Læsetid: 9 min.

Der er andet i verden end litteratur

Skyum og Stjernfelt i en samtale om litteratur, kritik og Pia Tafdrup-epigoner i de svenske fyrreskove
6. april 1999

Kritikerne Frederik Stjernfelt og Erik Skyum-Nielsen møder op i Studenterkredsens lokale allerøverst oppe i Vartov. De er vante gæster i den gamle foredragsforening. Her har de i årenes løb fremlagt og diskuteret så forskellige emner som Einar Már Gudmundssons romaner, katastrofematematik, Solvej Balles prosa og tysk livsfilosofi.

I dag gælder det en diskussion af tidens litteratur og kritik. Tempoet er højt. Jeg når dårligt nok at få båndoptageren tændt, før kritikkens to skarptslebne repræsentanter kaster sig ud i en diskussion af Bent Vinn Nielsens forfatterskab.

Lige så overflødigt det er at stille spørgsmål til Skyum og Stjernfelt, lige så svært er det at få et ord indført i deres interessante talestrøm, der bestandigt afføder nye kommentarer og analyser. Vi begynder dog med et spørgsmål.

– Flere af tidens centrale digtere har udtrykt deres tanker om æstetik og kunstnerisk skabelse i form af poetikker. Hvordan har det påvirket modtagelsen af deres forfatterskaber? Og mere generelt: Hvordan skal kritikeren og litteraturvidenskabsmanden overhovedet forholde sig til denne genre?

Skyum: »Risikoen for kritikken er åbenbar, nemlig den, at man i arbejdet med værkerne kun har øje for de elementer, forfatteren på forhånd har udpeget. En sådan tendens gør sig gældende i beskrivelsen af Per Højholts forfatterskab. Adskillige artikler og bøger har holdt sig til at lede efter og finde dét i Højholts tekster, han i sine to poetikker erklærede, at han ville lægge i dem.«

Højholts norm

»Det er imidlertid svært at sammenligne de forskellige poetikker. Højholt, som i et let forståeligt sprog opremser en norm for sin kunst, inviterer meget direkte til at blive medlæst af de litteraturvidenskabelige tekster, der følger i kølvandet på poetikken. Andre forfattere, som går mere teoretisk til værks og anlægger en næsten filosofisk diskurs, opfordrer ikke til den samme søgen efter forfatterens hensigt. Til dem hører f.eks. Søren Ulrik Thomsen, der jo formår at skifte kasket og sprog, når han formulerer sig om digtningen.«

»Når Pia Tafdrups poetik ikke i samme grad som Thomsens og slet ikke i samme grad som Højholts poetik er blevet brugt i læsningen af forfatterskabet, hænger det sammen med, at den ikke er særlig personlig, men derimod en slags katalog over alt det, der i modernismen siden den franske symbolisme har været pænt og rigtigt at mene om poesi og kunst.«

»Og går vi til de andre poetikker, som er kommet i 80’erne og 90’erne, er de til forskel for Højholts, Thomsens og Tafdrups meget mindre artikulerede, deres aforistiske form formindsker slet og ret fristelsen for kritikken til at opstille små nydelige læseregnskaber. I øvrigt vil man, når man sammenholder digterisk praksis og poetik, i en masse tilfælde nå frem til, at digtene har mere at sige om digtningen end poetikken, det er bare sværere at læse det frem.«

En tredie poetik

Stjernfelt: »Per Højholts tekster er et interessant eksempel på det sidste. Når man taler med ham og bemærker, at han har udviklet sig meget stærkt i årene efter de to poetikker, siger han, at han burde skrive en tredje. Men jeg synes allerede, han har gjort det i og med ’blindgyde-projektet’; de malere, troldmænd, adepter og underlige eksperimentatorer, man så ofte støder på i de tre bøger, projektet udgør, er jo allesammen digterallegorier. Her ligger altså en omfattende poetik, som på en måde er bedre end de to eksplicitte poetikker, hvad Højholt da også indrømmer med et svedent grin.«

– Søren Ulrik Thomsens poetik Mit lys brænder fra 1985 fik en utrolig stor betydning, hvorfor?

Skyum: »Mit lys brænder var god og vigtig, fordi den som poesimanifest indlod sig med teoretisk formuleret viden på et tidspunkt, hvor firserlyrikken stod i fare for at ende i en praktisk orienteret 'sig-selv-nok-hed' og en biologisk oprindelighedsdyrkelse. Det var, som blev der tændt lys i lokalet. Mit lys brænder var en indsats i det fælles.«

Stjernfelt: »Ja, den markerede et meget væsentligt skred, også fordi den på en vis måde tog afstand fra generationsfællerne F.P. Jac, Michael Strunge og Bo Green Jensen, der først i firserne fremstod som de tre store generationsheroer. Deres værker var jo gennemsyret af en tiårsmytologi, der let karikeret lød: 60’erne var gode, 70’erne var onde, og nu genopdager vi 60’erne. Thomsens indsats var helt anderledes, den var transhistorisk eller i hvert fald uinteresseret i at placere sig selv i en sådan tiårstænkning. Mit lys brænder bidrog dermed til en ny digterisk åbning.«

Resten af Norden

Skyum: »I forbindelse med firserdigternes gennemslagskraft kan man måske indskyde, at det på et meget tidligt tidspunkt lykkedes for dem at nå ud til resten af Norden. Firserdigtningen blev i visse miljøer i Norge og Sverige nærmest skoledannende og normsættende, sådan at der vandrede Thomsen-, Strunge- og Tafdrup-epigoner rundt i de store, svenske fyrreskove og mellem de norske fjelde.«

– Hvordan vil I beskrive tidens litterære kritik?

Skyum: »Selvom man ikke kan tale om en egentlig strid i kritikken, mener jeg godt, at man kan nævne nogle kontroverser – nogle underliggende modsigelser – som ytrer sig i de meget divergerende modtagelser af enkelte bøger og hele forfatterskaber. Et af de værker, der har været meget delte meninger om, er Pia Tafdrups prisbelønnede Dronningeporten, og af forfatterskaber, der har delt kritikken, kunne man f.eks. nævne Lene Henningsens og Simon Grotians.«

»Det er svært at sætte de forskellige læsninger på formel, men jeg mener at kunne se en modsætning mellem en kritik, som primært er læseorienteret og en som primært er skriveorienteret. Den første interesserer sig for at sætte ny litteratur i dialog med andre vidensområder, kritikken spørger altså bevidst efter, hvordan f.eks. det eksistentielle, det psykologiske, det politiske og det religiøse bliver tematiseret i en ny bog.«

Grænseområder

»Og fordi halvfemserne er, som de er, er det ikke så meget det psykologiske – som mest er tabu – og det politiske – som anses for befængt, men det eksistentielle, det biologiske, det filosofiske, det alment æstetiske og så det religiøse, der dukker op som områder, den nye litteratur grænser op til. En kritik, der interesserer sig for samtalen henover disse grænser, bliver favnende og vandrende, og kunne måske kaldes for maksimalkritik. Over for den står så den skriveorienterede kritik, minimalkritikken, der ikke interesserer sig så meget for, om der kan læses, men om der er skrevet. Det handler ikke om værker, men om kunstnerisk produktivitet.«

»Den kritik kan for så vidt juble alene på grund af fem gode linjer i en bog – fordi de er vidnesbyrd om, at der her er et digterisk potentiale – uden i øvrigt at bekymre sig om, hvorvidt der kan tænkes med det skrevne. Interessen for værkets udsagn står altså over for interessen for, om der overhovedet er en kunstner på færde.«

»Det er klart, at der er forfatterskaber som mere end andre tydeliggør kontroverserne. Hvis en forfatter som Grotrian skriver tekster så tætte og så flimrende, så alt eller intet så at sige kan lægges i det, og man derfor næsten er nødt til at nøjes med at konstatere, at her er der skrevet på en spændende måde, ja, så inviterer disse tekster til at blive strøget med hårene af minimalkritikken. Hvorimod et forfatterskab som den modne Thomsens, der meget eksplicit lægger op til en dialog med sider af filosofi, religion og endda med et specifikt kristent tydningsunivers, nødvendigvis må blive en rød klud i hovedet på minimalkritikken, fordi det i den grad insisterer på, at der er andet i verden end litteratur.«

Noget ydre sociologisk

Stjernfelt: »Det lyder for mig som en ganske plausibel diagnose, men jeg tror også, at der er noget ydre sociologisk i det. Nu har der i en del år været en stor gruppe af mere eller mindre talentfulde personer, der måske har savnet at træde i karakter som generation.«

»Og en klassisk måde at gøre det på er jo at finde et eller andet være enige om at være imod. Der kommer min kollega på Weekendavisen Lars Bukdahl ind i billedet, for han har jo stået som en art talerør for en modstand mod Thomsen. Han har simpelthen ikke leveret en anmeldelse af noget inden for de sidste to år uden at aflevere et sidehug til Thomsen.«

»Men går man tilbage til udgivelsen af Hjemfalden, hvor han var en mindre kendt kritiker, end han nu er, vil man se, at han dengang gav Thomsen den mest skamrosende omtale, han overhovedet fik i hele pressecirklen. Det kunne godt se ud som om Bukdahls kritik af Thomsen er mere end en seriøs stillingtagen, den har også at gøre med en strategisk vilje til at oprette en 90’er-generation. Hvad Thomsens digtning angår, er Bukdahl jo vendt på en tallerken.«

»Mere generelt kan man sige, at minimalæstetikken er en underafdeling af en stor syge i tidens æstetiske diskussion, nemlig en automatisk videreførelse af den negative side af avantgardens tradition, altså tanken om, at hvis man overskrider en æstetisk, politisk eller samfundsmæssigt given norm, så er den overskridelse i sig selv noget værd. Man interesserer sig ikke for, om man artikulerer noget vedkommende, man interesserer sig alene for overskridelsen.«

»Men hvis man vil overtage metaforen om ’den eksperimenterende kunst’, så må man følge den ud i den konsekvens, at ikke alle eksperimenter er gode. Eksperimenter kan netop mislykkes.«

Re-traditionalisering

»Men bagved minimalkritikkens snævre fokusering på litteraturens litteraritet – altså den manglende interesse for hvad litteraturen kan, hvad den handler om, og hvad den står i dialog med – lurer også retraditionaliseringen af den akademiske verden.«

»I 60’erne blev alle tænkelige døre slået op, man udvidede tekstbegrebet og importerede i stor stil psykologisk, sociologisk og filosofisk teori, men i opgøret med den tids politiske forestillinger har man kasseret mange af gevinsterne, fordi man forestiller sig, at det, der dengang gik galt, var, at man tilegnede sig de udefra kommende teorier, og at vi nu må besinde os på litteraturfagets egen tradition. Men spørgsmålet er, om den tradition er ret meget værd. Jeg oplever i al fald tendensen til at være lukket litterær som kvælende.«

– Hvad kendetegner tidens litteratur?

Skyum: »Der er naturligvis flere interesser på færde, men forsøgsvis kunne man skitsere tre tendenser. For det første møder man et digterisk engagement i retning af videnskaben, her spørges der med en encyklopædisk interesse om hvad, der kan vides. For det andet rumsterer en række forfattere med et avanceret erkendelsesteoretisk projekt, der tager udgangspunkt i forskellige filosoffer. Disse digtere spørger til, hvordan, der kan vides og tænkes.«

»Dertil lægger sig for det tredje et antropologisk-religiøst engagement, som spørger til, hvad der kan tros. Skulle man konkretisere disse tendenser, kunne man f.eks. nævne den seneste digtsamling af Carsten René Nielsen, der synes at markere et stilskifte værk fra en social-surrealisme i retning af den encyklopædiske interesse, hvor digtningen går i dialog med definitorisk-leksikalske diskurser, mens de erkendelsesteoretiske spørgsmål trænger sig på i f.eks. Niels Lyngsøs forfatterskab.«

»Som eksponenter for den tredje tendens – altså hærskaren af engle, der myldrer gennem litteraturen – står Merete Pryds Helles prosa, Naja Maria Aidts kortprosa og Søren Ulrik Thomsens lyrik.«

»Jeg forestiller mig, at vi i øjeblikket venter på, at kritikken omjusterer sig i forhold til litteraturen. Tag nu Solvej Balles forfatterskab. Hun dækker alle de tre erkendelsesinteresser, jeg her har beskrevet. At forsøge at læse hende ind i et 90’er-minimalistisk paradigme, hvor det bare handler om at demonstrere kunstnerisk produktivitet, er meningsløst, fordi det er et forfatterskab med kolossale antropologiske, filosofiske og poetologiske dimensioner.«

Stjernfelt: »Din analyse rejser spørgsmålet om, hvad er det for nogle tekniske greb, der karakteriserer den metafysisk prægede prosa. For mig at se handler det om en vis generalitet i teksten. Der er jo blevet talt meget om kortprosa og punktromaner, og et fællestræk ved disse bøger er – udover det relativt minimale ordforråd – at de foregår underligt uspecificeret i tid og rum. Handlingen udspilles ikke i eksteriører propfulde af genkendelige ting, men i relativt skrabede, ja næsten mytiske interiører.«

»Dermed signalerer teksterne, at man skal læse dem som meget generelle udsagn. Det kunne være en grund til diskrepansen mellem kritikken og litteraturen.«

»Den minimalistiske kritik er jo nærmest en antigenerel kritik, der mest interesserer sig for specifikke ting. Denne kritik overser derfor en af litteraturens styrker: At den tit opholder sig et underligt sted mellem den principielle, filosofiske tekst og den konkrete, hverdagssproglige tekst.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu