Læsetid: 7 min.

Sinatras sidste comeback

Frank Sinatra, den mest efterlignede sanger i dette århundrede, er død, 82 år gammel
16. maj 1998

Frank Sinatra var ved sin død forlængst holdt op med at synge, men få, om overhovedet nogen, har i deres alderdom markeret sig så kunstnerisk sammenhængende på plademarkedet.

Med compact disc-mediet genoplivedes og redefineredes legenden om Sinatra. Siden sidst i 80'erne er han blevet genudgivet i voluminøse, retrospektive bokssæt, der signalerer klassikerstatus og kunst. Cd'erne var med til at gen- og nyopdage the man and his music.

Med en indlevelsesevne og diktion som en skuespiller, en fraseringsteknik og improvisationslyst som en jazzmusiker og et instinkt som et kælent, men sultent kattedyr definerede Frank Sinatra en rollemodel for en popsanger, som den dag i dag kan irritere og incitere. Fræk som en slagterhund, våd som en liderlig vovse og romantisk og sårbar som en Romeo i smoking – det var Sinatras måde. Antallet af efterlignere beviser bare, hvor original han var.

Crosby i sjælen

Francis Albert Sinatra blev født 12. december 1915 som enebarn ind i en familie med sicilianske aner i Hoboken, New Jersey. Efter at have sunget bl.a. doo wop ved konkurrencer og konfirmationer og den slags, vandt han, sammen med The Hoboken Four, en amatørkonkurrence.

Den populære orkesterleder Harry James kunne lide, hvad han hørte – og så, og hyrede den unge lyse baryton, der nærmest havde Bing Crosby tatoveret i sjælen, men hurtigt viste sig at besidde mere variation og varme end idolet.

Den 13. july 1939 indspillede Sinatra med Harry James Orchestra sin første sang "From The Bottom Of My Heart." Titlen kunne stå som et motto for resten af hans virke som sanger.

Sinatra skiftede fra Harry James til Tommy Dorsey, tidens store bigbandleder. Og dermed nåede Sinatra ud til radioapparaterne over hele Amerika. Hans idolpotentiale blev eksponeret og bekræftet ved Dorsey-orkestrets mange koncerter, og da han midt i 40'erne lanceredes som solist, havde de amerikanske piger og kvinder fundet deres helt eget krammedyr.

Sinatra solgte i omegnen af 10 millioner plader om året, hans jakkesæt med de lidt for brede skuldre dannede mode, og politiet var på overarbejde overalt hvor han optrådte. The Sultan of Swoon kaldte pressen ham. Eller simpelt hen bare The Voice.

Mester i comebacks

Frank Sinatra udfyldte på sæt og vis et tomrum i 40'erne. Mange unge amerikanske mænd var i krig, og tiden var til romantik og længsel. Ingen legemliggjorde den tilstand så smittende som Sinatra. Da verden vendte tilbage til hverdagen, kom Sinatra hurtigt til at ligne en døgnflue, som ugepressen havde travlt med at klippe vingerne af.

Sit privatliv har Sinatra aldrig holdt eller fået lov til at holde særlig privat. I 1950 forlod han sin første kone, Nancy, til fordel for skuespilleren Ava Gardner, tidens mest omtalte kavalergang. Det gik ikke stille af, og da Gardner omsider droppede ham i 1953, gik han i sort. Det samme gjorde hans karriere.

Pladesalget dalede til 30.000 eksemplarer pr. plade og repertoiret bestod af sange, ingen kunne holde ud at høre endsige synge mere end en gang.

Sinatra var blevet skabt af radioen. Nu hed det nationale samlingspunkt fjernsynet. Billedmediet var fremtiden. Og den var i fuld gang.

Sinatra var ikke kun naturens muntre søn. Han var tidligt klar over, at begge ord i showbusiness vejer lige meget, så han tænkte sig om. Han havde før gjort sig på filmlærredet, mest i musicals og lette komedier, men i den ikke særligt succesfulde 1951-film Meet Danny Wilson fik kritikerne øjnene op for Sinatras filmiske talenter. Og da han, nærmest på sine knæ og som nådsensbrød, fik sin ønskerolle som soldaten Angelo Maggio i filmen Herfra Til Evigheden, var det som om han aldrig havde været væk.

Birollen skaffede ham en Oscar i marts 1954. Og han skulle, selv om han først og sidst var sanger, fremover med mellemrum vende tilbage til lærredet. Sinatra havde gjort det første af de comebacks, der skulle blive hans varemærke gennem årene.

Nye tider og arrangører

Stærkt medvirkende var pladeselskabsskiftet fra Columbia til Capitol. Her kom han i kongenialt selskab på arrangørerne Nelson Riddle, Gordon Jenkins og Billy May.

Vi befandt os i en tid, hvor de amerikanske hitlister flød over med sange som "Hoop-Dee-Doo", "Come On-A My House", "Bibbidi Bobbidi-Boo" og "Aba Daba Honeymoon" – og jo, de lød også sådan – og hvor det mest masseappellerende bud på inderlighed var "How Much Is That Doggie In The Window". Målt med dén musikalske metervare var Sinatras to første plader på Capitol, Songs For Young Lovers og Swing Easy, en revolution i elegance.

Riddle havde iscenesat i en lyrisk og moderne tone, der passede til Sinatra som salvie til kalveinderlår. Sinatra og Riddles tolkning af Cole Porters "I Get A Kick Out Of You" er og bliver en rytmisk åbenbaring. Lp-pladen var netop blevet introduceret, og som noget helt nyt arbejdede Riddle, Sinatra og produceren Voyle Gilmore med de klanglige forbedringer, som det nye medium tilbød. Oveni indbød lp'en til at tænke i helheder.

Årene på Capitol blev en perlerække af plader, der etablerede Sinatra som den klassiske crooner. Hovedværker som Only The Lonely, Come Dance With Me og In The Wee Small Hours blev i 1990 genudsendt som dele af multi-cd-sættet Frank Sinatra – Concepts. The Capitol Collection. Et naturligt inventar i ethvert hjem. Det er et møbel af stor slidstyrke.

Den perfekte stil

Op gennem 50'erne perfektionerede Sinatra sin stil. Han sang ikke bare kærlighedssange, "jeg elsker dig-du elsker mig ikke", han opførte mini-dramaer fra hverdagens utallige indbildte eller faktiske tosomheder. Hans stemme blev rigere, og der satte sig med tiden et stænk af fatalisme i hans fraseringer, som gav sangene en indre spænding.

I 1961 dannede han sit eget pladeselskab Reprise. Nok så meget af nød. Elvis Presley havde sat en ny dagsorden. Oprørsk ungdom var igen på plakaten, og Sinatra lød som en dårlig taber, når han kom med offentlige bandbuller mod rock 'n' roll, som han kaldte dyrisk og degeneret.

Elvis kom til at le bedst og sidst. Sinatra inviterede ham nemlig med som gæst i sit tv-show, da The King vendte hjem fra værnepligten i Vesttyskland. Seertal er og bliver jo seertal.

Popstjerne i 60'erne

Sinatra vendte dog tilbage med punch. I 1965 lagde han Newport Jazzfestival ned i selskab med Count Basie, og samme år fejrede han sig selv og sine 25 år i showbiz med tv-showet og pladen A Man And His Music. En ny generation blev introduceret til Sinatra. Det sjove for ikke så få af os var, at vi pludselig kom til at holde endnu mere af Paul McCartney. Nu kunne vi høre, hvor han havde det fra.

Sinatra blev igen popstjerne. Han toppede i 1966 alverdens hitlister med "Strangers In The Night", den labert arrangerede Bert Kaempfert-komposition, som skulle blive Sinatras signatur indtil Paul Anka i 1968 adopterede den franske sang "Comme d'Habitude" og kaldte den "My Way".

Men Sinatra gav også sig selv udfordringer på Reprise. Hans samarbejde med brasilianske kunstnere som Antonio Carlos Jobim og Eumir Deodato introducerede en ny verden af smidige klange.

Ældre statsmand

I 1970 annoncerede Frank Sinatra sin afsked med showbiz. I 1973 vendte han med charmerende arrogance, slet skjult selvfølelse og nyvunden musikalsk modenhed tilbage med albummet Ol' Blue Eyes Is Back, kombineret med et tv-show, der gav ham i rollen som populærmusikkens ældre statsmand.

Hans sidste store kunstneriske satsning, 1980-udgivelsen Trilogy – Past, Present And Future, var et ambitiøst, klangligt eksperimenterende forsøg på at gennemlyse hans karriere og give den en moderne dimension. Alt andet lige er det dog hans bittersøde versioner af "Just The Way You Are" og George Harrisons "Something" man husker, og så selvfølgelig hans tredje kendingsmelodi, "New York New York", en fanfare for den flamboyante livsstil, der ikke skånede ham.

Da han i 1976 ægtede Zeppo Marx' enke, Barbara, syntes han dog familiemæssigt at falde til ro i rollen som bedstefar og en af verdens mest aktive og offentlige førtidspensionister.

Aldrende cirkushest

Som et kuriosum fik han så midt i 90'erne endnu et comeback med (rock)pladerne Duets og Duets II, hvor han, ofte uden at være i studie med dem, sang duetter med bl.a. Aretha Franklin, Bono fra U2, Willie Nelson og Chrissie Hynde. Og hele tiden turnerede han som en cirkushest, der ikke vil ud af manegen.

Det var ikke altid et lige kønt syn at se den gamle hjerteknuser og natteravn stå, stavrende, som en hjemløs, midt på den scene, han engang havde ejet. Når soldaterhistorierne om det vilde liv med The Rat Pack i Las Vegas er glemt, når de lidt for kammeratlige forbindelser til Mafiaen er blevet til farverige sagn, når hans ikke altid lige ømme forhold til kvinderne – og rivalerne – er glemt, så står sangeren Frank Sinatra tilbage.

En stemme, der beherskede øjeblikket og udvidede nuet. "It's Sinatra's world, we just live in it" står der på en badge, der hænger på opslagstavlen. Livet går videre, men verden bliver lidt mere tonedøv med Frank Sinatras død.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu