Læsetid: 5 min.

Kultur i ugen

19. november 1998

Af LISBETH BONDE,TORBEN BILLE,ERIK WIEDEMANN,ANNE MIDDELBOE CHRISTENSEN,ANDERS BEYER,og ALLAN DE WAAL

UDSTILLING
*Eva Koch er en interessant billedhugger (en noget antikvarisk betegnelse), der i disse år udvikler sig i mere og mere interessant retning. Sædvanligvis excellerer hun i installationer, senest hendes tankevækkende, trefløjede videoinstallation 'Crowds' på Louisianas Danmark og Skåne-udstilling med strømme af menneskemasser og lyden af en babylonisk sprogforvirring fra byerne Jerusalem, Bombay og Hong Kong. Hun modtager i år Elna og C.T. Hollesens Kunstfonds legat, der tidligere er blevet tildelt kunstnere som Kirsten Ortwed og Joachim Koester. Udstillingen viser nye værker af Koch. Desuden åbner udstillingen 'Asger Jorn - litografiske værker' skabt i værkstedet Clot, Bramsen og Georges.
Kunstforeningen, Gl. Strand 48, Kbh. Åbner på lør. Ti.-sø. 11-17. Til 20. dec.

*Suste Bonnéns fotoudstilling 'Dobbeltportrætter - nye og ældre' viser bl.a. 'Far og mor, banan og Linda, mand og kvinde 1, Uffe Ellemann og Nikolaj, mand og kvinde 2, Suzanne Brøgger og Luzia'.
Møstings Hus, Andebakkestien 5, Frederiksberg. Åbner på lør. 11-17. Dagl. 11-17. Til 13. dec.

*Laila Debois udstiller ovale malerier på førstesalen, mens Martin Askholm og Jens Thegler viser malerier med titlen 'Pænting'. Et nyt 'dangelsk' ord for de firkanter på væggen, der sædvanligvis går under betegnelsen malerier.
Overgaden neden Vandet 17, Kbh. ti.-sø. 12-18. Til 6. dec.

*Kaj Nyborg og Michael Mørk viser nye installationer. Deres titler er henh. 'Subterranean Panorama' og 'Seductive Red'. Deres to værker er stramme, konceptuelle og skabt til rummet.
North-udstillingssted. Nørre-gade 7c, kld. Kbh. Ti.-fr. 13-17, lø. 11-15. Til 28. nov.

*Niels Bonde, Nikolaj Recke og Peter Rössell står for udstillingen 'Med på et afbud'. Projektet er udtænkt af Jesper Nymark. De tre kunstnere er fremme i forreste række på 90'ernes danske kunstscene, i øvrigt er der ikke mange paralleller mellem dem. I kataloget af Kristine Kern fremhæves det dog, at "fælles for de tre kunstnere er, at den virkelighed de forholder sig til og sætter i spil i deres kunst, har udgangspunkt i en maskulin erfaringsverden. De betjener sig alle af en bevidst 'drenget' retorik." Se selv!
Galleri Specta, Peder Skrams Gade 13, Kbh. Åbner i mor. 17-20. Ti.-fr. 12-17:30, lø. 11-14. Til 3. dec.

*Franske Mesterværker er en udstilling, der viser 150 grafiske arbejder af nogle af de store franske kunstnere fra omkring og efter århundredeskiftet. Blandt navnene kan nævnes: Cézanne, Chagall, Dufy, Gauguin, Maillol, Matisse, Picasso m.fl.
Randers Kunstmuseum, Ste-mansg. 2. Ti.sø. 11-17. Til 13. dec.

*Lars Ravn, dansk kunstlivs fremmeste legebarn, viser nye malerier og skulpturer på udstillingen 'Skønne fugle og andre Poesier'.
Carsten Frøkjær Kunsthandel, Strandv. 181, Hellerup. Ti.-on. 14-17:30, to.-f. 14-18, løl. 11-14. Til 5. dec.

*Seven Up er en udstilling med Stig Brøgger, Signe Guttormsen, Freddie A. Lerche, Peter Mandrup, Erik Steffensen, Ivar Tønsberg og Troels Wörsel. Det er første gang disse velfunderede kunstnere optræder sammen, og udstillingstitlen 'Seven Up Meets Snowwhite' hentyder til deres respektive møde med det hvide lærred.
Munkeruphus, Munkerup Strandv. 78, Dronningmølle. Åben fr.-lø.-sø. 12-17. Til 22. nov.

KLASSISK
*Stravinsky Ved aftenens Torsdagskoncert kan De høre Nielsens 6. Symfoni, Sjostakovitch' Koncert for violin og orkester, og Stravinskys Suite fra balletten Ildfuglen. Radiosymfoniorkestret spiller. Dirigenten hedder Gennady Rozhdestvensky, solisten er Viktoria Mullova.
I aften kl. 20 i Radiohusets Koncertsal.

*Nordentoft Ny musik foreningen AUT i Århus arrangerer koncert med Grolsj-ensemblet. Man spiller Kasper Jarnums 'Blodsdrømme og antiterapi' (uropf.), samt værker af Svend Hvidtfelt Nielsen, Svend Nielsen og Anders Nordentoft.
Fr. kl. 20 i Det Jyske Musikkonservatorium.

*Alsted Den chilensk-danske harpenist Sofia Asunciòn Claro spiller i Roskilde. Kunstneren har arrangeret denne koncert for harpe, elektronik og scenografi sammen med Museet for Samtidskunst i Roskilde. Værker af Birgitte Alsted, Sunleif Rasmussen, Ejnar Kanding og Lars Graugaard.
Søndag aften kl. 20 i Kulturhuset, Rosenhavestræde 1, Roskilde.

*Bach Den Jyske Sinfonietta og kammerkoret DaCièsa opfører Bachs Juleoratorium. Dirigenten Svend Erik Nielsen musikere, sangere og solisterne Anne Mette Meyer, Anette Strøm, Peter Lodahl og Mikkel Thorning vil formidle Bachs musik.
Sø. kl. 19.30 i Alderslyst Kirke, Silkeborg.

*Mozart Louisiana har besøg af Carmina Kvartetten, som spiller musik af Mozart, Mendelssohn og Debussy. Det er musikerne Matthias Enderle, Susanne Frank, Wendy Champney og Stephen Goerner, der danner musikalsk firkløver.
On. kl. 19.30 i Louisianas koncertsal.

JAZZ
*Søren Christensen trommeslageren leder kvintetten Drumscapes, der foruden ham selv rummer gode yngre musikere som saxofonisterne Claus Waidtløw og Jakob Dinesen, guitaristen Niclas Knudsen og bassisten Nils Davidsen.
Copenhagen JazzHouse to. kl. 20.30

*Esbjörn Svensson er en af de mest fremtrædende yngre svenske pianister, leder af trioen EST.
Copenhagen JazzHouse fr. kl. 21.30

*Pierre Dørge har et tidligere orkestermedlem, John Tchicai, som gæst, når New Jungle Orchestra høres ved to koncerter, én om eftermiddagen for børn og forældre, én om aftenen for voksne i almindelighed.
Copenhagen JazzHouse sø. kl. 16-17 og 20.30

ROCK
*Blink - en nær slægtning til de kortlivede anmelderfavoritter Simcess, er efter sigende slået igennem i Sydkorea med deres effektive, men skematiske tænkende-mands-pop, som ikke er blevet mere udforskende af succesen.
Lille Vega, København i aften kl. 21

*Meja - den fotogene svenske sangerinde, der lyder som grunden til, at Gud opfandt P3, er koncertaktuel med en musik, der muterer Madonna og ABBA.
Pumpehuset, Kbh. fre. kl. 21

*Ibens har genopfundet Oasis-guitaren på sit nye album, og pigerne står stadig i kø efter Carsten Lykke, som om han var 19, og ikke 29. Bedste linjer: "Nu hvor du har glemt dine trusser hos mig, kan jeg så fortælle min mor om dig..."
Toldkammeret, Helsingør fre. kl. 21

*Marie Carmen Koppel seneste kunstneriske knopskydning på Koppel-stamtræet har efter sigende Whitney Houston som forbillede, og klanglig elegance som ideal, hvis man skal tro hendes netop udkomne album Yearning.
Krudttønden, København lør. kl. 21

*Bo Kaspers Orkester tidens mest originale svenske band, er gammeldags uden at være moderne, og kapelmesteren synger med tilbagelænet croon om de små, men svære ting så det lyder enkelt og stort. Cd'en I Centrum bør blive deres danske gennembrud.
Pumpehuset, København søn. kl. 21

SCENEN
*Den rystende hånd "Verdens måske første drama om menneskerettighederne" kalder Gerz Feigenberg sit stykke, der er bestilt af Det Danske Center for Menneskerettigheder, og som nu opføres i anledning af 50-året for vedtagelsen af FN's verdenserklæring om menneskerettighederne. Men efter sigende skulle stykket både byde på humor og krimi - af skuespillere som Peter Steen, Gyrd Løfqvist og Inge Sofie Skovbo.
Nationalmuseet, 19. nov.-20. dec.

*Det' en skam hun er en mær Så lægger de nyistandsatte Turbinehaller gulv og vægge til John Fords drama om forbudt kærlighed. Jan Maagaard har iscenesat teksten, som er i Poul Borums oversættelse, og Lars Juhl har indrettet de nyroyale haller. Nikolaj Lie Kaas og Ceci-lia Zwick Nash er på rollelisten.
Det Kgl. Teater i Turbinehallerne, 19. nov.-5. jan.

*Tarzan - king of the Swingers Crazy Christmas Cabaret kaster sig i år ud i
lianerne for at skabe deres sædvanlige dosis 'antijuledepressionsmedicin'.
London Toast Theatre, Glassalen i Tivoli, 21. nov.-31. december.

*Den evige Snemand Tre irriterende edderkopper, en ynkelig bjørn og en magisk skat er med i Maskens eventyrforestilling "for hele familien". Henriette Rosenbeck, Peter Michaelsen og Mette Bentzen optræder i vinterløjerne.
Egnsteatret Masken, Maskens Hus, Nykøbing Falster, 22. nov.-19. dec.

ETCETERA
*Fynske kunsthåndværkere fylder fra weekenden Brænderigården i Viborg. Der er sølv, tekstiler, keramik og fotografi.
Tirs.-sø. 13-17. Til 4. jan. 99.

*UNIKA er en anden kunsthåndværkersammenslutning, som udstiller i Ålborg - her kan man se smykker, glas og keramik.
Galleri Deco, Vesterbro 30, Ålborg. Ti.-fre. 13-17, lø. 10-13. Til 31. dec.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu