Læsetid: 2 min.

BOGNYT

6. februar 1998

*M&M Productions har købt option til filmatisering af to romaner, Anders Bodelsens krimi, Den åbne dør, og Ole Lund Kirkegaards børnebog, Albert.

*De usædvanlige hedder en ny bog om 'udviklingshæmmede'. Det nye er imidlertid også, at det er dem selv, der fortæller om deres liv. Bogen er illustreret med en blanding af fotos og farvestrålende tegninger, men der fremgår ikke, om det er nogle af fortællerne, der har lavet dem.

*Årets Bogarbejde bedømmes hvert år af Foreningen for Boghaandværk. Der er ti forskellige kategorier, og formålet er at hædre fagets udøvere samt skabe opmærksomhed om bogens design og tekniske kvalitet. De udvalgte bøger præsenteres på Kunstindustrimuseet i København fra den 19. maj

*Følelsernes opdragelse kommer Gustave Flauberts L'Éducation sentimentale til at hedde på dansk. Romanen om den unge Frédéric Moreau i 1840'ernes revolutionære Paris udkommer til maj i Erik Bartholdys oversættelse. Bogen udsendes af Munksgaard/Rosinante, der med denne indleder en udgivelsesrække med nyoversættelser af litterære klassikere. Rækken fortsætter med udgivelser af George Eliot, Cervantes og Goethe.

*Kunstlegater
Syv forfattere har hver modtaget en check fra Statens Kunstfonds litteraturudvalg på 50.000 kr. Jens-Martin Eriksen fik legatet for sin roman Vinter ved daggry, Sidsel Falsig Pedersen for romanen En hel dags kærlighed, Knud Sørensen for En tid og Sulaima Hind for Voxeværk. Desuden fik Peter Seeberg for novellesamlingen Halvdelen af natten, Ulrich Horst Petersen for erindringerne med titlen Huse og tider samt digteren Jess Ørnsbo, der har skrevet digtsamlingen Tidebogen.

*Ib Michaels nyeste roman, Prins er solgt til Carl Hanser Verlag i Tyskland. I Danmark er den foreløbig trykt i 19.000 eksemplarer.

*En skolehistorie, der for så vidt er en solskinshistorie, er netop blevet udsendt på forlaget Victoria. 'Forsåvidt', fordi historien, der handler om et vellykket skoleprojekt, Kvindedaghøjskolen for Næstvedområdet, slutter med skolens lukning med udgangen af 1996. Ligesom andre højskoler er skolen blevet ramt af de restriktioner overfor arbejdsløse, regeringen har indført. Men skolens leder gennem de sidste syv år, Tove Bendtsen, har som kronen på værket skrevet skolens historie. Kørekort til kaos hedder bogen, der er illustreret med fotos fra livet på Kvindedaghøjskolen.

*Bente Bech har fået Kulturministeriets illustratorpris for sine billeder til Thomas Windings bog, Sjuskedukken.

*Iben Melbyes bog, Moonie, er med 50.000 solgte eksemplarer blevet et kæmpehit i Tyskland, senest kom den som paperback i 10.000 eksemplarer på Union Verlag. Til næste år udgiver Rabén & Sjögren bogen i Sverige.

*Christopher Lasch, som fik mange internationale læsere med sin bog om Narcissismens kultur er et af hovednumrene på forlaget Hovedlands forårsprogram. Den bestrålede familie lyder den danske titel på den bog, der nu udgives. Haven in a Heartless World er originaltitlen.

Redigeret af Karen Syberg og Kristen Bjørnkjær

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu