Note
Læsetid: 2 min.

TEATER

Kultur
6. marts 1999

Lars Norén. Odin Teatret. Morten Korch. Kurt Thorsen. Velkommen til skuespilsamfundet.
Har vi en skuespiller, der ligner folkets glansbillede af en narkoman? Nå ja, ham. Og har vi en, der kan spille en kynisk kunstmaler og på ordentligt forståeligt folkesprog tage røven på en kvindelig kunstanmelder? Ja, selvfølgelig.
Teatrets væsen ligger i det, der sker mellem skuespillere og publikum, og hvem har så instrueret Kurt Thorsen?
Er det Henrik Sartou, som Lars von Trier har valgt til Morten Korch? Han stiller, som anmelderne allerede har bemærket, skuespilleren frem foran rollen. Det gør Odins Eugenio Barba også, men han stiller dem frem foran en anden rolle. Norén vælger i desperation (for ingen har mere end ham gennem mange år forsøgt at få teatret til at fungere som diskussionsrum) at lade folk spille sig selv.
To nazister spiller sig selv. Publikum spiller sig selv.
Det er tre udspil, der sådan set spiler hele teatrets ballon ud til bristepunktet. Inde midt i står så Danterne og Kaalund med deres moderne variant af borgerskabets dukketeater.
Og Shakespeare som musical, Shakespeare som taxa, Shakespeare som rytmedans.

Aller inderst inde står Kurt Thorsen. Han kommer ud fra Vestre som Egon Olsen og folkets mikrofoner siger: Har du en plan, Kurt?
Alle sendeflader ryddes. Kurt bryder ud i sang på d'Angleterre. Her har i mig tilbage, synger han, og sagføreren forhindrer ham i at synge klassikeren færdig, så vi ikke får de udødelige linjer: Mit skib gik ned, men skæbnen var mig nådig.
Kurt på DR. Kurt på TV 2. Kurt i Profilen. Voxpop på gaden: Taler Kurt sandt eller lyver han? Ekspert i kropssprog: Kurt taler sandt. Og adspurgt om det nu også betyder, at det er sandt, hvad han siger: Nej, ikke nødvendigvis. Visse karakterafvigere kan jo holde lodret løgn kørende et helt liv igennem bare på charmen.
Den slags afvigere som indtil for ikke så længe siden hed psykopater. Men karakterafviger er bedre, det er et dødt ord, og det kan ikke bruges til noget som helst.

Pludselig dukker så den grå førerbunker op på skærmen. Det viser sig at være Per Kirkebys hus. Der gav Kurt det papir til Andre Lublin, der burde have sat direktøren for PFA i red alert allerede for et år siden. Men han arkiverede det bare lodret.
Jeg ville bare være høflig overfor Kurt Thorsen, siger han, og så ville jeg så gerne se Per Kirkebys meget spændende hjem. Var der nogen, der sagde Morten Korch?
Og jeg ordnede det i frokostpausen. Først så vi Per Kirkebys meget spændende hjem. Så kom vi til planerne. De ser spændende ud, når Kirkeby bladrer i dem. Det tog tre kvarter.
Manden kommer hjem fra en fodboldrejse til Miami med Lyngby. Han var også med Lyngby i Sevilla, da Kurt sidst forsøgte at få ham i småsnak.
Er en mand der rejser med Lyngby til Miami for at se fodbold egentlig rigtig klog? Er en kunstner rigtig klog? Er Kurt? Er Norén? Er Odin? Er jeg rigtig klog?
Jeg tror sgu, vi går i biffen og ser Shakespeare in Love.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her