Læsetid: 2 min.

Klassisk

7. september 1999

Lotti og requiemteksten
*I en tid hvor nye cd'er hagler ned over denne verdens musikelskere, kan det undre, at der stadig er helt nye indspilninger at foretage. Antonio Lottis (1667-1740) Requiem er nu kommet i en first ever recording. Lotti skrev en længere række messer, motetter, solokantater og ikke mindre end 22 operaer. I sin tid var Lotti ikke en Hr. Hvem-som-helst, han be-
stred betydelige embeder og skrev en hulens bunke musik, især til kirkeligt brug. Den aktuelle indspilning med det dygtige Balthasar-Neumann-kor og -ensemble under Thomas Hengelbrock. Gammel musik på nye flasker, der sagtens tåler dagens lys.
Antonio Lotti: 'Requiem'. Balthasar-Neumann-kor og -ensemble under Thomas Hengelbrock. DHM Deutsche harmonia mundi (05472 77507 2)

Kingo og musikken
*Religionspædagogisk Forlag har med beundringsværdig grundighed udgivet en cd med danske salmer forsynet med gamle melodier. Stehn, Kingo og Brorson er de tre gennemgående salmedigtere. Hovedanliggendet med cd'en er at søge tilbage til originale melodier. I det fremragende teksthæfte, som ledsager cd'en føres lytteren ind i tekstens og musikkens verden. Salmerne synges af Jette Thomsen, der akkompagneres af organisten Michael J. Thomsen. En cd der søger tilbage til kilden og derved danner et kontrapunkt til nutidens tolkninger af det gamle materiale. Sangeren med den til pædagogisk brug skolede stemme, kunne være en repræsentant fra menigheden.
Stehn, Kingo, Brorson - danske salmer på gamle melodier. Sunget af Jette Thomsen. Ved orglet: Michael Thomsen. RPC-CD105.

Andersen og musikken
*Komponisten Sven Erik Werner viser en side af sig selv på en ny cd, som vi ikke har hørt så tydeligt før. I værket Det Utroligste til H.C. Andersens tekst, åbner Werner op for dén musikalske godtepose, der originalt trækker på den gamle musik. Amerikansk minimalisme, Vivaldi, romantisk uhyggemusik, Stravinsky, Saint-Saëns. Blandt andre.
Den eventyrlige musik ledsages af Vigga Bros stemme, der med stor indlevelse og perfekt timing gengiver historien. Musik til børn - voksne tager heller ikke skade af den. Musikken, der lyder så bekendt, angår også Fuzzys "Konen med Æggene," der iklædes orkestergevanter af Sven Erik Werner. Udgivelsen med de musikalske eventyr afsluttes med Finn Høffdings "Det er ganske vist!"
Alt i alt en smuk og helstøbt cd-udgivelse, spillet med vid og bid af Odense Symfoniorkester under Jan Wagner.
Musikalske eventyr af H.C. Andersen (musik af Werner, Fuzzy og Høffding). Odense Symfoniorkester under ledelse af Jan Wagner. Oplæsning: Vigga Bro. dacapo 8.224099

Reduceret orkestermusik
*Rosinen i pølseenden er i udgangspunktet en herlig ting, nemlig alle de uforglemmelige tårepersere fra de store film (temaet fra Schindlers Liste, Smile fra Moderne Tider, La strada fra filmen af sammen navn - i alt 16 ørehængere. Spillet af strygekvartetten I Salonisti plus pianist. For så vidt udmærket, men med tanke på de raffinerede versioner med orkester, må man sige, at dette er en undværlig udgivelse. At putte det storladne udtryk ned i kammermusikalsk format grænser til det forbryderiske.
I Salonisti spiller filmmusik. Sony Classical SK 61731

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu