Læsetid: 13 min.

Besættelse og besættelser

I dag udkommer Karen Sybergs bog ’Ved nærmere eftertanke’. Nynne Koch ser tilbage. Det følgende kapitel handler om Nynne Kochs oplevelser under besættelsen. Vi kommer ind i historien på det tidspunkt, hvor Danmark har været besat i et års tid. Nynne Koch har i 1940 forladt sin første mand. Hun er selv blevet svigtet af den mand, der var årsagen til, at hun brød ud af sit ægteskab, og står nu som enlig mor
Kultur
11. november 1999

Det foreløbige resultat af kærlighedsforviklingerne var dog, at Nynne var blevet enlig mor med tre små børn på fire og to år. I modsætning til så mange andre enlige mødre, ikke mindst på daværende tidspunkt, var hun dog økonomisk betrygget og i så henseende ikke i nogen udsat position. Hun var altså ikke tvunget til selv at forsørge sig og sine børn, men hun ville alligevel gerne have et arbejde. »Man bliver også stolt, jeg ville ikke bede nogen om noget.«

Nynne Koch fandt ved sin fætter Peters hjælp et arbejde i Antikvarboghandler Kaabers antikvariat i Læderstræde i København. Det var endda lidt af et ønskejob, hvor bogormen Nynne kunne beskæftige sig med sjældne og gode bøger hele dagen. Det passede hende godt.

Og efter nogle år fik hun også et seksuelt forhold til den tyve år ældre Niels Kaaber. I 1945 blev de gift.

»En af grundene til at jeg blev interesseret i min anden mand var, at han var med i modstandsbevægelsen. Han havde forhandlinger med Frihedsrådet i forretningen på sit kontor og var involveret i udsendelsen af illegale blade,« forklarer Nynne Koch.

Det forhold skal nemlig forklares lidt, for egentlig levede Kaaber ikke op til idealerne. Men hun befandt sig i en overgangssituation, hun havde forladt sin mand, og årsagen til at det var kommet dertil, havde i mellemtiden fundet en anden. Humøret var af gode grunde ikke alt for højt, og Kaaber repræsenterede en opmuntring. Desuden var han en god elsker, og for Nynne var sex blevet en anderledes betydningsfuld faktor end tidligere. Hun var dog klar over, at hun ikke ville have børn med ham, og de boede heller ikke sammen.

Hun og pigerne flyttede efter besættelsen alene til en lejlighed på Vesterbrogade, som Nynne Koch siden beboede i mange år. »Det var en pragtfuld lejlighed i to etager med atelier øverst oppe og fire værelser neden under. Jeg boede der til 1966.« Og så blev hun selv antikvarboghandler, »på et tidspunkt, hvor jeg overvejede at bryde med Kaaber.«

En overgang var de heller ikke sammen, men de blev gode venner igen, »det var lidt frem og tilbage.« På et tidspunkt, hvor Kaaber var i tyskernes søgelys, boede han oven på Nynne Kochs antikvariat, Læsehesten, der lå og endnu ligger i et lillebitte to-etages hus på Alhambravej, Frederiksberg. På huset står der stadig: »Antikvariat. Anno 1944.«

Det kom ikke for alvor til et brud, men Nynne var hele tiden usikker på, om forholdet var rigtigt. Hun var godt klar over, at det var de ydre ting, der vejede tungest. Udover Kaabers status som modstandsmand var han en levemand, der tog Nynne med ud på dyre, flotte restauranter - »dengang var jeg tilpas barnlig til, at jeg syntes, det var spændende« - han havde forstand på bøger og litteratur, og sidst, men ikke mindst, havde de det godt sammen seksuelt.

Men hun skammede sig lidt over ham og erindrer en smule brødebetynget, at hun følte sig lettet, hvis han ikke kunne være med til de familiemiddage, der stadig blev holdt af Nynnes mor. Alt sammen urovækkende tegn. I 1947 blev parret skilt.

Fiktion og virkelighed

Danmark var besat, og Nynne Koch husker besættelsen som »en frygtelig tyngde og væmmelse.«

»I de senere år har der være megen tale om, at vi husker forkert, at vi ikke var så store modstandsfolk, som vi gerne vil bilde os ind. At vi accepterede vældig meget.«

»Sådan mener jeg ikke det var. Selv gjorde jeg ikke meget fordi jeg havde mine tre børn at tænke på. Men selv om man ikke direkte deltog i modstandskampen, så gjorde man alt, hvad der kunne støtte og hjælpe, der var overhovedet ikke tvivl om ens indstilling.«

»Mens jeg var gift med Erik Middelboe, var jeg blevet meget gode venner med Dyveke Reumert, datter af Poul Reumert. Vi boede på daværende tidspunkt begge i Torvegade på Christianshavn i en ejendom, hvor der var køkkenaltaner med nedstyrtningsskakt, og man kunne ikke undgå at støde på dem, man delte nedstyrtningsskakt med. Jeg delte skakt med Dyveke.«

Netop denne sommer brugte Nynne Koch ikke sin lejlighed på Rahbeks Alle. Sammen med den jævnaldrende Regitze Caroc og dennes søn havde Nynne og børnene lejet et hus i Hornbæk, og her gik de to veninder og snakkede om, at det kunne være morsomt at skrive en kriminalroman. Begge var de store fans af Agatha Christie, men med besættelsen var det slut med at få engelske bøger.

Regitze var Nynnes mangeårige veninde, hun havde for eksempel ofte boet hos Nynne i Stenhuset, når Erik Middelboe ikke havde ferie og kunne være der.

I de berusende dage efter befrielsen traf Regitze en R.A.F.- officer, og de to blev så glade for hinanden, at han blev i Danmark, selv om han var gift. Regitze og Nynne blev inviteret med til de engelske officerers middagsselskaber, der ufravigeligt sluttede med den utraditionelle skål: This is to wives and sweethearts - may they never meet!

Dette skete såvidt vides aldrig i Regitzes tilfælde, men alligevel medførte den britiske officers civilstand en række groteske forviklinger. I Danmark fik han nemlig ansættelse på den britiske ambassade, hvor han fortalte, at han var fraskilt og gift igen med Regitze. Sagen var imidlertid, at han ikke efter krigsårenes fravær kunne blive skilt pr. distance. En engelsk lov, der skulle sikre soldaterhustruers rettigheder, forbød at ægteskaber opløstes, før manden var vendt hjem og havde tilbragt et nærmere angivet tidsrum ved den hjemlige arne.

Regitze og hendes britiske officer ville hellere end gerne giftes, men nu stod de altså i den paradoksale situation, at de dels ikke kunne blive gift, uden at han vendte tilbage til sin hustru - og dels ikke kunne blive det, fordi de i omverdenens øjne allerede var gift.

Måske kunne det sidste, at den forelskede officer havde løjet for ambassaden om sit forhold til Regitze, være blevet ordnet i al diskretion, hvis ikke der var sket det, at dronningen over Det Forenede Britiske Kongerige, Elizabeth II, havde meldt sin ankomst. Men nu skulle ambassadens stab møde op i galla- med hustruer. Gyldige undskyldninger gaves ikke. Og da Regitze først havde nejet og givet Elizabeth hånd, var der ingen vej tilbage. De to måtte i al fremtid forblive hemmeligt ugifte. Alt andet ville være majestætsfornærmelse.

Endnu lå alt dette dog skjult i fremtiden. Krigen var i fuld gang, og der var to unge damer, der savnede stimulerende læsestof. Så efter ferien besluttede de sig til selv at dække det opståede behov, og det, der var begyndt som en løs tanke og lidt uforpligtende underholdning, resulterede i sidste ende i to kriminalromaner, Du skal dø en voldsom død og Månemorderen.

»To nydelige unge Damer af det københavnske Bourgeoisi har foretaget sig noget saa usædvanligt som at skrive en Kriminalroman,« beretter signaturen Scout i anledning af debuten under overskriften: Vi myrder kun Damer.

Scout »møder dem ved en drink og præsenterer Fru Nynne Koch (Datter af afd. Retspræsident Koch) og Fru Regitze Caroc. Den første mørk og ilter, den anden askeblond og blid.« Så er stereotyperne fastlagt.

Et af spørgsmålene Iyder dernæst: »Har Damerne kunstneriske Ambitioner?« hvilket begge skyndsomst benægter: »R. C. Næh... Kunst er det ikke... N. K - Højst Kunsthaandværk!«

Videre vil Scout have klar besked om, hvorvidt der er »udførlige Skildringer af de myrdede Damers Paaklædning«, hvilket får Regitze til at forsikre, at »vi har ikke skrevet feminint, men gjort det, som Mænd ville skrive - tror vi da.« Sådan var tonen over for ’Damerne’ i fyrrerne, og sådan vurderede Regitze – og også den Nynne, der foretrak mænds selskab, fordi det intellektuelle niveau var højere - vel også selv hierarkiet. Det var bedre at skrive som mænd end at skrive feminint.

»Dengang var kriminalromaner noget utroligt inferiørt, det var ikke noget, der blev anmeldt,« forklarer Nynne Koch. »Men det var mærkeligt og nyt at to piger skrev sammen, så derfor blev der lavet interviews med os, og der var billeder af os alle vegne i aviserne. Det var Iykkedes os at skaffe nogle sorte dragter med hvide bluser, og vi syntes, vi så ret flotte ud. Men i avisen lignede vi mænd. Det var vi sure over, husker jeg.«

Før de to veninder nåede så langt, var der dog sket voldsomme ting i det virkelige liv. Mens Nynne og Regitze ferierede med deres børn i Hornbæk, blev Nynne ringet op af Dyveke Reumert, der skulle have afsat flere engelske faldskærmsfolk, end hun selv kunne huse. Nynne Koch havde plads på grund af landliggerlivet, og hun var parat til at hjælpe, men skyndte sig at sige »Dyveke, ikke i telefonen.«

»Vi mødtes så, og Dyveke fortalte, at det var Aage Schoch, medlem af Frihedsrådet, der ønskede at låne lejligheden. Jeg ville gerne, men det skulle være helt vandtæt,« forklarer den daværende kriminalforfatter in spe, »så jeg indrykkede annonce, så han kunne ringe til mig.« Det blev en beslutning, der skulle give Nynne Koch mere spænding i tilværelsen end nogen kriminalroman.

En tapper pige

Faldskærmsfolkene installerede sig på Rahbeks Alle, og en tid gik alt godt, men så sprang Dyveke Reumerts lejlighed i luften. Faldskærmsfolkene havde eksperimenteret med bombefremstilling.

»Jeg fik mit livs chok, rådspurgte Kaaber, der jo var modstandsmand, og han fik fat i Schoch og bad ham om at få de folk til at flytte. Nu turde jeg ikke mere.«

Regitze Caroc var ligesom Nynne Koch selv enlig mor, men hun havde ikke barnepige, så da de efter sommerferien faktisk gik i gang med at skrive, hændte det ofte, at Nynne overnattede hos Regitze, fordi de havde siddet og arbejdet ind i spærretiden. Men en morgen, da Nynne kom hjem efter en sådan nat, blev hun mødt af en rystet, ung barnepige, der fortalte, at der havde været tyske soldater på besøg.

»Den tapre pige havde stillet sig op foran børnenes værelse og sagt: ’Her kommer De ikke ind’. Det var ikke så længe efter, at vi var kommet tilbage fra sommerferien, og nu fik jeg et nyt chok. Jeg opdagede, at mit chatol var pakket med maskingeværdele. Heldigvis havde tyskerne ikke fundet dem. Dem fik jeg så modstandsfolkene til at komme og hente.«

Maskingeværdelene var fjernet, tyskerne kom ikke igen, og det så ud til, at Nynne Koch var sluppet med forskrækkelserne. Men en dag blev hun ringet op på arbejde. Det var i 1943, og Nynne Koch havde i mellemtiden fået arbejde på Statens Udvandringskontor. Opringningen var fra Dagmarhus, det tyske hovedkvarter. Om hun ville være så venlig at komme til afhøring.

Nyheden løb som et ild gennem kontoret, og hendes chef sendte nervepiller hen til hende. Godt havde hun det heller ikke, men hun vidste at hun var nødt til at møde op.

Det var en dansk mand, der forhørte hende. Nynne Koch forklarede, at hun havde haft en annonce i avisen, hun havde bare lejet ud og ikke drømt om, at der var noget galt. – Hvem hun havde lejet ud til? – En hr. Schoch. – Se, se. Ja, han er jo ikke af de bedste børn!

Om hun blev troet, ved Nynne Koch den dag i dag ikke. Men hun spillede sin rolle til ende. »De må love mig at sende mig besked. Jeg må da vide, hvem der har boet i min lejlighed,« sagde hun. Så fik hun lov at gå.

Aage Schoch fortalte senere, at de faldskærmsfolk, der havde boet hos Nynne Koch, var blevet taget af tyskerne og havde forklaret, at de havde opholdt sig i hendes lejlighed.

»Efter den tid turde jeg ikke have børnene hos mig. De tre piger blev sendt til Herlufmagle til min mors gamle bekendt Louise Carlsen, kaldet Visse. Hun havde været reserve for Linnea, når denne havde fri eller forfald, og jeg vidste, at hun ville give sit liv for børnene. Så måtte jeg se stort på, at hun også ville fortælle dem, hvilken dårlig mor jeg var, når jeg sendte sine børn bort.«

»Men der boede altså Karen, Lene og Lone resten af besættelsen og gik i landsbyskole. Jeg besøgte dem, når jeg kunne slippe af sted, og Visse forkælede dem frygteligt. Når de havde legekammerater på besøg, serverede Visse franskbrød med margarine til legekammeraterne, men på pigernes stykker smurte hun rigtigt smør.«

Specielt husker Nynne Koch en cykeltur sammen med Niels Kaaber til Glumsø under generalstrejken i august 1943.

Den cykeltur ned gennem byen glemmer jeg aldrig. På vejen gennem byen kom folk hen til en. En gammel dame sagde: ’Inde i den gård er der stadigvæk vand’.

Ved næste gadehjørne blev vi stoppet: ’Lad være med at køre den vej, der er en tysker, der lige har skudt et barn’. Sådan gik det hele tiden. Der var denne her mærkelige stemning, som vi aldrig rigtig havde mødt før, af solidaritet og hjælpsomhed, nu måtte vi sørme holde sammen. Det er sådan en oplevelse, som gør, at jeg egentlig stadigvæk husker besættelsen som positiv.

Og det er det samme, der gør, at jeg ikke rigtig tror på det, når folk siger, at i virkeligheden var vi værnemagere alle sammen. For det kan jeg altså ikke huske. Jeg husker at det på den ene side drejede sig om ikke at råbe for højt, men på den anden side gøre hvad vi kunne for at modarbejde tyskerne. Som eksempelvis på denne cykeltur. Da vi kom til Roskilde, var alle butikker lukkede, men alle de handlende var kørt ud på torvet, så danskerne kunne købe mad - vi købte en kasse røgede ål for tre kroner! Egentlig var der en feststemning over det hele.

På Statens Udvandringskontor havde vi også noget at gøre med at sende madpakker til danske arbejdere i Tyskland. Men samtidig med at arbejdet bestod i at hjælpe tysklandsarbejderne, var mange dybt involveret i undergrundsaktiviteter. Der foregik vældig megen modstandsaktivitet samtidig med at det officielle arbejde havde at gøre med at hjælpe tyskerne."

To stykker kul

»Det var et stort held, pigerne kom til Herlufmagle. Jeg var rædselsslagen efter at tyskerne havde fået øje på mig og min lejlighed, og desuden var der hele tiden luftalarmer. Der var tysk antiluftskyts lige ude på Roskildevej, så der blev skudt forholdsvis nær ved os. I husene omkring os raslede vinduerne i stykker.«

»Mens vi stadig boede alle fire på Rahbeks Alle, kan jeg huske, at vi satte os på gulvet ved kakkelovnen, når der var luftalarm, for der var den bærende væg stærkest. Så sad vi rundt om kakkelovnen og læste historier og havde det egentlig meget hyggeligt.«

»En dag kom Karen hjem med to stykker kul, som hun havde fundet på gaden. Jeg roste hende og sagde, at det var en stor hjælp sådan at få kul til kakkelovnen. Så gik hun ud igen, og lidt efter kom hun tilbage med hele legevognen fuld af kul. Hun havde fundet et åbent vindue ind til en kælder. Nu fik hun pludselig skældud for det, hun lige var blevet rost for. Ungen begreb ingenting. Mine piger legede med andre små piger fra Rahbeks Alle, der gik i den franske skole, som ved en fejltagelse blev ramt under de allieredes bombardement af Shell-huset."

Et tæppe

Bortset fra episoder som ovenstående var besættelsen imidlertid mest et spørgsmål om rationeringsmærker og om underlige forsøg på at lave te af hyben eller kastanier, mener Nynne Koch.

»Da jødeforfølgelserne toppede og jøderne flygtede til Sverige, havde jeg i min forkælelse været ude at kigge på et tæppe, en kelim, der var på udsalg. Det var meget flot, og jeg havde slet ikke råd til det. Men jeg havde en båndlagt formue, som jeg fik renterne af, og som jeg skulle arve efter min onkel. Men jeg kunne kun disponere over dem som arv. Både min onkel og mor nærede dyb mistro til min økonomiske sans.«

»Nu ville jeg imidlertid frygtelig gerne have det tæppe, så jeg gik ind i sparekassen, hvor pengene stod, og spurgte, om jeg kunne få lån, når de fik sikkerhed i de penge der stod. Det var desværre forbudt, når der var tale om en båndlagt formue, fik jeg at vide. Men bankfunktionæren stod lidt og kiggede på mig, og så sagde han: ’Vent et øjeblik, så skal jeg spørge kontorchefen.’ Kontorchefen kom ud og sagde: ’Hvis De står og har brug for pengene nu, så får de dem.’«

»Så gik det op for mig, at de troede, jeg var jøde og skulle til Sverige. Jeg skammede mig sådan over min forkælelse, og forfjamsket sagde jeg: ’Åh nej, jeg skulle bare købe et tæppe,’ og styrtede ud. Der forstod jeg, hvor alvorlig situationen var, og også i hvor høj grad danskerne støttede jødernes flugt.«

 

Engageret debattør

Nynne Koch er blandt andet stifter af Kvinfo, det tværfaglige kvindebibliotek, der i dag har til huse i ’Fisken’, tilbygningen til Det nye kongelige Bibliotek. Til trods for at hun var en generation ældre end rødstrømperne – hun er født i 1915, det år kvinderne fik stemmeret – spillede hun en central rolle i 1970’erne og ’80’erne kvindebevægelse.

Hun arrangerede udstillinger, udgav tidsskriftet Forum for Kvindeforskning og de forelæsninger på Folkeuniversitetet, som hun over et tiår stod for, tiltrak hvert år flere hundrede tilhørere og var et væsentligt led i tidens debat om kvindefrigørelsen.

Selv har hun helt tilbage fra 1950erne været en engageret debattør i kvindespørgsmål. Hun begyndte imidlertid som kriminalforfatter og har også skrevet ’rigtige’ romaner.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her