Læsetid: 2 min.

Klassisk

5. oktober 1999

Historisk musik
*Han havde sin debut i København den 28. august 1894. Johan Svendsen tilegnede ham sin Romance op. 26. Navnet er Henri Marteau. Den franske violinist levede fra 1874-1934, han var et gudsbenådet talent, som nåede at diskutere buestrøg med Brahms, se Wagner dirigere i Bayreuth, få tilegnet en masse værker af førende komponister. Nu har det svenske plademærke Caprice i serien Collector's Classics samlet optagelser af Marteaus koncerter i Sverige. De fire cd'er præsenterer også svenske Marteau-elever. Vi hører musik fra begyndelsen af århundredet og op til vor tid. Der er skrat og sus i den helt store stil, men et oplagt samlerobjekt er disse historiske indspilninger.
Henri Marteau. Swedish pupils & Colleagues. Collector's Classics vol. 7. 4 cd'er. Caprice CAP 21620

Sibelius' strygermusik
*Fra de historisk interessante tolkninger af Marteau med fransk glød og glidetoner hos Bach så man må trække på smilebåndet, er det en ganske anden verden, der møder lytteren på cd'en med al Sibelius' musik for violin og orkester. Miriam Fried spiller Violinkoncerten med Helsinki Filharmoniske orkester under Okko Kamu. Serenaderne spiller Jaakko Kuusisto med Kuopio Symfoniorkester, og Leonidas Kavakos spiller de seks Humoresker med Tapiola Sinfonietta. Jeg nyder Frieds mørke tone, hendes teknik i almindelighed, de præcise dobbeltgreb i særdeleshed. Der er ikke tale om Sibelius-tolkninger, der peger i nye, uventede retninger, men gennemsolide opførelser, der sagtens tåler at komme på disc.
Sibelius: Complete works for Violin and Orchestra. Finlandia 3984-27835-2

Holmboes kvartetter
*Holmboe fandt sin kompositoriske vej - og blev der. Manden var lig med stilen. Strygekvartetternes naturlyrik, deres lidenskab og folkemusikalske karakter, er med til at tegne billedet af en komponist, der ville gå andre veje end de kolleger, der dyrkede den danske pludrende, pastoral-tone. Holmboes grundstudier i musik fra Balkan, hans beundring for Bartóks musik, hans udtryksvilje præget af indadvendt vildskab, er med til at skabe 'musikalske vulkaner'. Den organiske udvikling må føre til udbrud. Musikken drives frem af en indre vildskab, som kun momentvis balanceres af rolige afsnit, der mest af alt antager et udtryk af 'stilhed før stormen'. Kontrakvartetten gør et fremragende arbejde med at udgive Holmboes kvartetter. Dette er den femte cd i kvartet-serien på plademærket dacapo.
Vagn Holmboe: String Quartets no. 13, 14 og 15. Kontrakvartetten. dacapo 8.224127

Tilbage til rødderne
*Violinisten Joshua Bell hører til i den dyre ende blandt de turnerende solister. På cd'en Short Trip Home hører vi musikeren i en helt ny sammenhæng. Bell er ifølge coverfotoet taget hjem på farmen, hvor han møder kolleger og sød musik opstår. Folkemusik er i dette tilfælde den søde musik. Ikke manipuleret som hos Nigel Kennedy eller radikalt nytolket som hos Kronos Kvartetten. Joshua Bell & co. går tilbage til rødderne og spiller medrivende, swingende folkemusik, komponeret af tre af de medvirkende musikere: Edgar Meyer, Mike Marshall og Sam Bush. De medvirkende er afbildet i meget landlige omgivelser, hvilket korresponderer med musikken, men musikerne kan med deres brillante teknik næppe komme fra country-musikkens afdeling. Det er klassisk skolede musikere i eliteafdelingen, som heldigvis ikke har glemt et hjørne af den musikalske arv.
Joshua Bell med flere. Short Trip Home. Sony Classical SK 60864

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu