Læsetid: 12 min.

En madanmelder kom forbi ...

Antallet af gæster på en thailandsk restaurant styrtdykkede efter, at Berlingske Tidendes madanmelder Søren Frank kom forbi og beskrev, hvordan han, hans højgravide kone og treårige søn blev korporligt smidt ud...
Antallet af gæster på en thailandsk restaurant styrtdykkede efter, at Berlingske Tidendes madanmelder Søren Frank kom forbi og beskrev, hvordan han, hans højgravide kone og treårige søn blev korporligt smidt ud...
25. april 1998

Antallet af gæster på en thailandsk restaurant styrtdykkede efter, at Berlingske Tidendes madanmelder Søren Frank kom forbi og beskrev, hvordan han, hans højgravide kone og treårige søn blev korporligt smidt ud. Nu er værtsparret på fallittens rand og er blevet tvunget til at sætte huset til salg. Men blev Søren Frank rent faktisk smidt ud?

"Jeg må have gjort noget forfærdeligt, været bandit eller voldtægtsforbryder i et tidligere liv, siden dette kan ske. For jeg ved, at jeg ikke har gjort nogen noget ondt i dette liv."

Tammy Pedersen ler. Hun ser, at jeg ikke rigtigt fatter meningen, selv om jeg hører ordene.

Eller måske fatter jeg meningen, men ikke budhismen, som giver en spinkel thailandsk kvinde denne sjælsro, når hun fortæller om, hvordan det gik til, at hendes og hendes families tilværelse er ved at bryde sammen.

Historien er på en måde enkel:

Tammy og Michael Pedersen åbnede en thailandsk restaurant i St. Regnegade i centrum af København den første november sidste år. Tre måneder senere, den 21. januar bestiller Søren Frank, som er madanmelder på Berlingske Tidende, bord til sig selv, sin kone og sin søn på tre år. Besøget udviklede sig ... uheldigt. En uge senere, da Søren Frank anmelder restauranten, skriver han blandt andet:
"... man skal vel være mere end almindelig ude af balance for at stille sig truende an og smide en stille og rolig familiefar samt højgravid kone og lille barn på porten i andre gæsters påsyn."

"Hvis der overhovedet skal være nogen mening i at operere med et fem-stjerne-system, ja, så må vi helt ned og skrabe bunden her med bare én stjerne. Hvad hjælper det, at maden isoleret set kunne have trukket tre stjerner hjem, når den er én time om at få frem til det bord, som man i øvrigt korporligt bliver tvunget til at forlade, før man har spist færdig?"

Jeg havde ikke læst Søren Franks anmeldelse, da jeg sammen med en ven en regnfuld fredag aften for tre uger siden spontant gik indenfor i St. Regnegade for at få et thailandsk måltid. Vi undrede os over at finde en næsten tom restaurant i centrum af byen, og fik den tilforladelige forklaring, at stedet var nyt, men efter omstændighederne gik det godt.

Fordi jeg har rejst i Thailand og elsker asiatisk mad, og fordi min kammerat er en nysgerrig sjæl, faldt vi i snak med værtsparret efter lukketid. Og pludselig faldt netop det spørgsmål, der åbnede en sluse af uventede svar: Nej, det gik ikke godt. Det gik tværtimod forfærdeligt dårligt. Og sådan var det gået efter den dag, hvor Berlingske Tidende havde bragt en anmeldelse af restauranten. Næste dag afbestilte adskillige gæster deres bord. Telefonen begyndte at kime, også hjemme hos familien Pedersen om natten, og fremmede mennesker fortalte Tammy, at hun burde rejse tilbage til Thailand og tjene penge på det som thailandske kvinders kroppe er skabt til.

Omsætningen, som ind til da var gået støt og roligt opad mod noget, der ikke bare lignede overlevelse, men succes, dalede til en femtedel. Og denne fredag, hvor min ven og jeg spiste på restauranten, var alle sparepengene brugt. Tammy og Michael Pedersen stod i valget mellem at lukke restauranten eller sælge deres hus.

Vore historier om hinanden er sjældent de samme - i den forstand, at samme situation ofte opleves vidt forskelligt af mennesker i samme rum. Det gælder også denne. Værtsparrets fortælling om den fatale aften adskiller sig fundamentalt fra Søren Franks. Det samme gør en tilstedeværende gæsts fortælling.

Tag eksempelvis den episode, som reducerede tre stjerner for maden til en enkelt:

"Mens vi således sad og så småt blev færdige med hovedretterne og overvejede dessert - sønnemand var allerede i gang med sin - ankom endnu et selskab til restauranten, anført af en særdeles velkendt lokal blomsterhandler."

"Da vores søn på et tidspunkt slog sin mund på bordkanten og begyndte at tude, spurgte således den venlige blomsterhandler: 'Hvorfor er du sur, min lille ven?' Hvorefter en af blomsterhandlerens ledsagere straks replicerede: 'Man kan nu godt græde uden at være sur,' og deri havde han jo ret. Tjeneren derimod havde meget svært ved at anlægge en humoristisk vinkel på optrinnet, som egentlig ikke var et optrin, han bad os kort og godt forlade vores bord øjeblikkelig: 'Nu må det være nok, han kan ikke sidde her og græde. I må gå ned i kælderen,' sagde den ophidsede mand, hvorefter han på særdeles kontant måde begyndte at føre den lille familie bestående af højgravid kone, tre-årigt barn og undertegnede ned af trapperne. Jeg var så befippet, at jeg helt glemte min frakke, som hang på en stumtjener, mens gæsterne ved de to andre borde var ved at tabe underkæberne ned på den fine stofdug af lutter forbløffelse," skriver Søren Frank i sin anmeldelse.

Mogens Andersen er en af de gæster, som Søren Frank refererer til. Han fejrede sin fødselsdag i restauranten og blandt hans gæster var hans arbejdsgiver blomsterhandleren Tage Andersen. Til Søren Franks beskrivelse af en ophidset restauratør, der nærmest korporligt smider en fredelig familiefar, en højgravid kvinde og et lille barn ud, siger han:

"Det oplevede vi bestemt ikke. Men der er to slags forældre. Nogle har velopdragne børn og nogle er bare fuldstændig ligeglade. Og Søren Frank og hans kone hører til dem, der bare siger "nåh".

"Barnet var yndigt, men slog sig og græd - og forældrene gjorde ved Gud i himlen heller ikke noget ved det. Ikke fordi vi sagde noget - vi stivnede måske lige en gang uden at kræve, at der blev gjort noget ved situationen - men så syntes indehaveren af restauranten, at han kunne finde en bedre løsning og foreslog, at de alle tre kunne sidde nedenunder og spise dessert, hvis barnet ikke kunne være stille."

"Det gjorde tilsyneladende Søren Frank fornærmet. Han ville bare betale og afsted med det samme."

Jeg ringede til Søren Frank for at høre om han i spontan vrede har overdrevet beskrivelsen af indehaverens opførsel og underdrevet sin søns opførsel. Det har han ikke:

"Jeg har spist mig igennem samtlige thailandske restauranter i København. Og min søn har været med på dem alle, inclusive Blue Elephant, som er en dyr restaurant på SAS Scandinavia. Der har ikke været problemer et eneste sted."

"Så at komme at påstå, at vi ikke kan styre ham ... jamen, han opførte sig fuldstændigt, som han har gjort andre steder. Personalet har bare reageret på en helt anden måde, fordi det er indfødte thaier, med et helt afslappet forhold til børn," siger han.

Tammy og Michael Pedersen havde gættet, at der var kommet en madanmelder på besøg, selv om Søren Frank havde bestilt bord i sin kones pigenavn. Tammy Pedersen læser nemlig Se og Hør, hvor hun er journalist. Og da Søren Frank uden at se på vinkortet bestilte en bestemt vin fra Bonny Doon, var Michael Pedersen ikke i tvivl:

"Bonny Doon er et amerikansk vinmærke, som er specielt udviklet til asiatisk mad. Ganske få kender de vine, men Søren Frank har skrevet en lang artikel om dem i Berlingeren. Så jeg strøg ned til Tammy og sagde: Lillemor, nu er det op på mærkerne, der er skribenter i huset."

Michael Pedersen serverede vinen og "med det samme begyndte deres søn at fyre trommesoloer af med bestikket. Jeg skiftede det hurtigt ud med spisepinde, som larmer mindre. De bestilte tre hovedretter og svinespyd til drengen og ville gerne have det hele serveret samtidigt," fortæller han.

I kælderetagen hører Tammy Pedersen larmen:

"Drengen må være sulten," tænker hun, og tilbereder hans mad først, og derefter de fyldte blæksprutter, den grillede and i rød karry og oksekødssalaten.

Efter et antal minutter - Søren Frank skriver hen ved en time, Michael Pedersen siger 35 minutter - bliver maden serveret, og Michael Pedersen spørger flere gange om den smager godt:

"Svaret er ja. Men drengen keder sig og larmer mere og mere. Det er ikke rart, hverken for gæsterne ved det andet bord eller forældrene, at spise i den larm. Så jeg tager den lille fyr med ned i kælderen og leger med ham på vores store træelefant i vinduet."

Søren Frank kunne godt se, at værtsparret gjorde sig umage for at tage sig af barnet:

"Men allerede da jeg kom, noterede jeg en vis anspændthed, og måske gjorde han noget ekstra for mit barn, fordi han genkendte mig. Sønnen blev utålmodig, fordi det tog helt uhørt lang tid før maden blev serveret. Specielt i betragtning af, at det er wok-mad, hurtig mad. Og børn mærker anspændthed. Jo mere indehaveren krampagtigt forsøgte at gøre alt muligt godt, desto mere anstrengende blev det. Og i løbet af kort tid krakelerede den smilende facade," siger han.

Da forældrene er ved at være færdige med at spise, kommer drengen op på første sal igen, fortæller Michael Pedersen:

"Jeg rydder af, hvorefter Søren Frank bestiller dessert og et glas Casta Diva. Det er kun mig og Claus Meyer, der fører den. Så ankommer Tage Andersen sammen med tre medarbejdere. Og kort efter begynder drengen af skrige højt."

Nede i køkkenet foreslår Tammy Pedersen sin mand, at Søren Frank og hans familie rykker ned i kælderafdelingen.

"Jeg gik pænt op og sagde: Nu synes vi, det er nok larm. Vil I ikke være venlige at sidde nedunder og spise desserten af hensyn til de andre gæster," siger Michael Pedersen - og tilføjer: "Men hvor pænt kan man sige sådan noget?"

Søren Frank opfattede det hverken som pænt sagt eller ment:

"Han kom ophidset ind og sagde: Nu er det nok. På det tidspunkt havde sønnen grædt i 30 sekunder. Ansigtsudtryk og alting viste, at indehaveren havde mistet tålmodigheden. Og ærlig talt: Hvad siger det om en persons psykiske habitus, der genkender en anmelder, føler sig presset, overreagerer og smider anmelderen væk fra sit bord?" siger han.

I anmeldelsen beskriver han det videre forløb:

"Så jeg bad selvfølgelig om regningen, hvilket af en eller anden grund kun syntes at gøre indehaveren endnu mere ophidset. Han nægtede simpelthen at modtage penge og krøllede i stedet regningen sammen og smed den i hovedet på mig. Mandens adfærd nærmede sig nu det åbenlyst voldelige, og hvad der rystede os endnu mere, så begyndte hans thailandske kone nu også at råbe af os: "ud, ud, ud med jer," skreg hun."

Også på dette punkt er Michael Pedersens historie en anden:

"Da Søren Frank ville betale, beklagede jeg endnu engang, men bad dem forstå, at jeg må tage hensyn til de andre gæster. Hvorefter jeg gik ned og begyndte at tælle regningen sammen - uden dessert og dessertvin, vel at mærke. Så kom Søren Frank buldrende halvt ned ad trappen med armene ud til siden og råbte: 'Er I klar over, hvad I er i gang med?'

Tammy Pedersen fortæller videre:

"Så sagde jeg: Ja, det er vi klar over. I behøver ikke at betale. Vær venlig at forlade min forretning med det samme. Og så åbnede jeg døren."

I følge Michael Pedersen går Søren Frank så hen mod disken:

"Han ville diskutere - og så krøllede jeg regningen sammen og kylede den i panden på ham. Så gik de."

"Og det var enden på historien. Troede vi."

Søren Frank genkender slet ikke værtsparrets bekrivelse af, at han optrådte aggressivt:

"Aggressivt? Jeg spurgte dem: 'Er I klar over, hvad I gør'? Fordi jeg var paf over at blive smidt væk fra bordet - og tænkte, at han måske reagerede så stærkt, fordi han havde genkendt mig og følte sig presset ... ja, hvad skal man sige ... Han har et temperament med voldelige overtoner, jeg er decideret bange for ham. Det er altså rimeligt unormalt at smide ting efter folk i en restaurant, især når der er en gravid kvinde og et barn med."

Da Tammy og Michael Pedersen åbnede restauranten satte de hele deres opsparing ind på at realisere en drøm.

"Vi ledte egentlig efter et større hus, men så var denne restaurant til salg. Vi havde det sådan set godt. Jeg arbejdede som køkkenassistent og kom hjem klokken to. Havde tid til at bage og passe børnene. Men vi kedede os vist lidt," ler Tammy.

På det tidspunkt arbejdede Michael som lagerarbejder på Schulstad:

"Natarbejde til 320.000 om året. Og Tammy tjente 170.000. Jeg savner det næsten nu."

De har været gift i 17 år og har to børn, en pige på 11 og en dreng på fire. Sønnen har en hjertesygdom, og Tammy og Michael Pedersen ser også restauranten, som deres mulighed for at give ham en fremtid:

"Han kommer ikke til at arbejde fuld tid. Så vi ville gerne have et sted, hvor han kan arbejde sammen med os, når han bliver voksen, og i færre timer. Man ved jo ikke, hvordan bistandssystemet ser ud om 20 år," forklarer Tammy Pedersen.

Hendes mand tilføjer:

"Derfor satsede vi alt, hvad vi ejede på dette sted, så han kunne få noget at leve af."

Michael Pedersen er uddannet på Orchidéterassen, og har arbejdet som tjener i 22 år "på alle de fine steder". Tammy er uddannet køkkenassistent i Danmark, men har lært at lave thailandsk mad i sit hjemland.

"Vi prøver at bruge det, vi hver i sær kan og skabe et sted, hvor gæsterne kan nyde et godt måltid ledsaget af gode vine ved et smukt dækket bord."

Den ide tiltaler ikke Søren Frank:

"Værtsparret har nogle ambitioner om at køre stedet op over niveuaet for thai-restauranter med stofduge og uniform - og der er sådan lidt "Hyacint" over det med kopier af Tage Andersens blomsterdekorationer på bordene."

"Thaimad er hurtig gademad, og de forsøger at køre det op med noget fisefornemt. Det er den modsætning, der får facaden til at krakelere. Når der ikke er en barnestol, må det være, fordi de ikke ser restauranten som et sted for børn. Det er helt skævt, når hovedretterne koster mellem 80 og 100 kroner. Og som madanmelder har jeg lov til at synes, at det er usympatisk. Det er mig, der sætter kriterierne for anmeldelsen."

Da Mogens Andersen læste anmeldelsen blev han "umiddelbart vred over det, Søren Frank tillod sig at skrive. Det var helt ude af propertioner og uretfærdigt. Jeg synes bestemt at indehaveren tacklede situationen godt nok. Det er jo hans restaurant, og han ville gerne have plads til os allesammen. Derfor er jeg absolut ked af, at Søren Frank gik sådan til værks og tværede ham ud på den måde. Rent moralsk er det helt ude i tovene, synes jeg."

Michael Pedersen siger lakonisk:

"Søren Frank mener, at jeg har svinet en familiefar til. Jeg mener, det er ham, der ikke kender spillereglerne for at have sine børn med i byen."

Men Søren Frank ser anderledes på sagen:

"Det korte af det lange er, at folk, der får en dårlig anmeldelse, altid vil være utilfredse bagefter. Vores princip er, at vi anmelder efter punktnedslag, for det er sådan hr. og fru Hansen oplever en aften i byen. Jeg beskriver jo bare, hvad der skete. Hvis de ikke kan tåle mosten, må de lade være med at drive restaurant. At antallet af gæster styrtdykker bagefter, det har jeg ikke noget at gøre med. Det er, hvad man udsætter sig for, når man åbner en restaurant. Det kan ikke være rigtigt, at jeg kan lukke et sted. Masser af mennesker læser slet ikke Berlingske Tidende."

Tre dage efter, at jeg og min ven besøgte restauranten, fik Tammy og Michael en kassekredit, der strækker deres økonomiske elastik to måneder. Restauranten har skiftet navn til Lampang, og de håber gæstekurven vender.

Deres hus er sat til salg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer