Læsetid: 4 min.

Film i tv

4. marts 1999

*John Cleese, altid et gensyn værd, har selv skrevet denne meget veloplagte, amerikansk producerede, men engelsk orienterede krimikomedie, der blev en stor succes overalt. Og han har placeret sig selv i en skræddersyet rolle som en hæmmet og meget britisk sagfører, der får sin pæne, halvkedelige tilværelse væltet omkuld af den provokerende Wanda - spillet med herlig fræk charme af Jamie Lee Curtis (klart hendes bedste præstation). Wanda er medlem af en tyvebande, hvis medlemmer - efter et veludført juvelkup - snyder hinanden efter bedste evne. Og Cleese vikles uhjælpeligt ind i intrigerne, fordi han er den eneste, der ved hvor de stjålne juveler befinder sig. Filmen får gang på gang noget skægt ud af sit amerikansk-engelske kultursammenstød, og Monty Python-medlemmet Michael Palin og ingen ringere end Kevin Kline er i topform som bandemedlemmer. Den engelske veteran Charles Chrichton har instrueret uden at glemme sit lette touch fra 1950'ernes Ealing-komedier.
A Fish Called Wanda/ Fisken de kaldte Wanda. DR 2, fredag kl. 20.00-21.45

*Gabriel Axel foregriber her Babettes gæstebuds underfundigt eventyr-fortællende stil. Som i Blixenfilmen (men mere prosaisk) sættes en provinsiel dansk livsstil i relation til noget stort og fremmed. Den lille danske ø Birkø invaderes af olieborende amerikanere, og det sætter selvfølgelig det søvnige provinssamfund på den anden ende. Men det påvirker også øens fjendtlige forhold til en nærtliggende nabo-ø i positiv retning. Den ganske velformede komedie vil gerne anslå en drilagtigt satirisk tone, når den viser danskernes villighed til at lade sig imponere og - med en gennemgående valuta-vits - gange alting med syv i dollarens tegn. Men på bunden er satiren uden bid og faktisk yderst USA-venlig. Filmen er trods alt fra 1958 og vil gerne vise, hvordan USA's kulturimperialisme er med til at skabe fred og fordragelighed. Et budskab, der gik så godt hjem, at filmen, trods sit beskedne kunstneriske format, blev valgt som Danmarks konkurrencebidrag ved Berlin-festivalen.
Guld og grønne skove. TV3, lørdag kl. 19.30-21.10

*Angela Basett, Whitney Houston og Loretta Devine er de dejlige damer i dette drama med komedieovertoner, der blev en overraskende stor kommerciel succes. I hvert fald overraskende for den del af kyniker-Hollywood, der ikke troede det muligt at få et kæmpepublikum ind til ægteskabshistorier med lutter sorte medvirkende. Det er en kvindefilm, der med nogen monotoni hamrer sine pointer hjem om, at mændene er nogle fæhoveder, og at kvinderne skal stå sammen, for hvem kan de ellers regne med? Filmen bygger på en også meget populær roman af Terry McMillan og er instrueret af digre Forest Whitaker, også kendt som skuespiller (The Crying Game).
Waiting to Exhale/ Åndenød. TV2, lørdag kl. 21.20-23.25

*Jean-Pierre Melvilles fantasi-univers af stilfulde gangstere og besatte politifolk er en omskrivning af hans erfaringer som modstandsmand under Anden Verdenskrig, men stammer også fra instruktørens erindringer fra en teenagetid tilbragt i amerikansk films drømmeverden. Melville elskede at opregne sine 63 favorit-instruktører fra det svundne Hollywood, hvis film han kendte bedre end de fleste. Telefon til afdøde (Un Flic) fra 1972 blev hans sidste film og er med sine noget uklare historie og psykologi i nogen grad præget af en instruktør på vej ned ad bakke. Alain Delon er den moralsk flossede politimand, der i jagten på heroinsmuglere kommer på sporet af en bande bankrøvere. For disse gangstere tæller to ting frem for alt: Solidaritet og dygtighed, mens Delons flic må gå anderledes moralsk tvetydige omveje for at nå sit mål. Catherine Deneuve ses som 'farlig' kvinde med sit eget dobbeltspil, og amerikaneren Richard Crenna er gangsternes leder, den mere reelle natklubejer Simon. Det er de mørke, atmosfærefortættede billeder, der bærer filmen - som dog også har en usædvanlig visuelt markant start i fuldt dagslys: Et bankkup på et feriested, hvor regnen pisker ned over den mennesketomme strandpromenade.
Un Flic/ Telefon til afdøde. DR 1, lørdag kl. 01.05-02.40

*Hugh Grant var for få år siden et navn på alles læber, men allerede nu befinder han sig i andet geled. Nogle af hans film fik ikke den forventede succes, deriblandt denne komedie. Hvilket er ganske ufortjent, for nok er den gammeldags, men til gengæld stopfuld af lune og ubesværet fortælleglæde. Hugh Grant spiller en landmåler og tidligere officer, der sammen med en kollega ankommer til en walisisk landsby for at måle højdedraget Ffynnon Garw op. Vi er i 1917, og Grants landmåler har endnu ikke helt overvundet et granatchok fra skyttegravskrigen. Han modtages med udpræget skepsis af en nationalistisk selvbevidst lokalbefolkning, som er mærket af krigens tab af menneskeliv og med en vis ret nægter at lade engelske tilrejsende bestemme om Ffynnon Garw skal kaldes et bjerg eller en bakke. Med snurrig charme udmales det walisiske lilleby-samfund af snu og stejle lokalpatrioter, der i starten gør livet surt for de to fremmede. Grant opdager dog snart, at den walisiske kultur har livsfornyende kræfter at byde på - samt en sød servitrice til det romantiske (Tara Fitzgerald). Filmen, der er instrueret og skrevet af Christopher Monger, blev produceret med kraftig EU-støtte - ganske ironisk, da den så utvetydigt handler om lokalsamfundets oprustning mod en nivellering dikteret oppefra - om at småt er godt. Derved får den fortidige historie en nutidig, maliciøs brod, samtidig med, at den er en varmende hyggefilm om drømmen om det store sammenhold og det gode liv.
The Englishman Who Went up a Hill, But Came Down a Mountain/ Englænderen, der gik op ad en bakke... DR 2, søndag kl. 20.55-22.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu