Læsetid: 4 min.

Film

Kultur
30. december 1999

*Edvard Persson, svensk folkehelt, er måske nok, hvad man på et fremmedsprog kalder an acquired taste, men den digre, joviale hyggespreder og malmfulde sanger var en smag, som masser af danskere med glæde akkvirerede i Besættelsestidens første år. Da gjorde befolkningen den svenske folkekomedie Landevejskroen til et årelangt tilløbsstykke i biografen Nørreport, delvis i protest mod tyskernes krav om germanske film på germansk besatte lærreder, men også fordi man kom til at elske den runde Persson med klovneansigtet og den herlige sangstemme. Han regnes i sit hjemland for det største biograf-trækplaster nogensinde, og Landevejskroen har stadig sine kosteligt gammeldags og naive højdepunkter - f. eks. når den illustrerer Perssons dybt grebne og velklingende sang Jeg har boet ved en landevej hele mit liv med en god gammeldags montage-sekvens.
Kalle på Spången/Landevejskroen. Sverige TVI , torsdag kl. 14.25-16.00

*Wes Craven, garvet gyser-veteran, slog kludene sammen med den unge kvikke manuskriptforfatter Kevin Williamson og skabte med dennne blodige teenage-gyser en vis fornyelse af splattergenren. Der er vid og ironi indbygget i den basalt traditionelle historie om en flænsende massemorder på rundtur i en amerikansk provinsby, hvis truede ungdomsgruppe ved alt om gyserfilm og derfor har et mærkeligt dobbelt forhold til den virkelighed, som trænger sig så uhyggeligt ind på dem. Ikke mindst morderen kan sine ny-klassikere. Wes Craven sørger for, at håndværket virker optimalt, og de medvirkende, deriblandt Neve Campbell i hovedrollen, lever op til Williamsons ganske sofistikerede replikker og udspekulerede fortælle-twists.
Scream. DR 1, torsdag kl. 22.20-00.05

*Susanne Biers indlysende instruktør-talent flagrede i lidt for mange forskellige retninger, inden det fik fast form i komedien Den eneste ene, der er blevet den største publikumssucces i nyere dansk filmhistorie. Bier fik ellers en flyvende start, da hun i 1991 blev betroet den svensk-danske produktion Freud flytter hjemmefra efter et manuskript af Marianne Goldman. Her er lidt af den samme kærligt-drilagtige blanding af ironisk sædekomedie og blodig alvor som i Den eneste ene, men i en mere speciel sammenhæng: en jødisk familie, der forbereder og holder Den Store Moders 60-årsdag. Et par dage før festen viser det sig, at moderen er uhelbredeligt kræftsyg, og det fører til de forventelige opgør i familien. - Der er både perlende vid og stærkt formidlede smertepunkter i familieportrættet, hvor Ghita Nørbys mor dominerer med sin karaktérstyrke og sin gradvis afslørede hjælpeløshed. Det er en af hendes store, Bodil-belønnede præstationer. Philip Zandén charmerer som familiens sorte får, og Gunilla Röör er både skæg og rørende som datteren Freud, der har besvær med at flytte hjemmefra.
Freud flyttar hemifrån/
Freud flytter hjemmefra. TV2, torsdag kl. 23.50-01.35

*Chen Kaige skabte et af nyere kinesisk films hovedværker med dette overdådige, farvemættede epos om en langvarigt venskab mellem elever på Peking-operaen. Tidsmæssigt spænder filmen fra 20'rne frem til 70'erne, og den afspejler de enorme omvæltninger i det kinesiske samfund i sin historie om Shitai og Douzi, der har hver deres glansrolle i det klassiske stykke Farvel til min konkubine - Shitai som kongen, Douzi som konkubinen. Især Douzi er uforlignelig, en gudbenådet kunstner, der lever og ånder for sin metier og forelsker sig dybt og inderligt i sin medspiller. Douzi lever kunstnerrollen helt ud med både rørende sårbarhed og indre styrke og bibeholder troen på artistens mission tværs gennem alle ideologiske forandringer. Han optræder for japanerne, mens de er fjenden - og han kommer selvfølgelig langt senere (som også vennen Shitai) til at stå til regnskab for sin elitisme under kulturrevolutionen, hvor de to aktører nærmest brændes på kætterbål i et ildhav af hævngerrig pøbel-aggression. - Filmen, der vandt delte guldpalmer i Cannes i 1993, er en tour de force af dynemaisk historisk genskabelse, fuld af pragtfulde kostumer, suggestive maskeringer og glødende kulører. Men først og fremmest en intens og anfægtet historie om den konsekvente kunstners isolation og tragik i en verden, der konstant kræver noget andet og mere af ham end hans kunst. For eksempel politisk stillingtagen og kulturrevolutionært engagement. Leslie Cheung er som Douzi på alle måder indforstået med denne figurs sære blanding af det livsforkrøblende og livsbekræftende, og i den kvindelige hovedrolle - som den prostituerede Shitou gifter sig med - ses kinesisk films største stjerne Gong-Li.
Farvel min konkubine. TV2, lørdag kl. 01.25-03.50

*Cameron Crowe, begavet journalist og netop udgiver af en interview-bog med den gamle mester Billy Wilder, beviste her, at amerikanske ungdomsfilm ikke nødvendigvis behøver handle om lettere bøvede ynglinge med sex på hjernen eller snobbede, intrigante teenagepiger. Say Anything fra 1989 er Crowes første film, og siden fik han et mega-hit med Tom Cruise-filmen Jerry Maguire. Men den mere beskedne debut står stadig som hans bedste film, en virkelig charmer om den første svære kærlighed - ikke original i handlingen, men lun og træfsikker i de enkelte situationer. John Cusack viser sin attraktive varme venlighed i afslappet udfoldelse som den jævne fyr, der forelsker sig til op over begge ører i ug-pigen spillet af Ione Skye.
Og der er herlige birollepræstationer af navne som John Mahoney (der demonstrerer, at ikke alle voksne i ungdomsfilm behøver være idioter) og af Johns - altid gode - søster Joan
Cusack, Lili Taylor og Eric Stoltz.
Say Anything/Alle elsker Lloyd. TV2, tirsdag, kl. 22.40-00.25

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her