Læsetid: 4 min.

Soltis epokegørende Ring

Der er ekstrem energi og diskret fascination i to glimrende indspilninger af Wagners Der Ring des Nibelungen
21. oktober 1997

Styrke og klarhed - det er, hvad den energiske Sir Georg Solti tilførte Wagners Ring, da han lavede sine legendariske indspilninger med Wiener Filharmonikerne. Dengang - i 1950'erne og 1960'erne - var resultatet revolutionerende: Wagner renset for tværeri og upræcisheder, så man kunne høre alt, hvad der foregik i orkestret.

Solti døde i september i år, og pladeselskabet Decca har udsendt hans Ring i en nypoleret version. Det er en klassiker med en stjernerække af solister, der hermed byder sig til i restaureret udgave. Lydfolk har fjernet støj fra de gamle masterbånd, så musikken også teknisk set står så klart som muligt.

De tilbageblivende ustabiliteter på båndene, som ikke har været til at få has på, formår ikke at tage virkningen fra den 136 takter lange Es-durakkord, som mirakuløst indleder Das Rheingold. Man må huske på, at indspilningen er foretaget helt tilbage i 1958. Går man frem til Götterdämmerung og Die Walküre, der er produceret midt i 1960'erne som de to sidste af de i alt fire operaer, er lyden udmærket.

Trumfkortet i Soltis version af Das Rheingold er kanonbassen George London som en særdeles magtfuld, men alligevel smidig Wotan. Med sig har han den aldrende Kirsten Flagstad som en ganske vist ikke tekstren, men legendarisk velklingende Fricka. (Det er imponerende, at hun - også efter hun havde trukket sig tilbage fra operascenen - indstuderede nye roller med henblik på pladeproduktioner som denne).

Tenoren Set Svanholm, der efter krigen dannede mere eller mindre fast par med Flagstad på plade, synger Loge. Han er ilden, det fjerde element, uden for gudernes, menneskenes og nibelungernes orden. Det er ham, der sætter gudeverdenen i brand i det ragnarok, som afslutter Wagners enestående sammenkomponering af mytologi og helteepos.

Ladet med energi

Man kan ikke undgå at imponeres af orkesterdomptøren Solti, der viljestærkt tvinger så megen kraft ud af Wagners partiturer. Det indledende uvejr i Die Walküre bliver hos ham en energiudladning af naturkatastrofal voldsomhed. I det berømte Valkyrieridt - tilsvarende magtfuldt, omend langsomt grebet an - stråler Brigitte Fassbaender, Helen Watts og Helga Dernesch omkap med Birgit Nilssons Brünnhilde.

På trods af sin maniske jagt på dramatik undgår Solti at opløse musikken i effekter. Der er et overbevisende flow over hans indspilninger, som ifølge producer John Culshaw blev optaget i hele scener ad gangen. Hvad der i dag er praksis, var åbenbart dengang nyt.

Det, der ryger sig en tur hos Solti, er snarere forførelsen eller - om man vil - vilkåret for forførelse. Sødmen i den spirende kærlighed mellem bror og søster i begyndelsen af Die Walküre fungerer godt nok. James King og Régine Crespin er glimrende som Siegmund og Sieglinde. Men hør til sammenligning Svanholm og Flagstad under Knappertsbusch (også med Wiener Filharmonikerne, også på Decca og også optaget i Sofiensaal i Wien kun få år tidligere). Hos Solti fungerer den dramatiske opbygning stringent. Hos Knappertsbusch henrykkes man.

Fornemt statskapel

Til gengæld er Soltis tolkning knivskarp. Frem for alt er der energi, så det basker.

Sammenligner man med Marek Janowski og Staatskapelle Dresdens indspilning, der fristende er sat på markedet til budget-price, bliver den sidste iagttagelse bekræftet.

Dresdens statskapel, optaget i begyndelsen af 1980'erne, lever op til sit ry som et af Tysklands allerfornemmeste orkestre, og selvfølgelig er detaljerne også her i orden. Mindst lige så overbevisende som hos Solti, faktisk. Men klangkulturen hos Dresdenerne bevirker en helt anden og mere diskret fascination end de ekstremer, Solti tvinger ud af Wienerne. Hvor Solti arbejder med kraft og konfrontation, er Janowski mere afdæmpet og fleksibel.

Theo Adam – som en slankere Wotan – er den ældste af solisterne hos Janowski, der på sin Ring præsenterer en yngre generation af sangere: Siegmund, Sieglinde og Hunding synges af Siegfried Jerusalem, Jessye Norman og Kurt Moll. Over for Peter Schreiers Mime og - i Götterdämmerung - Matti Salminens Hagen står heltetenoren René Kollo som en flot Siegfried. Til gengæld er Jeannine Altmeyer som Brünhilde noget af en ujævnhed i Janowskis solistbesætning for nu at sige det mildt. Hun overgås med adskillige lysår af Birgit Nilsson, der hos Solti er parret med Wolfgang Windgassens mørkere Siegfried.

Kvantespring

Janowski og Staatskapelle Dresden repræsenterer kultiveret, flydende orkesterspil i et bredt lydperspektiv, der placerer instrumenter og sangere scenisk. Til gengæld er der et kvantespring fra Janowski til Solti, hvad angår nerve og intensitet i musikken. Wienerne besidder under Solti et dramatisk nærvær, der gør ham til det oplagte valg, hvis man er villig til at overskride smertegrænsen på tusinde kroner, som skal krydses, hvis man vil have en Ring til mid-price. Hvis ikke, kan man trygt tage Janowskis fine orkesterspil til budget price - men så går man altså glip af Soltis energi.

Wagner: Der Ring des Nibelungen. Flagstad, London, Crespin, King, Frick, Hotter, Nilsson, Ludwig, Windgassen, Stolze, Neidlinger, Fischer-Dieskau m.fl, Wiener Philharmoniker, Wiener Staatsopernchor dirigeret af Georg Solti. Decca 455 555-2 (14 cd'er)

Wagner: Der Ring des Nibelungen. Minton, Adam, Norman, Jerusalem, Moll, Altmeyer, Kollo, Schreier, Nimsgern, Nöcker, Salminen m.fl., Staatskapelle Dresden, Staatsopernchor Dresden dirigeret af Marek Janowski. BMG 74321 45417-2 (14 cd'er)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu