Læsetid: 2 min.

Overtossen Ovartaci

Uprætentiøst filmportræt af en eventyrlig dansk skæbne, den psykiatriske patient Louis Marcussen- efter eget udsagn kunstner, kineser og kvinde
8. januar 1999

På Psykiatrisk Hospital i Århus findes et museum over en af de mest besynderlige skæbner i dansk kunst:

Louis Marcussen, bedre kendt under det indianske navn Ovartaci, der betyder noget i retning af Overtossen.

Marcussen, der døde i 1985 efter at have tilbragt 56 af sine 91 år som patient, fandt sit indianske navn under et ophold i Argentina i 20'rne, hvortil han var emigreret for at prøve lykken som nyudlært malersvend. Rejsen udviklede sig ikke som planlagt. Det var vanskeligt at finde arbejde, og efter nogen tid endte den eventyrlystne unge dansker hos en indianerstamme, hvor han muligvis forsøgte sig med bevidsthedsudvidende stoffer.

I 1929 vendte Marcussen hjem til Ebeltoft, hvor familien efter kort tid så sig nødsaget til at få ham tvangsindlagt på psykiatrisk hospital. Her blev han til sin død.
I den sidste del af Marcussens liv udviklede han et venskab med psykiateren Johannes Nielsen, som efter patientens død udgav en bog, hvori han videregav hans livshistorie og tanker. Denne bog danner grundlaget for Jørgen Vestergaards 25 minutter lange filmportræt, Ovartaci.

Mange år efter hjemkomsten fra Sydamerika fortalte en rejsekammerat, at Marcussen i Argentina havde haft en vision om, at han skulle blive en berømt maler. Han var begyndt at
lave billeder - inspireret af hallucinationer, der formodentlig var fremkaldt af sult - og på hospitalet i Århus fortsatte han under navnet Ovartaci dét, der skulle blive en egentlig kunstnerisk løbebane.

Af med kønnet

Ovartaci var det meste af sit liv relativt velfungerende, og hans fabulerende billeder og skulpturer vidner om en dyb indsigt i østlig mysticisme, reinkarnationsteorier og kunsthistorie. Selv var Ovartaci overbevist om, at han tidligere havde levet mindst tusind liv - de fleste som kvinde - og det var fra disse mange inkarnationer, han hentede stoffet til sin frodige motivverden.

At han tog sin 'kvindelige identitet' alvorligt, beviste han i 1951, hvor han uden større dramatik befriede sig for sit køn med et stemmejern.

I de første år af indlæggelsen så institutionen med skepsis på Ovartacis dybt egenartede kunstudfoldelser, ligesom den frihedselskende kunstner var vred over sin indespærring. Men med tiden mildnedes både læger og patient, og i de sidste mange år levede Ovartaci under en høj grad af frihed og nød diverse usædvanlige privilegier.

Bortset fra de hundredevis af værker og de mundtlige beretninger, Johannes Nielsen har nedskrevet, eksisterer der ikke meget dokumentationsmateriale fra Ovartacis liv.

Vestergaards film læner sig derfor op ad rekonstruktioner og formidlende speak i en grad, så sulten efter at komme tættere ind på livet af denne højst usædvanlige skæbne ikke stilles, men blot pirres.

Filmen fremlægger livsforløbet uden de store armbevægelser, og selv om den først og fremmest er generøs i sin gengivelse af de mange billeder og objekter, ansporer den til videre studier i Johannes Nielsens bog og ikke mindst i Ovartacis originale værker.

Ovartaci - kunstner på Psykiatrisk Hospital. Instr: Jørgen Vestergaard. 35mm. 1999. 25 min. Vises i Øst For Paradis, Århus, fra d. 9. januar. Filmhuset, København, 2.-7. februar. Herefter fjorten danske biografer, vinteren og foråret 1999. Distribution: Det Danske Filminstitut

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu