Læsetid: 4 min.

Rejse til nattens ende

Sort Sol-sangeren Steen Jørgensen har fundet sammen med jazzbassisten Lennart Ginman i den genreophævende duo Ginman/Jørgensen, hvis debutudgivelse er én af årets mest vellykkede og stemningsfyldte
3. november 1998

Man kunne godt tænke sig at det skete oftere: At musikere fra tilsyneladende vidt forskellige ender af spekteret fandt sammen, og undersøgte hvad der kom ud af det. Ikke så meget andet til at begynde med: En basal lyst til at nedbryde genrebåse og i stedet koncentrere sig om at lave en musik, hvor hver enkelt medbragte, hvad de nu kunne - og så lod det udfolde sig i modspil til hvad projektets andre aktører måtte besidde af evner og kunnen.

Det ville være et stort skridt hen imod opløsningen af de rigide genrekonventioner, som ind i mellem truer med at gøre såvel rock og jazz som elektronisk musik til rene – og ind i mellem både snærende og irriterende – klicheer... og hvis også pladeselskaberne var med på spøgen, kunne man måske begynde at tale om det 21. århundredes musik.

Så fik vi – det musikforbrugende publikum – måske flere oplevelser i stil med Ginman/Jørgensen, det første udspil fra ’rock’-sangeren Steen Jørgensen (kendt fra Sort Sol) og ’jazz’-bassisten Lennart Ginmans (kendt fra utallige sammenhænge) gruppe af samme navn. Måske med inspiration fra tidens frodige engelske fusionsscene; Portishead, Red Snapper og Earthling falder lige for – hvor alt tilsyneladende kan blandes – har de to i selskab med fire fremragende musikere skabt et værk, som rager godt op blandt nutidens uendelige antal titler og fremstår som en klar kandidat til titlen Årets Danske Plade.

Drugget og tidløst

Tidens løsen blandt folk, som ikke kan klare forudsigeligheden på rock- og technoscenen, hedder jazz. Men det spiller Ginman/Jørgensen nu heller ikke, selvom musikken besidder en umiskendelig jazzet tone.

Faktisk må man som anmelder erklære sig licked, hvad angår hurtige genrebetegnelser, som lige kunne påhæftes nærværende udgivelse. Det bærende element syntes på alle måder at være stemninger – og de er blåtintede, tilrøgede, melankolske, reflekterende, film noirske, druggede, tidløse og abstrakte.

Kapelmester og melodimager Ginman spiller – ud over sit faste instrument, kontrabassen, som han betjener med poetisk autoritet - keyboards og fungerer som programmør, mens han omgiver sig med en flok skrappe musikere i form af trækbassunisten Lis Wessberg – som besidder en vidunderlig tone – altmuligmanden Jeppe Saugmann på vibrafon, keyboards, turntables, guitar, you name it, trommeslager Kristoffer Sjelberg samt tangenttroldmanden Henrik Lindstrand, der trakterer en stribe klassiske keyboards, såsom Fender Rhodes og Hammond L 100.

Centralt i lydbilledet står kontrabassen, som i disse år har oplevet en veritabel renæssance udenfor jazzsammenhæng: Såvel samplet som au naturel er det et instrument, der tilsyneladende passer tidsånden perfekt. Og når den spilles med en lydhørhed og et rytmisk drive som Ginmans, forstår man det kun alt for godt. Instrumentet er perfekt til at sammenbinde tradition og fornyelse, og med tidens optagethed af filmmusik i mente, er det slet ikke til at komme udenom.

Vidunderligt underspillet

Disse musikere skaber et atmosfæremættet, stofligt og vidunderligt underspillet musikalsk rum, fuld af stemninger som den-allersidste-dans og nattens-sidste-cigaret, hvor henover Steen Jørgensen kan udfolde sit anseelige talent.

Undertegnede oplevede Ginman/Jørgensen til dette års Roskilde Festival, hvor helhedsindtrykket blev skæmmet af en fornemmelse af, at stort set alle sangene lå for lavt for Jørgensen, hvilket gjorde det svært at skelne nuancer og især melodier.

På Ginman/Jørgensen har Jørgensen for alvor fundet formen, og hvert af de ni numre ligger nu perfekt for denne særprægede vokalist, der aldrig har været meget for føleri. Som en ung og spændstig Leonard Cohen, en Billy MacKenzie uden den overdrevne patos, en Tom Waits uden grus på stemmebåndet fremsynger han sine tekster – som i øvrigt myldrer med referencer til andre sange og titler – med nonchalance, ro og et fornemt foredrag, som hverken er rock, jazz eller torch, men alle tre ting på én gang. Og så det individuelt unikke, der med rette har givet Steen Jørgensen en speciel position på en scene, som myldrer med copycats.

Pladens ni titler – plus et kort mellemspil for spinet – varer alle et sted mellem fem og syv minutter. Det lyder måske af meget, men da vi befinder langt fra vers-omkvæd-vers-omkvæd-formen – et sted, hvor komposition er et svævende begreb, vel nærmest en række toner og akkorder, der kan bruges som afsæt for eventyr – tager man gerne med på disse begavede musikeres disciplinerede ekskursioner ind og ud af denne sært flydende verden, de sammen skaber.

Det er begavet og taktilt, det er facetteret og inciterende, det er forløsende og gribende og bla-bla – det korte af det lange: Ginman/Jørgensen er noget så usædvanligt som en plade, man tør give sin uforbeholdne anbefaling med på vejen. Det er på alle måder stort – og hvad der præcis skulle forhindre Ginman/Jørgensen i også at gøre indtryk ude i den store verden er svært at få øje på.

Ginman/Jørgensen (Sony/Columbia COL 492697 2)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu