for meget, der var, om man vil, dem selv og deres egne kroppe "for meget", i overskud, ekstra, og udstillet offentligt. Til de krassere stykker hører "Une charogne", om et stinkende ådsel, som digteren og en veninde bemærker en sommermorgen. Med benene i vejret, ligger det dér som en kvinde i brunst: "Kogende af giftig sved, / Udbredte det ublu og kynisk sin dunst, / Sin bugs vederstyggelighed. / Og solstråler faldt på det rådnende kød, / Kogte det mørt til benet". Digtet slutter med, at jeg'et spottende spår veninden, sit øjes stjerne, sin sol, sit behag, en lige så rådden skæbne, men lover at bevare formen og den guddommelige essens af sin splittede kærlighed. Det kan hun til sin tid fortælle ormen, der æder hende med sine kys. De sidste linjer lyder i orginal: "Que j'ai gardé la forme et l'essence divine / De mes amours décomposés!" Og Peter Poulsen oversætter: "At jeg har bevaret, trods kødets gang, formen, / essensen af Gud, og mit lys!" Formen rimer på ormen, og lys, omend skævt, på kys. Men hvor "lys" i grunden kommer fra, dét er svært at se, ligesom man i den franske tekst leder forgæves efter glosen "Gud". Poulsens friheder Vi har med andre ord at gøre med en ganske fri dansk oversættelse, på kanten af ren gendigtning. Peter Poulsen har tydeligvis valgt at prioritere musikken og digtenes hele mening højest. Han går efter stemmen som personligt digterisk udtryk og stemningen som poetens promiskuøse tilnærmelse til sin læser. Det medfører store friheder i valg af gloser efter ordklasse såvel som i enkeltpassagers syntaks, og tit må læseren finde sig i at se centrale betydningselementer anbragt et stykke vej fra de størrelser, de sad fast på hos Baudelaire. Tager vi som eksempel "Destruktionen", er der i strofe 3 byttet om på billedets dele, så at adjektiverne "øde" og "hård" (svarende til "désertes" of "profondes" i originalen] nu knyttes til "jorden" og ikke til "Ledens forblæste sletter". Det må kaldes en nødvendig oversættermanøvre; men det kan ærgre, at der sidst i første strofe, hvor digteren taler om sit begær, ikke er blevet plads til adjektivet "éternel" (evig), som ellers må siges at veje tungt. I digtet "Blodfontænen" (også gengivet her på siden) har Peter Poulsen den fordel at kunne bygge på Sophus Claussens fordanskning i en dansk samling Baudelaire-vers fra 1917. Dette forklarer antagelig førstestrofens lidt akavede anvendelse af omvendet ordstilling. Men dette træk kan også ses som en indforstået hilsen til en forgænger, en besked til ormenes offer om, at formen trods kødets gang er bevaret! For dreven og fræk Der er gået mange år imellem værkets (af Baudelaire udvidede og godkendte) anden udgave fra 1861 og Peter Poulsens veloplagte og smidige vers. Det stiller automatisk digteren over for det problem, at Les Fleurs de Mal i mellemtiden er blevet klassiker. Man fristes let til at oversætte ham "opad" stilistisk, hvad Peter Poulsen heldigvis er for dreven og fræk til. Derfor undlader han klogeligt at trække på maleren Sigurd Swanes klodsede og lidet kongeniale efterklangsfordanskning under titlen Syndens Blomster (1921, nye udgaver 1963 og 1994). Men han er lydhør nok til digtet "Velsignelse" at oversættte linjen "Dans les ranges bienheureuses des saintes Légions" med "Blandt Englenes Ordner og Legioner", samme ordvalg som Thorkild Bjørnvig valgte i Rilkes første "Duineser Elegi" Tilsvarende må det barske påbud "Sois charmante et tais-toi!" i "Sonnet d'automne" nødvendigvis lyde: "Hold kæft og vær smuk!" Andersen (Vita) må respekteres på linje med Bjørnvig og Claussen. Baudelaire har i Peter Poulsen fundet, ikke en "hypocrite lecteur", men en broderligt sammensvoren fortolker: fri, fræk, underfundig, opfindsom - syngende og sprogligt berust, men også passende kritisk over for egne løse indfald. Næppe et eneste digt i bogen vil være hævet over indgående diskussion, for opgaven har været hundesvær, og oversættelse består af uophørlige, i sidste ende umulige valg, der altid uvægerlig resulterer i melankolske tilbageblik på alt det, der ikke kom med. En sådan ærgrelse mærkes; men mest fornemmes en glæde ved i et fremmed sprog at finde noget smukt, undersøge det grundigt - og bringe det hjem i hel stand. *Charles Baudelaire: Helvedsblomsterne, Digte. Oversat og kommenteret af Peter Poulsen. 360 s. 300 kr. Nansensgade Antikvariat. Udkommer i dag CIX DESTRUKTIONEN Altid lusker Djævelen rundt ved min side, Flygtig som luften, urørlig og nær; Jeg sluger ham og mærker ham brænde og svide Og fylde mit bryst med et skamløst begær. Da han véd, jeg er forgabt i Kunsten, kan han tage Form af den allermest forføreriske kvinde, Og, skinhellig, lokke min mund til at smage Den harskeste elskovsdrik, man kan finde. Langt borte fra Guds milde åsyn han sætter Mig midt ud på Ledens forblæste sletter, Udmattet, på jorden - så øde, hård. Og han afslører for mit forvirrede blik Nogle smudsige klæder, nogle væskende sår, Samt sin blodige Destruktions mekanik! CXII BLODFONTÆNEN Det er mig undertiden, som strømmer mit blod Lig en fontænes vande i en rytmisk tåreflod. Jeg hører det mumlende og sukkende rinde, Mens jeg famler forgæves for såret af finde. I alle byens gader det breder ud sin flod, Gør stenene til øer, hvor man kan sætte sin fod, Som skulle det med purpur den ganske verden grunde Og kvæge med sin strøm alle tørstende munde. Jeg søger tit i døvende vine for en dag At dumle denne rædsel, denne tikkende mine; Vin gør øjet klart og ørerne fine! Jeg har i kærligheden søgt glemsel og behag: Men elskov er for mig en seng fuld af spiger, Som aldrig kan mætte disse grusomme piger! Oversat af Peter Poulsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu