Læsetid: 2 min.

De smittede ikke alligevel

Kultur
15. januar 1998

Kønsvorterne på Kaleidoskop forbliver et pikant postulat TEATER "I en blanding af bidende satire og knusende alvor går vi ind bag facaden på nogen du kender, i et selvudleverende øjebliksbillede af en 30-årig storbyungdom, der har svært ved at blive voksen." Sådan lyder de ambitiøse ord i programmet for Kaleidoskops forestilling Kondylomer, der er den første forestilling af teatrets to ledere Mikkel Harder Munck-Hansen og Martin Tulinius. Men d'herrer formår ikke at løfte deres historie op over det banale - og slet ikke op over det todimensionelt provokerende. Forestillingens historie er tænkt for snæver og forudsigelig lige fra starten: En heteropige og en bøsse er hjertensvenner, men tilfældigt kommer de til at forelske sig i den samme fyr, der altså er til begge dele. Og det finder de jo så efterhånden ud af, alle tre. Det pikante plot er synligt allerede efter fem minutter, men forestillingen trækker sig ud over fem kvarter... Undervejs opstår der dog tilløb til interessante og virkelighedsnære skildringer, ikke mindst af tidens udbredte rædsel for at binde sig til andre end sig selv og den personlige frihed - og ikke mindst frygten for at afsløre sine følelser og for at opdage, at de ikke bliver gengældt. Men Munck-Hansens ord kommer til kort. Replikkerne er simpelthen for entydige og for stilistisk flakkende - teksten rummer kun det, der står på linjerne... Derved bliver personerne hule og utroværdige, uanset skuespillernes prisværdige præstationer. Fejlcasting Og det er synd, for ikke mindst stykkets to mandlige skuespillere har meget at byde på. Peder Holm Johansen er hylende morsom som bøssen Marc, vild og komisk og ekstremt god til at spille besoffen. Og Claes Bang, (der sidste måned var med til at løfte Pelléas og Mélisande på Kaleidoskop) har en fin afglidende arrogance i rollen som den svigefulde Anders, der fysisk er til lidt af det hele, men psykisk kun er til sig selv. Som pigen virker Taina Anneli Berg imidlertid underligt fejlcastet - hun er simpelthen ikke nok af en sild til at fremstå troværdigt som en konkurrent til de flotte og dybt forfængelige mænd. Og teknisk falmer hendes spil også i sammenligning med fyrenes, både stemmemæssigt og fysisk; her har instruktionen mistet grebet og svigtet. Hvad vil den? Martin Tulinius' scenografi er flot og enkel - skiver af skæve scenegulve, der ligger oven på hinanden, kun lænet op ad diverse video-storskærme. Men intet i stykkets historie betinger netop denne abstrakte scene, og dermed bliver den faktisk lidt ligegyldig. Det gør forestillingen også som helhed, for hvad er det egentlig, den vil? Chokere med den tidstypiske flirt med det biseksuelle? Afsløre (opdigtede) tabuer i forbindelse med 90'er-kønssygdomme? Stemple en generation som egoman? Uanset hvad intentionerne bag det 'selvudleverende øjebliksbillede' måtte have været, så kræver det mere at omskabe den slags virkelighedsglimt til væsentligt teater, i hvert fald mere end Kaleidoskop har kunnet præstere i denne omgang. Repliktalent og dramaturgisk tæft ikke mindst. På Kaleidoskop forblev kondylomerne derfor en tom trussel: De smittede ikke alligevel. *Kondylomer. Tekst og instruktion: Mikkel Harder Munck-Hansen. Scenografi: Martin Tulinius. Kostumer: Maria Gyllenhoff. Kaleidoskop på Nørrebrogade t. 31. jan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her