Note
Læsetid: 2 min.

BOGNYT

Kultur
30. januar 1998

*Ungdomsvold er et uønsket resultat af samfundets ønskede tilpasningsstrategier. Det er hovedtesen i en ny bog, Ungdomsvold - selvbevidsthedskulturen og dens uønskede resultater fra forlaget politisk revy, skrevet af Bremen-professoren Freerk Huisken. Han afviser traditionelle forklaringer på ungdomsvolden som et produkt af samfundets effektivitetskrav eller af mediernes fokusering på vold. Ifølge Huisken skal årsagen søges i samfundets krav til de unge om 'selvbevidsthed', ydre anerkendelse og succes, altså i de centrale værdier, samfundet selv dyrker og værner om.

*Jan Sonnergaard, forfatter til successamlingen Radiator optræder på Husets Teater på Halmtorvet i København den 1. februar kl. 15. "Han havde gjort sig umage med at skrive verdens sorteste og mest ubehagelige bog. Det lykkedes... men han blev modtaget af en jublende anmelderskare", skriver arrangørerne.

*H. C. Andersen-forskningens omfang får man et begreb om ved at kigge bag i Anderseniana 1997, udgivet af H. C. Andersens Hus som museets årbog. Alene fra 1993 til 97 omfatter litteraturen 22 titler, spændende fra bibliografi- og biografiske studier, undersøgelser af enkelte temaer og symboler, af Andersens seksualliv og hans rejser til hans udkast til ny libretto til Tryllefløjten. Anderseniana indeholder videre artikler om venskabet med J.P.E. Hartmann, om Andersens påståede homoseksualitet (som dementeres) samt læsninger af eventyrerne Klods-Hans og Sommergjækken.

*Tysk litteratur
Fem danske litteraturforskere har skrevet en tysk litteraturhistorie, Geschichte der deutschen Literatur, redigeret af Bengt Algot Sørensen. Neue Züricher Zeitung mener imidlertid ikke, at litteraturhistorien er oplysende. Avisen er utilfreds med prioriteringen af samtidslitteraturen, fordi den angiveligt er for venlig mod DDR-tiden og kommunistpartiets litteraturpolitik.

*Index, Vatikanets berygtede liste over forbudte bøger, blev lukket i 1966. Men først i denne måned har Vatikanet åbnet arkiverne. Selv bestemte udgaver af Bibelen viser sig nu at have været på Index, nemlig en del ikke-latinske udgaver. Også Inkvisitionens arkiver er blevet åbnet for forskere. Arkiverne indeholder processerne mod Galilei og Giordano Bruno, men næsten alle øvrige dokumenter om kætterprocesser blev brændt i 1559. Tilbage er omkring 4.500 bind om teologiske kontroverser og åndelige spørgsmål.

*Til overvejelse I anledning af en aktuel debat iler vi med at nævne Os to - hele livet, ny bog på forlaget Fremad. Om utroskab hedder det her: "Længslen efter sammensmeltning med den anden kvinde eller mand føles stærkt samtidig med, at skyldfølelserne i forhold til partneren i det oprindelige parforhold er ubehagelige. Når følelsen af forelskelse vokser sig rigtig stærk, fungerer den som et forsvar mod skyldfølelser. Den utro føler da ikke længere svig og skyld. Forelskelsen føles kun rigtig og det oprindelige parforhold forkert. Følelserne for den nye kvinde eller mand opleves som "hellige", noget man vil have for sig selv og er meget påpasselig med. (...) Den utro er ikke modtagelig for anklager og bebrejdelser eller krav om at gøre forholdet forbi".

Redigeret af
Karen Syberg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her