Læsetid: 5 min.

Sandheden om Hans og Grethe

Forfatteren Jannick Storm på sporet af forhenværende nye teorier om historisk kriminalgåde bag folkeeventyret
21. december 1998

Da den bøhmiske realskolelærer og amatørarkæolog Georg Ossegg i 1962 påbegyndte en udgravning i Spessart, snublede han, som Schliemann ved Troja, over den sande baggrund for den historie om Hans og Grethe, som brødrene Grimm gengiver i deres eventyrsamling.

Allerede som barn havde Georg Ossegg haft en kritisk indstilling til eventyr. Som 11-årig havde han til sine forældres fortvivlelse udført et eksperiment med gryden der kogte grød og kogte og kogte. Eksperimentet mislykkedes – til glæde for forældrene. Ossegg forklarede eventyret med, at det nok var en sulten lille piges ønskedrøm.

Da Ossegg kom i realskolen i staden Dux i Nordbøhmen, fik han fat i en bog om amatørarkæologen Schliemann. Og fra da af var hans store fritidsinteresse hakke og spade.

Anden Verdenskrig overlevede han, fordi han blev erklæret for uegnet til kamptjeneste, og i 1945 blev han, der fungerede som hjælpelærer, sammen med sin skoleklasse evakueret til omegnen af Aschaffenburg i Bayern. Præcis samme egn, hvor de fleste af brødrene Grimms eventyr udspiller sig.

Ossegg, der altid havde sin Grimm med, sig, mener hér at være kommet på sporet af Hekse-skoven. Men tre dage senere marcherer amerikanerne ind i Spessart. Og så går der næsten 17 år, hvor han afslutter sin uddannelse, bliver adjunkt, gifter sig osv. Han har næsten glemt sin ungdomsdrøm. Men i 1962 bliver han forfremmet og overflyttet til et gymnasium i – ja, Aschaffenburg. Og nu er han jo på den samme egn igen og genoptager sin søgen. Men denne gang læser han eventyret om Hans og Grethe, som en rapport grundet på kendsgerninger. Og så falder han over en grusom kriminalhistorie, der ikke giver En landsbydegns dagbog noget efter.

Hovedrystende naive

Osseggs opdagelser ville have været den ganske verden ubekendt, hvis ikke forfatteren Hans Traxler i 1963 minutiøst havde beskrevet Osseggs fremgangsmåde og resultater i Die Wahrheit über Hänsel und Gretel (Pardon Bibliotek, Frankfurt/M).

Det rigt illustrerede materiale får læseren til at ryste – og ryste på hovedet af brødrene Grimms naivitet. Først gav Ossegg sig til at overveje autenticiteten i eventyret. Grimms eventyr, der jo er ret nødtørftige i deres sprog, oser af opdragelsesmotiver. Var der måske noget i historien, der var udeladt, fordi det ikke passede ind i denne etiske idé?

Ossegg gav sig nu ud fra den sparsomme tekst til at stedfæste historien geografisk. Han leder en del på må og få, men har held med sig. Han har en gammel, nu glemt udgave af Grimm med en illustration af skoven (fra 1818), og finder ved et held den samme skovvej. Og han finder også frem til forældrenes hus, der selvfølgelig ikke ligger der mere. Ved opmålinger finder han også ud af, at Hans og Grethe slet ikke var børn, men voksne mennesker.

Det fører for vidt at gengive alle Osseggs nærmest detektiviske fremgangsmåder, men på grund af årringe i et træ finder han frem til, at historien må have udspillet sig på Trediveårskrigens tid. Og ved fantasifulde fortolkninger og geodætiske beregninger finder han frem til fundamentet for heksens hus.

Ihukommende at Hans og Grete dræbte heksen, udgraver han nogle bageovne i nærheden og finder skelettet af en kvinde, samt en jernkiste med sortladne brudstykker af en honningkage og en håndskrevet opskrift. Der tegner sig en eller anden form for forbrydelse. Men hvorfor? Og hvorfor boede denne heks ude i skoven? Og var Hans og Grethe blot nogle uskyldige, der var gået vild i skoven?

Også dét har Ossegg hurtigt svaret på.

Han lader kager fremstille efter den gamle opskrift. Det viser sig at dreje sig om den berømte Nürnbergerhonningkage. Var det motivet til mordet på 'heksen'? Var det rivaliserende sukkerbagere, der var ude efter opskriften, og var Hans og Grethe ansatte spioner?

I sin utrættelige søgen får Ossegg stadfæstet 'heksens' oprindelse. Hun hedder Katharina Schraderin, født 1618 som syvende barn af en kulsvier i Wernigerode i Harzen. Under sin køkkentjeneste i klosteret i Quedlingburg opfinder hun så denne honningkage, og senere opslår hun et stade på markedspladsen i Nürnberg. Og det bliver hendes skæbne.

Ureelle hensigter

Den hertugelige hofbager, Hans Metzler, efterstræber hende og frier til hende. Men Katharina gennemskuer ham. Han er kun ude efter opskriften. Hun bliver nødt til at flygte, og tager netop til omegnene af Spessart, hvor hun flytter ind i huset i skoven. Og hér går det godt en tid.

Katharina opfinder den ene lækre kage efter den anden, og hun bliver berømt ved hoffene. Det bliver Hans Metzler misundelig over – og han udlægger hende som heks. Der skulle, som vi véd, ikke meget til den gang.

Katharina ryger i fængsel og udsættes for pinligt forhør. Der føres de sædvanlige vidner, der mener alt det der med at de har set hende foretage sig usædvanlige og obskøne ting. Katharina bliver dog, som det sjældent skete, frikendt. Og Hans Metzler bliver sur, og tager sagen i egen hånd.

Han og hans søster Grethe(!) drager ud i skoven. Her slår de Katharina ihjel, forbrydelsen bliver opdaget, men de bliver, pokker stå i det, også frikendt!

De virkelige skurke i denne fortælling er så åbenbart brødrene Grimm, der mod bedre vidende - det fremgår af deres indbyrdes brevveksling – har forvandlet denne tragiske virkelige hændelse til en småborgerlig moralitet om, at man så sandelig ikke kan tillade sig at efterlade sine små børn i skoven.

Nøgtern fremstilling

Georg Ossegg og Hans Traxler fortjener stor ros for at have bragt sandheden frem i lyset. Også jeg har siden barnsben været utilfreds med dette uforståelige eventyr. Jeg blev så begejstret for denne på én gang nøgterne kriminalistiske fremstilling og den amatørarkæologiske snilde, der udvises, at jeg con amore oversatte det hele til dansk. Men da jeg skulle finde frem til ophavsretshaverne, løb jeg panden mod en mur. Hverken ambassade eller kulturinstitut eller forlæggerforening kunne hjælpe mig.

Georg Ossegg kan med sine 89 år godt være i live endnu. Hvor gammel hr Traxler er, véd jeg ikke. Men ingen af dem er til at opspore. Ejheller vil nogen kendes ved forlaget.

Måske er det hele endnu én af de spøgefuldheder, man hele tiden glemmer, Tyskland vrimler med. Men under alle omstændigheder er selve problemstillingen værd at tage seriøst.

Selv har jeg altid i mine populærvidenskabelige skrifter givet udtryk for, at folkeventyrene var de undertryktes måde at komme til orde på. At eventyrene så at sige er datidens undergrundslitteratur. Det falder da naturligt at forvente, at mange flere eventyr, hvor forvanskede de end er gengivet, vil blive genstand for en kulegravning af en ny generations 'eventyrarkæologer.'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu