Altid tilbage til Frem

Min barndom var rund og uregerlig som en læderfodbold af den slags, der bliver bedre og bedre jo flere gange, den bliver brugt. Scenen er Sydhavnen, den glemte, slidte del af København, som i aviserne og politiets døgnrapporter altid er blevet kaldt Valby. Vi, der boede i trekanten mellem Vesterbro, Valby og det wasteland, de kaldte Hvidovre, vidste bedre.

Vi boede i en by i København, tiden var 50'erne, og Sydhavnen var en selvforsynende landsby med storindustri som Fordfabrikkerne, OMA-margarine og Hollesens radiatorer - det var før fjernvarmen - nærbutikker som viktualiehandler Ingstrup, der skiltede med byens næstbedste karrysalat, Williams pølsevogn, hvor de ristede pølser havde Danmarkspremiere, tre kaffebarer, et danseinstitut, en biograf, to slikmutre - den flinke og den dyre - en kommunalt tilklippet urskov, der på bykort kaldes Valbyparken, og i den park var der fodboldbaner ad libitum, korrekt opmålte og opstregede, med reglementerede mål.

Dem måtte vi selvfølgelig ikke spille på, så det gjorde vi selvfølgelig alligevel. Efter skoletid op på den gearløse cykel, bolden bagpå og ud ad Ellebjergvej i modvind på udkig efter det bedste af alt - et fodboldmål med net på, så vi slap for at løbe efter boldene, som kunne få fart på, når suset fra Kalveboderne forlængede en tåhyler eller en af de helflugtere, vi næsten kun lykkedes med i drømme.

Åh, lugten af tjære, nettene var fedtet ind, og spændingen, ikke kun ved spillet, men lige så meget ved tanken om, at vi kunne blive afbrudt når som helst, når parkbetjenten, Have-Tarzan kaldet, kom cyklende og brøsigt bød os at holde op. Banerne var til klubfodbold.

Sydhavnen tænkte og stemte socialdemokratisk. Det havde den gjort siden Arbejdernes Kooperative Byggeforening i 1912-13 opførte de da eksemplariske boligkareer i P. Knudsens Gade. navngivet efter en af partiets pionerer. Her boede vi - mig, Dion, Frank, Tommy, Allan, Ole, Henning og det øvrige mylder af unger med snot ud af næsen, knickers, ternede skjorter, nøgle om halsen og den evige tennisbold i lommen til hvis der nu bød sig et nok så lille øjeblik, hvor vi kunne trille lidt bold.

Og blev tennisbolden væk, slog vi knuder på et par strømper. Somme tider havde nogen fået foræret en af de nye bolde af plastic, eller hvad det nu var for noget, Superflex. De holdt dog sjældent til en tur ind i tornebuskene. En læderforbold var et kosteligt klenodie. Vores gård havde to. Den ene var blevet skæv og svampet af flere efterårssæsoners regnvejr. Den anden lugtede stadig ny, af sved, læder og græs, men var langt fra vore dages ergonomisk korrekte bold. At ramme sådan en klump med tåen i en lærredstynd gummisko, som ikke var fremstillet af Nike eller Adidas, gjorde drenge til tøsedrenge. Derfor lærte vi alle ret hurtigt at bruge vristen og den følte inderside for slet ikke at tale om papegøjen.

Nogle af os ville godt lære mere, og begyndte tidligt at drømme om det mest attråværdige af alt - at spille i klub. "Spiller du i klub?" spurgte vi ofte de boldtalenter, vi mødte i de mere eller mindre organiserede kampe mod andre gårde eller veje. Tavs ærefrygt fulgte, når fyren sagde navnet.
I Sydhavnen stod DAI, Dansk Arbejder Idræt, stærkt, de havde og har deres egen turnering, måtte ikke blande sig med Københavns Boldspil Union, end ikke i pokalturneringer. Et lukket kredsløb med en ideologisk overbygning, som kun kom frem i skåltalerne. DAI-storklubben var AIK Frederiksholm. Hvide trøjer, sorte bukser og bydelens bedste julebanko. Opkomlingerne hed KHB, grønne trøjer, hvide bukser. Der spillede Ole, men han var også tilflytter.

På KBU-siden hed det Als Frederiksholm, til nød Fremad Valby i rødt og hvidt og, helt uopnåeligt, Boldklubben Frem, med eget klubhus og opvisningsbane og direkte adgang til selve Mekka, Idrætsparken. Og så en klubdragt, som enhver af os ville give flere års lommepenge for at komme i - rød og blå-stribet trøje og hvide bukser.

Frem var sidst blevet Danmarksmester i 1944, men i 1958 vandt holdet sølv, og det efterår følte vi alle, at vi fik medaljer om halsen. Og var ikke et sekund i tvivl om, at Frem på en god dag kunne spille lige op med årets verdensmestre, Brasilien, især hvis de stillede uden den 17-årige sensation, Pele. Det år var jeg mødt op til en træningsaften i Frem, prøvede at få mine fødder gnavet velsignet hudløse af mit livs første - lånte - fodboldstøvler, og kom på hold, skiftevis som målmand eller stående højre back, først lilleput og siden drenge, men aldrig førsteholdet.

Det ærgrede mig ikke, før jeg rykkede op som junior, så steg indbildskheden og forfængeligheden. Jeg skiftede skole, kom i realen på et gymnasium, der dyrkede håndbolden lige så intenst, som et amerikansk college dyrker basketball, så jeg endte med at spille håndbold, og de andre i min gamle gård blev medstiftere af Boldklubben Syd-Vest, der i 70'erne og 80'erne var en magtfaktor i DAI-regi, men det kommer ikke denne historie ved.

Det var længe før The Beatles. Elvis kendte kun de færreste, hans plader kunne nemlig ikke fås særlig regelmæssigt herhjemme, og Cliff var bare for tøset, så fodboldspillerne var idolerne. Tidens hippe havregryn hed Bio Foska. Bag på pakkerne var der fodboldhistorier, og i pakken var der billeder af tidens 1. divisionsstjerner, som havde mindst lige så stor bytteværdi som de filmstjerner, især pigerne elskede at gemme fra tyggegummipakkerne.

Når førsteholdet trænede ude på Julius Andersens Vej stod vi der, i støvregn og slud, og så på. Bagefter hjem i gården, af med anorakkerne, som blev brugt som mål, og så var vi Frem - Harald Gronemann, målmandscharmøren Per Henriksen, Frem's svar på Garrincha, driblelegenden Bent lb Jørgensen med det logiske tilnavn Solo, den historiske, men lyslevende John Hansen, der, efter at have nettet fire gange i 5-3 sejren over Italien ved OL i 1948 og en professionel karriere i selveste Juventus, var vendt hjem - som amatør.

Det, der drog os mod klubben, var ikke kun spillet. Det var mytologien, ville man sige i dag. Dengang gav det bare gåsehud at stå som tilskuer til en træningskamp på grusbanen side om side med den rundmavede bedstefar - venlige Pauli Jørgensen, alle tiders Frem'mer, landsholdets lille store centerforward i 30'erne og 40'erne.

Alt dette var også vores, når vi stod søndag efter søndag på vores faste pladser på Hockeybanen i Københavns Idrætspark. Der var som regel to kampe om søndagen.

Den første som regel med kedelige undermålerhold som B 1903 og B 93, mens den sene eftermiddag stod i storklubbernes tegn, KB de seje jyder fra AGF møverne fra Esbjerg, de elegante teknikere fra AB, med legesyge John Njor som en uberegnelig oplevelse, og så Frem, som var et humørhold dengang sidst i 50'erne, et publikumshold, som fik os til at føle os i om ikke samme båd så i overfyldte sporvogn, når vi i linje 3 skramlede i evigheder fra Mozarts Plads helt ud til Trianglen, oftest på bagperronen i bivognen.

Der var trængsel, tilskuertal på 20-30.000 var ikke usædvanligt til topkampe, tag den, FCK! Og lige så kåde og højrøstede vi kunne være på vejen ud, lige så indestængte og pirrelige kunne vi være på vejen hjem. Værst var det at tabe til et provinshold. Forsmædelse. Sådan må englænderne have følt det, da de første gang tabte til Ungarn.

I 1960 gik min verden i sort. Usårlige Frem røg ned i 2. division. Vi gjorde det med maner. Nederlagene var til at tage og føle på. Bl.a. slog KB os 10-3 - Frem førte 2-0, og i sæsonens sidste tilmudrede kamp, 5. november, vandt AB 6-1 over et Frem-hold, der sagde farvel til topfodbolden og til en hel generation af spillere. Bl.a. John Hafisen, der spillede sin sidste kamp. 2. division var ikke det samme, men vi mødte op, og fra '64 spillede Frem atter i 1. division.

Nogenlunde samtidig flyttede min familie til Hvidovre, og jeg havde en troløs periode, hvor jeg stod og følte mig som en vildt fremmed på Hvidovre Stadion, men dog så attraktiv bold med et hold, der mindede om ånden fra Frem, med spillere som John Steen Olsen, Leif Sørensen, Jørgen Henriksen og John Worbye. Men jeg skuttede mig lidt i menneskemængden, da jeg gik i fakkeltog ned ad hovedgaden for at fejre Hvidovres første Danmarksmesterskab i 1966. Frem fik sølv det år, og det næste, og bronze i '68 og '71.

Midt i 70'erne flyttede jeg tilbage til Sydhavnen, og det var i mere end én forstand som at komme hjem. Frem fik sølv i 1976, og et nyt førstehold markerede sig i sidste halvdel af 70'erne med folk som den kraftfulde angriber Ole Mørch, som jeg sidst havde set sidst i 50'erne, hvor han gav mig bank, fordi vi rødder havde piftet den cykel, han brugte til at bringe aviser ud med.

I 90'erne var det slidsomt for psyken at være Frem-fan. Klubben førte en elevatortilværelse mellem 1. og 2. division, og der var langt mellem tilskuerne i Valby Idrætspark, hvortil kampene nu var tørlagt. Men det var også i den periode, klub-ukueligheden stod sin prøve.

Som fan følger man ikke kun sin klub i medieombejlet medgang. På den led har det aldrig været på mode at være Frem-fan. Der er - med al respekt- ikke mange popstjerner, tjekkede sild, døgnfluekändisser og pressefotografer på stadion, når de rød-blå går på banen.

I stedet er Valby Idrætspark stedet, hvor man kan møde den første kindkyssende kæreste, man ikke har set, siden hun for nogle og tredive år siden lod trusserne falde et kort evigt sekund nede i kælderen. Eller viceværtens snotforkælede unger, som nu selv kommer trækkende med kone og klapvogn og deres egne muligvis snotforkælede unger.

En kort overgang først i 90'erne lignede Frem den storklub, vi nu altid har opfattet den som. Bestyrelsesmedlemmerne gik med klubslips i silke, pressen blev bespist før kampene, der var ansat en rigtig ung og dynamisk direktør, spillerne, de såkaldte "fyraftensproffer", var på lønningslisten og kørte i sponsorerede Alfa Romeo'er, og med Ole Mørch som en kontroversiel, flamboyant træner blev det til en sensationel tredjeplads i Superligaen i 1992.

Det var lysår fra dengang i 1978, hvor Frem som pokalvinder lige så sensationelt havde slået franske Nancy i Europa Cup'en med 2-0. Ved ankomsten til returkampen spurgte de franske journalister efter et interview med træneren Jimmy Strain. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, sagde formanden Sven Petersen. Træneren var ikke med på turen. Han havde ikke kunnet få fri fra arbejde! Nancy med en ung Platini vandt i øvrigt 4-0.

1992-succesen hvilede på et solidt sportsligt fundament med spillere, der nu er stjerner i andre klubber, men økonomisk bevægede Frem sig på kviksand. Professionalismen var på lånt tid og kassekredit. Efter en forgæves gældssanering i foråret 1993 gik Frem konkurs med en gæld på små ni millioner kroner. En kendsgerning, der senere var svær at fatte, når man hørte, hvordan en klub som Brøndby IF kunne skylde langt mere til højre og venstre og alligevel drible uden om betalingsstandsning og konkurs.

Det klædte ikke Frem at gå i silkeslips, så da det blev hverdag igen i Valby Idrætspark, stod den på mediemørklagte kampe i røven af 4. division, Danmarksserien. Tilskuertallet faldt, medløberne blev hjemme, det samme gjorde de skinheads, der en kort overgang vakte mediefurore ved at heppe på Frem - eller var det sig selv? En pudsig detalje al den stund, at Frem, sit arbejder-image til trods, faktisk er stiftet i 1886 af unge Venstre-folk, i protest mod Estrups højreregime.

Da Frem slog Ballerup med 5-0 på udebane og dermed sikrede sig oprykning til 2. division i 1995, var det for mange af os en lige så stor dag, som da bronzemedaljerne var hjemme i '92. Og kampråbet gjaldede ud over stadion: "Frem igen igen i top, vi er en klub med stolte traditioner, aldrig aldrig giver vi op..."

Turen ned i Danmarksserien gjorde nok ondt, men også godt, for den understregede, at enhver kan holde med, men for at være en rigtig fan kræver det, at man holder af og holder ud. Præcis som i kærlighed.

Artiklen er Torben Billes bidrag til bogen "På egen boldgade - sytten kendte fans om deres mesterklub", redigeret af Niels Idskov.