Læsetid: 4 min.

FILM i tv

Kultur
3. december 1998

*John Waters' muntre appetit på kitsch, dårlig smag og populærkulturelle myter har virket så smittende, at denne sande original mere eller mindre er blevet opslugt og udraderet af de senere års farveknaldende postmoderne storforbrug af Hollywood-fortid. Man hører trist nok ikke længere så meget til den vittige herre, hvilket kun er en grund mere til at se Cry Baby fra 1990, hvor Waters med stor kærlighed parodierer de gamle teenagefilm om motercyklende oprørsk ungdom fra Marlon Brando til Elvis Presley. Det er Johnny Depp, der stilsikkert hovedrolledebuterer som tough tøsedreng og prominent medlem af det Baltimore-udskud, som i 1954 drister sig til at dyrke sort musik i opposition til de hvide overklasse-dengsedrenges bløde pop. Hos Waters er de utilpassede selvfølgelig 'de gode' og dydsdragonerne afgjort på det gale parti, så klicheerne rigtig kan vendes på hovedet. - Waters' ideer er ofte bedre end hans iscenesættelse af dem, men filmen har flere glimrende opsatte musical-numre og en generel tone af vindende uskyldig frækhed. Og så liver en karakteristisk broget rollebesætning op: Iggy Pop, Traci Lords, Willem Dafoe, Susan Tyrell, Joe Dallesandro - og bedst af alle Polly Bergen som den midaldrende snerpe, der vindes for den syndige musik.
Cry Baby. TV3, fredag kl. 20.00-21.35

*Stephen Frears, den alsidige engelske instruktør, tog til Hollywood for at lave denne bidske satire over amerikansk heltedyrkelse og tv-hysteri. Dustin Hoffman er småforbryderen, der nærmest modvilligt redder liv, da han konfronteres med et trafikulykke. Geena Davis' tv-journalist er blandt de overlevende, og hun giver den hele medie-armen for at udråbe dagens helt: ikke Hoffman, men af en fejltagelse Andy Garcias arbejdsløse, desorienterede Vietnam-veteran. Og så er spillet kørende med falske identiteter og en hysterisk tv-opgejling, som Davis fyrer op under med ihærdig, men til sidst alligevel anfægtet professionalisme.
- Der er syrlig humor og fabulerende gnist i manuskriptet af David Webb Peoples, der har ladet sig inspirere af en Frank Capra-film som Meet John Doe og Preston Sturges' rasende tempofyldte komedier. Ikke alle påfund lykkes lige godt, men filmen hører til blandt de klart bedste Hollywood-komedier fra 1990'rne.
The Accidental Hero / Den forkerte helt. TV3, fredag kl. 21.35-23.45

*Dan Turèll kunne ikke få sangtitlen Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes ud af hovedet i et af sine storbydigte. Mogens Dams sangtekst stammer fra Marguerite Viby-komedien Mille, Marie og mig fra 1937, hvor Viby synger den på en natklub iklædt mandetøj, akkompagneret af Teddy Petersens herligt swingende orkester. Det er mestereren Kai Normann Andersen, der står får melodien, som skaber filmens højdepunkt, men rollen som natklubsangerinden Mille er bare den ene af tre forgreninger af Vibys personlighed i den sprælske farce. Til daglig er hun den bebrillede studine Klaus, der ikke formår at vække den tilbedte professors lyster - han er i Aage Fønss' skikkelse en ældre herre på halvtreds, men dengang havde grånende charmører romantiske chancer hos selv purunge danske heltinder. Viby må arbejde for sagen som sexet sangerinde og vaks husalf (Marie) for at vinde den bedagede herre, der ikke betragter en brillebærende studine som en rigtig kvinde. - Filmen er blevet fremhævet som Marguerite Vibys bedste, men det er den nu ikke - hun nåede en betydelig mere raffineret, vittig og sensuel komediestil i 1940'rne. Men plottet er ganske godt skruet sammen af Fleming Lynge, og ser man bort fra nogle af Vibys lidt for hektisk peppede manerer, byder filmen på skæg, rap, lettere dateret underholdning.
Mille, Marie og mig. DR 1, lørdag kl. 21.00-22.40

*Gianni Amelio placerede sig med Børnetyven og Lamerica som italiensk films centrale arvtager af neorealismen - en instruktør, der i sjælden grad kunne sætte sig i medfølende øjenhøjde med sine personers og sociale situation og herfra fortælle sine mangelagede, almenmenneskelige historier. - I Lamerica drejer det sig i starten om et gement svindelnummer. To italienere rejser til Albanien under foregivende af at ville starte et udviklingsprojekt. I virkeligheden er de bare ude på at gafle den italienske statsstøtte til det af kommunismen dybt forarmede land. Den ene af italienerne, den unge, lidt uerfarne Gino, fanges i sit eget garn og ribbes stille og roligt for alt. Nu må han på egen hud føle, hvordan det er at være albaner, blive transporteret på ladet af stopfyldte lastbiler, mangle drikkevand, blive bestjålet og til sidst ydmyget af politiet. - Filmen er en hudløst nærgående skildring af et land i dyb nød, hvor befolkningen veksler mellem opgivende lammelse og drømme om flugt - over til det rige Italien, der bliver albanernes Amerika, fuld af mælk og honning. Men i centrum af dette brede, menneskemyldrende kollektiv-billede står en mytisk renset historie om et menneske, der lærer de elementære begreber om næstekærlighed og menneskerespekt at kende, på en slags hjertets dannelsesrejse ned mod samfundets bund. Heri viser filmen sit nære slægtskab med Børnetyven, hvor den fremragende Enrico Lo Verso tolker en tilsvarende radikal sindelagsændring. - Det rystende troværdige billede af den menneskelige og sociale opløsning i kommunismens kølvand forenes med en dybt humanistisk, bevægende historie, og denne sammensmeltning giver Lamerica mesterværkets præg.
Lamerica. DR 2, søndag kl. 20.30-22.20

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her