Interview
Læsetid: 6 min.

Lyrik-kirurger tæt på vaccine mod ironi

Rendyrkede 70'ere effektiv indgift mod 90'ere, garanterer det lyriske forskerteam bag tidsskriftet 'Øverste Kirurgiske'
Kultur
15. april 1998

Der er tale om spring i kvartark - Som relative arkivstykker bibringes de her i pulp...

Ovenstående er et uddrag af en akut indlæggelse på afdeling for Elektronisk Tekst Produktion (ETP) på øverste kirurgiske afdeling for poesi på Peter Bangsvej. Glosologen hedder Bo C. Plantin, og forsøgsresultaterne fra ETP-forskningen kan ses på Øverste Kirurgiskes hjemmeside på www.poesi.dk.

"Jeg bruger betegnelsen ETP for et computerprogram, der med et ordforråd på op mod 100.000 ord, genererer tilfældige sætninger og poesi," forklarer glosologen, hvis navn står på døren til kirurgernes mødelokale på loftsetagen på Diakonissestiftelsens hospital på Frederiksberg. Stemningen er kollegial og afslappet, møblerne mølædte og cigarettågerne vandalblå.

Men tag ikke fejl: Digterne på Øverste har altid stedord-skopet parat i inderlommen. "Det startede med, at vi var to, der mødte hinanden på internettet," forklarer Niels Ivar Larsen, "vi havde planer om at starte et tidsskrift for poesi, og så faldt det hele pludselig i hak." ØK'erne fik formedelst en symbolsk husleje adkomst til diakonissestiftelsens loftsværelser. Snittet blev lagt, frivillige meldte sig og 1. juli sidste år blev første nummer af magasinet Øverste Kirurgiske udskrevet. Operationen var så vellykket, at digtere fra hele landet snart forlangte specialbrochure.

Succesen betød ekspansion, og i dag tæller ØK's faste stab otte lyrikkirurger, samt et antal løst tilknyttede, der via Internettet og i det lommevenlige tidsskrift tilbyder bl. a.: Hjernekirurgi uden fysiske indgreb, sort snit, poesilaboratorium, guerilla-tekst i pirat-kopi, alt sammen garanteret 80 pct. originalt.

"Det er meget humanitært, det vi går og laver," siger Martin Budtz med glimt i øjet. Men snittet er lagt alvorligt hos Øverste Kirurgiske. Det sker, at overkirurgerne sniger sig ned i kælderen og diskuterer Shakespeare med en enkelt øjenkirurg eller to, og digterne læser med mellemrum op på hospitalets hospiceafdeling. Det fører af og til til forviklinger, at lyriske og rigtige kirurger færdes på samme afdeling: "Engang sendte trykkeriet to kasser, som der stod Øverste Kirurgiske på," fortæller Jacob Stærmose, "de blev sendt ned til kirurgerne i kælderen, hvor man diskuterede, om kasserne med digte hørte til i forbindingsrummet."

Der er mange ord på afdelingen. Så mange, at nogle må ligge på gangene. Enkelte er sarte. Nogle er stærke, men ord kan også være bange. Uanset diagnosen, findes der råd på Øverste Kirurgiske. Mange, også digtere kendt fra de store kongresser, har henvendt sig på afdelingen for at få sat sutur på formen eller plaster på ordene. Bl. a. Peter Laugesen, Lars Bukdahl og Per Aage Brandt, Merete Pryds Helle samt Mikael Rosenbaum og Sara Marie Stent for at nævne et par outsidere.

Tidsskriftet Øverste Kirurgiske kan med lidt over 100 abonnenter og et oplag på 250 eksemplarer bryste sig af korte ventelister. Tidsskriftstøtte på 20.000 kr. fra Kulturministeriet gav yderligere gennemtræk i hjernevindingerne.

Solidaritet og gejst

- Hvad er godt i poesien i dag?

"Man kan godt formulere nogle principper, men man kan ikke bruge dem i praksis. Man tager en stak digte op og siger NEJ eller NÅ ... og hvis man siger NÅ, så lægger man dem til side," siger ansvarshavende redaktør Thomas Thøfner. Under interviewet er ca. syv medlemmer af det kirurgiske lyrikkollektiv forsamlet i digterdoktor Bo C. Plantins otte kvm. store kontor. Man står langs de bugnende reoler, ryger, og snakken går livligt.

Hos Øverste Kirurgiske er der altid kaffe på kanden, og den højteknologiske Siemens computer summer hyggeligt og spiller dæmpet Bach. Samtidig scanner den lydløst den danske netæter intensivt for såvel lovende, som mere medtaget poesi. - Hvad vi oplever her, er et anstød mod myten om poeten på loftsværelset. I stedet får man et helt team af digtere på en forhenværende kirurgisk afdeling.

"Vi er alene, når vi skriver digte," siger Jens Blendstrup, "men derfor kan man godt lave ting sammen. Jeg sukkede efter at være sammen med nogen om noget, som jeg brænder for." "På en måde er det ligesom 70'erne," siger Thomas Thøfner, "men denne gang gør vi tingene rigtigt. Her er fællesskab, solidaritet, en praksis og en gejst. Vi lærer af hinanden. Det er ikke det politiske, der binder os sammen, men vores holdning til hvad vi synes er godt."

- I er altså ikke politiske som sådan?

"Ikke for så vidt angår bladdriften."

At forstå forstå - Er der - sprogkirurgisk set - ord, det tager længere tid at forstå?

"Ja," siger Thøfner, "for eksempel ordet forstå. Det tager lang tid at forstå." "Det kommer an på hvad man lige har hørt forinden," siger Niels Ivar Larsen, "hvis man har aktualiseret et område af sproget, i en kontekst, så vil man meget hurtigere fatte ordene. Har man f. eks. lige talt om cirkus, vil folk meget hurtigere forstå ordet trapez."

- Hvilke ord anses for de fire vigtigste i sproget?

"Jeg, ja, her og nu," kommer det prompte fra et enigt team.

- Kan man nævne fem ord, der burde opereres ud af sproget?

"Man," lyder det samstemmigt fra ØK, "fremmed, køn, nation og race." "Og hygge." "Nej, det kan godt bruges i nogle spændende kombinationer."

"Alle ord kan bruges," skærer Thøfner igennem, "man skal bare sørge for at skrive dem de rigtige steder."

- Ironi er blevet en epidemi i 90'erne. Er der en vaccine på vej?

"Hvis man forstår ironi som en distance, så tager vi afstand fra den. Men opfattet som dobbelttydighed er det ok. Alt for mange ting bliver misforstået. Problemet med ironi er, at det tit er ligegyldigt hvad meningen er," siger Jens Blendstrup. "Ironi er sjovt de første ti minutter, men så bliver man dødtræt af det," siger Thøfner.

- Hvor meget fylder i grunden det religiøse i digteres bevidsthed?

"Hvis summen af ideologier er konstant, så fylder det vel ikke specielt meget nu. Men der er klart en trang til at søge, ikke bare i ord men også i stemninger. Det er ad omveje," vurderer Stærmose. "Man kan have en fornemmelse af, at de samme problemer går igen, f. eks. sjæl/legeme problemet," siger Marie Vinter, "det lader til at det gennemgående er svært at få krop og ånd til at gå op i en enhed. Man kan finde politiske, religiøse og filosofiske terminologier for tendensen, men der er lige så mange diskurser, der peger mod videnskaben og fænomenologien som mod det religiøse. Og naturen."

"Videnskaben er ofte en trampolin til at komme tilbage til det metafysiske," siger Bo C. Plantin. "Jeg har bemærket, at det er de samme pointer der siges hele tiden. Det er så et spørgsmål om at oversætte en terminologi," siger Thomas Thøfner, "jeg er ikke kristen, men jeg har ingen problemer med at læse kristne tekster, hvis bare de er gode. Jeg kan sagtens - alle begreberne eksiterer. Barmhjertighed er vigtigt, tilgivelse og synd, ok, så kommer den filosofiske overbygning ovenpå. Men det handler om ting, man kan forholde sig til."

Kunstnerne i debatten

- Hvor meget betyder miljøet eller kulturen omkring digtere - myten - Dan Turell, Rimbaud - i gamle dage var der cafeer, digtere gik på. Prøver I at skabe et udhæng? "Ja, men det er ikke med vilje," siger Marie Vinter, "vi synes det er enormt sjovt, og det kaster nye energier (nej ikke energier, det er et alternativt ord) men det kaster ny inspiration og nye ideer af sig."

- Hvorfor ikke ordet energier?

"Nej, for så roder jeg mig ud i noget alternativt fims." - Men når videnskaben kan bruge ordet energi? "Jo, men ordet er syltet ind i new age, holisme og bjergkrystaller osv." "Konklusionen på dette møde er, at vi taler i forskellige retorikker," bryder Jens Blendstrup ind.

- For hver 1000 journalister hører man i dag måske én digter. Hvorfor blander digtere sig ikke oftere i det offentlige liv?

"Vi har lige haft store diskussioner om, hvornår man som digter skal blande sig og hvornår ikke," siger Thøfner, "for nogle uger siden havde Erik Skyum-Nielsen en uanstændig anmeldelse af Simon Grotrian i Information. Skyum tillader sig at læse digtsamlingen som et symptom på galskab, med kliniske termer, han taler om den delvist åndsformørkede poet og patologisk pølsesnak. Vi havde en stor diskussion om, hvor langt over stregen en anmelder kan gå. Vi var oprørte, men problemet bliver: Vil man gå ind og snavse sine hænder til i sådan en polemik? Jeg tror grunden til, at unge kunstnere ikke blander sig i debatter er, at det holder man sig for god til. Niveauet er ofte perfidt. Men det er et ægte problem, for hvis man ikke blander sig, får man aldrig noget svar."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her