Læsetid: 6 min.

Rio Bravo revisited

Hvordan jeg søgte Helge Dohrmann sadel, fandt en okse og blev Manden i Ministeriet
10. juni 1998

Det var en mørk og bitterlig kold aften i slutningen af maj måned; vinden sukkede forpint i el-kablerne over mit hovede - det forekom mig jeg kunne høre John Iversens plagede røst i kobberets kakofoniske mélange af stemmer. Afrevne stumper af plakater for Amsterdam-afstemningen føg ned gennem Stormgade, zig-zaggede ud og ind mellem pillerne i søjlegangen ved Nationalmuseet med nogenlunde samme præcision og ynde som en konservativ toppolitiker på vej hjem fra et sent gruppemøde.

Jeg sprang forskrækket til side, da et flosset stykke spånplade påklæbet blåt papir, overdrysset med gule stjerner ondskabsfuldt sigtede direkte mod min ene hæl. Hvorfor befandt jeg mig dog på denne gudsforladte gade med det alt for velvalgte navn på dette sene tidspunkt? Netop da så jeg skiltet, oplyst af livgivende lygter, ikke ulig selveste olympens flammer: Rio Bravo! Det var, som om dette navn lokkende med sine bibetydninger af en tid og et sted, der syntes alt for langt fra den prosaiske nutid, fik erindringens kim til at folde sig ud. Helge Dohrmann stod dér, lyslevende for mig sammen med hele den snuskede affære, der i offentligheden var kendt som Rio Bravo-forliget. Det var et brændende (men uerkendt) ønske om at se det sted, hvor hin herostratisk berømte telefonsamtale havde fundet sted, der timer forinden havde drevet mig ud i majnatten.

På sadel med Dohrmann

Det var altså grunden - simpel, dadelværdig nysgerrighed. Men trods mit forehavendes lave moralske karakter styrede jeg mine skridt over Vester Voldgade og steg op ad de få trin til indgangen på dette steakens Akropolis. Inden døre var der en lune, der kun blev yderligere forstærket af de røde lygter i vinduerne. Vel anbragt ved baren i en af de mange tomme sadler, der gjorde det ud for barstole, henvendte jeg mig til bartenderen. Efter at have bestilt en fadøl lod jeg diskret en halvtredser glide over disken, efterfulgt af spørgsmålet om hvilken saddel, der mon havde huset Helge Dohrmanns bagdel. Bartenderen så blot på mig og min pengeseddel og rystede medlidende på hovedet. Derefter han gik ned i den anden ende af baren og gav sig til at polere den allerede curlingbaneglatte bardisk, afbrudte af korte, mistænksomme blikke tilbage mod min person, og den krøllede halvtredskroneseddel, der pegende tilbage på mig og min brøde, blev det centrum, fikspunktet, hvorom pinligheden spredte sig i koncentriske cirkler i lokalets rødlige mørke.

En god dansk mand

Jeg fik dog ikke lov til at sidde længe i egne - eller var det andres? - tanker. Thi pludselig stod der en lille trind mand ved siden af mig. "Er De en god dansk mand?" hviskede han hæst og betragtede mig indgående med glaserede, nærmest fortinnede øjne - øjne, der røbede et alt for indgående kendskab til det klare, galopperende vanvid. Det forekom mig, at jeg havde hørt det ovenfor citerede spørgsmål for nylig, og kiggede ned på mandens fodtøj. Han bar ikke Eccosko! Altså var det ikke blot politikere med unionsplaner, der har gjort fremskridt, tænkte jeg dystert, idet jeg nikkede som svar på hans spørgsmål. Bedre at gøre gode miner til ... ja, til hvad egentlig?

Den Trinde gestikulerede, at jeg skulle følge ham, hvorefter han forsvandt ind i en bås i restaurationens allermørkeste krog. Jeg fulgte efter, ikke uden en vis nervøsitet, for hvad der nu ville ske. Båsen var om muligt endnu mørkere end lokalet udenfor, og der lugtede voldsomt, animalsk - en kraftigt, ram og sødlig lugt, der som en syl tiltvang sig adgang i mine sagesløse næsebor. Jeg kunne mærke våd halm under mine sko, og med et gik det op for mig, at den skygge, der rykkede uroligt frem og tilbage i halvmørket foran mig, hverken var Helge Dohrmanns genfærd eller tidligere MF'er Mogens Glistrups aflagte korpus, men en stor okse af ubestemmelig race.

Vor mand i ministeriet

Den Trinde stod med oksen mellem sig og indgangen til båsen, og gjorde tegn til mig om at stille mig, så vi kunne tale sammen hen over dyrets ryg. "Vi har brug for en mand i Justitsministeriet - en der kan operere indefra", sagde han idet han lænede sig ind over oksen, der irriteret forsøgte at vifte ham væk med halen. "Vi må kende JM's svar til retsudvalget, endnu før han selv kender spørgsmålene." "Jamen, jeg troede da, at det er Jer selv, der udstyrer ham med de svar?" sagde jeg i min ungdommelige naivitet. Den Trinde rullede nu øjnene rundt i hele hovedet: "Naturligvis er det det. Men Justitsministeriet er jo infiltreret op til her, kan du ikke se det?"

Han pegede på et punkt oppe under loftet med stødvise bevægelser, idet han huggede huller i den sagesløse, omend tunge luft med sin pegefinger som intermistisk kårde. "Det er ikke bare pressen - også UNG-sam og de autonome har deres folk i ministeriet. Hvorfor tror du, at Nørrebrosagen ikke vil dø?" Jeg overvejede at svare, at det kunne have noget at gøre med, at den daværende hav-de klokket godt og grundig i det. "I hvert fald," fortsatte han "Vi er nødt til at ha' vores egen mand i ministeriet! Man må jo følge med udviklingen. Jeg har sørget for en ansættelsessamtale til dig i morgen kl. 11 - du skal bare spørge efter JM," sagde Den Trinde og dukkede under oksens bug og var allerede henne ved båsens udgang, da han fortsatte: "Tag oksen med dig, den ved allerede for meget, ellers... Du kan jo altid gøre den kold." Han gjorde en sigende bevægelse med fingeren hen over halsen. "Jo, en ting til: Har du lån?"

Da jeg svarede benægtende sagde han med et smil, der ville have fået Mona Lisas til at blegne i misundelse: "Vi skulle jo gerne kunne betale dig for dit arbejde." Og med de ord var han væk. Infiltrér, Pablo Der var ikke en sjæl, der løftede så meget som et øjenbryn, da jeg kort efter trak det store dyr efter mig gennem restauranten. Åbenbart var det ikke første gang nogen forlod etablissementet med deres Coloradosteaks og Tournedos'er, emballeret som levende væsen, på slæb.

Ude på gaden var det allerede ved at blive lyst, og jeg trak den modvillige okse over Vester Voldgade, ned mod Ny Vestergade og hen til Nationalmuseets hovedindgang. Her stillede jeg dyret og kløede det i panden, lige mellem de to stolt knejsende, sylespidse horn. Da fik jeg en lys idé! Måske kunne oksen alligevel være til nogen nytte.

Jeg bøjede mig ned og hviskede i dens øre: "Vent til de åbner, Pablo (thi sådan havde jeg besluttet at døbe den), og snig dig så ind og infiltrer det videnskabelige personale - perspektivet med Kalmarunionen er mildt sagt urovækkende. Du må kalde mig Eefsen, hvis ikke det videnskabelige personale planlægger den vedtagne Amsterdamtraktat afstemt efter både Kalmarunionen og Jydske lov." Derefter lagde jeg noget halm, jeg havde taget med fra Rio Bravo, på brostenene foran Pablo, stak hænderne i lommerne og begav mig hjemad.

Da jeg så mig tilbage, kunne jeg se dens vemodige øjne følge mig ned af de lange, flade trin. Så lagde den sig ned på brostenene og gav sig til at tygge drøv. Pablo så ud til at have glemt alt om min person, Kalmarunionen, Jydske lov og Justitsministeriet. Jeg vendte mig og drejede ned mod kanalen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu