Læsetid: 4 min.

Et liv som kulturradikal

En tegneserie-amazones bekendelser
Kultur
19. maj 1998

Et postmodernistisk monster går gennem Informations spalter.

Det har frakendt Poul Henningsen retten til riget. Det har givet det kulturradikale gennembrud én på PH-lampen. Det har ålet bevægelsens åndelige leder for hans livslange kulturprojekt og tillid til overraskelser. Det har triumferet over ham, fordi han måske har haft uret en enkelt gang og har desuden følt trang til at banke gamle mænd for deres fejltagelser i fortiden. Det har fremsat løsrevne påstande i den hensigt at sætte en langsigtet kulturradikal strategi i tvivl. Alt sammen i én ond artikel, "Frisind på is", den 5. maj.

Det er for galt: To gode mænd er sprunget op, har spændt bælte, er gået til modstand: Georg Metz og Allan de Waal, den ene i en leder den 11. maj, den anden i et debatindlæg den 13. maj.

Jeg har læst dem begge med interesse. Det postmodernistiske monster er nemlig mig. Det er i hvert fald rigtigt, at jeg har skrevet en artikel, der bl.a. handlede om, at de kulturradikale ikke altid har haft ret i alting.

Alligevel har jeg haft svært ved at genkende mine egne synspunkter i de beskrivelser. Denne horrible Holst kan umuligt være mig. De to herrer forveksler mig måske med en anden?

I hvert fald har jeg, så langt jeg husker tilbage, elsket Poul Henningsen som en gammel onkel: Fuld af fejl og uundværlig!

Kulturkampen

Jeg kommer fra et hjem med PH-lampe, stilrene møbler og Rifbjerg i reolen. Enkelt, smagfuldt og frigjort.

En tante med polypper, en svoren tilhænger af plys og klunker, sagde sin oprigtige mening, da hun så vores nye lejlighed i 1956: "Her er i hvern fald ejendobbeligt!"

Det var en tid med kulturkamp. Den spirende frigørelse førte meget med sig. I mit tilfælde et totalforbud mod Anders And. Min mor læste Folkeskolen, lærerstandens fagblad, der førte an i tegneseriehetzen. Det gav hende grund til at frygte, at hun nærede en massemorder ved sin barm.

Men jeg havde også en bedstemor. Hun boede sammen med min bedstefar i en lille, skummel lejlighed med lysekrone, blomstrede gardiner og et blankpoleret spillebord med klapper.

Mine bedsteforældre var ikke kulturradikale. Men kulturløse var de heller ikke. Min bedstemor læste Dickens og kunne lange passager udenad. Hun sang gamle revyviser og læste H. C. Andersen højt. Og hun købte Anders And blade til mig, trods forbudet.

Om søndagen blandede duften af flæskesteg og rødkål sig med tonerne af "Den Gamle Gartner", så jeg aldrig siden har været i stand til at skelne dem fra hinanden.

Det kunne ikke blive ved at gå på den måde: Tiden var polariseret. Man måtte vælge side. Det gjorde jeg, da jeg var tolv år gammel: Jeg valgte kulturradikalismen. Det krævede et offer: En dag samlede jeg alle mine gamle Anders And blade, dem fra 50'erne, med de bedste historier. Jeg havde læst hvert af dem hundrede gange, der var syltetøjspletter og mærker af udblødte cornflakes.

Nu smed jeg dem i skakten, fra fjerde sal, ét af gangen. Jeg husker lyden endnu, bladene, der flagrede i dybet som fugle i nød. Efter denne renselse var jeg voksen. Kulturradikal.

Koldfront

I 1965 kom Rindal-debatten, om moderne kunst og Statens Kunstfond. På det tidspunkt spiste min modernistiske mor og jeg hver dag middagsmad hos mine bedsteforældre. Min bedstemor var hjemmegående og god til at lave mad. Min mor var folkeskolelærer og hævet over husligt arbejde. Min bedstefar var lastbilchauffør. Jeg gik i 3. real og foragtede folket.

I de dage og måneder kunstfonddebatten varede, gik der en koldfront over spisebordet: Det var fejde og fjendskab, åndshovmod på den ene side, fanatisk had mod al modernisme på den anden.

Ingen lyttede. Alle skældte ud. Sådan debatterede man dengang.

Sidst i 60'erne flyttede jeg hjemmefra. Men kulturradikalismen flyttede med.

I 1973 var der et fag på universitetet, der hed "Tegneserier. Særligt studeret emne". Det meldte jeg mig på, af to grunde: Dels ønskede jeg, i håb om at bestå min eksamen, at afsløre, hvordan folket blev ført bag lyset af falske ideologier. Dels gav det mulighed for et glædeligt gensyn med barndommens tegneserier. Jeg skrev en opgave om Anders And som kapitalens håndlanger. Inderst inde vidste jeg godt, at det var løgn. Men jeg turde ikke skrive andet.

Mange år senere blev jeg tegneserieanmelder. Hvilket tilsyneladende automatisk placerer mig i postmodernistisk fjendeland. Det føles næsten som en lettelse, efter alle de år i skræk for at mene noget forkert. Efter al den lydighed i frigørelsens navn.

Men det er ikke rigtigt. Kulturradikalismen er ikke noget, man bare ryster af sig, fordi man får lyst til at læse tegneserier. Georg Brandes var et af kulturens lys. Poul Henningsen var skarp som en ragekniv, når han var bedst. Desuden står jeg i mange slags gæld til 60'ernes kulturradikale flabhoveder.

Alligevel er jeg tilbøjelig til at tro, at de ikke havde ret i alting. Min bedstemor og hendes grimme lysekrone skal også have deres del i retten til riget!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her