Et Dukkehjem
(Personerne: Ægteparret Torvald og Nora Helmer)
Helmer: Forlade dit hjem, din mand og dine børn! Og du tænker ikke på, hvad folk vil sige.
Nora: Det kan jeg ikke ta'e noget hensyn til. Jeg ved bare, det blir nødvendigt for mig.
(....)
Helmer: Du er først og fremst hustru og moder.
Nora: Det tror jeg ikke længere på. Jeg tror, at jeg er først og fremst et menneske, jeg, ligesåvel som du, - eller ialfald, at jeg skal forsøge på at bli'e det. Jeg ved nok, at de fleste gir dig ret, Torvald, og at der står noget sligt i bøgerne. Men jeg kan ikke længere lade mig nøje med, hvad de fleste siger og hvad der står i bøgerne. Jeg må selv tænke over de ting og se at få rede på dem.
Helmer: Du skulde ikke have rede på din stilling i dit eget hjem? Har du ikke i sådanne spørgsmål en usvigelig vejleder? Har du ikke religionen?
Nora: Ak, Torvald, jeg ved jo slet ikke rigtigt, hvad religionen er.
(....)
Helmer: Du er syg, Nora; du har feber; jeg tror næsten, du er fra sans og samling.
Nora: Jeg har aldrig følt mig så klar og sikker som inat.
(fra Et Dukkehjem af Henrik Ibsen, 1879. Efter Gyldendals standardudgave, Kristiania, 1922)
Søskende
(Personerne: Arthur, Irene og Michael, søskende i 30'erne, ved faderens dødsleje)
Arthur: (...) Jeg var ikke nummer et - ikke engang nummer to eller tre - jeg var bare flittig. For jeg turde ikke andet. Men mine vidnesbyrd var aldrig fine nok. Han skrev dem under uden at sige et ord. Men det lå i luften.- -
Irene: Har du aldrig haft lyst til at blive jurist?
Arthur: Aldrig.
Irene: Jamen hvad da - ?
Arthur: Det kan være ligegyldigt - nu er det jo for sent.
Irene: Sig det nu.
Arthur: I ler bare ad mig.
Irene: Vi ler ikke.
Arthur: Jeg ville være gartner. (Irene og Michael ler uvilkårligt) Ja I ler. Men det var nu min drøm. Og jeg har aldrig fortalt det til nogen før - aldrig til et menneske.
Irene: Storebror! - Vi ler jo ikke ad dig -
Arthur: Kan I huske min have hjemme? - - Nej, I var for små. Men jeg havde et stykke jord som var mit eget. Jeg elskede det. Det var det eneste som virkelig var mit. - - Nu har jeg kun et blomstervindue - og alligevel - det er det samme. Hvis I spørger mig hvad der er mit eget - eller mig selv - så er det kun det. Alt andet er bare tvang. - - Jeg sled som en gal for at gøre ham tilpas - og det har jeg gjort lige siden. Men han vil ikke engang kendes ved mig på sit dødsleje.
Irene: Tænk nu ikke mer på det. Det betyder ingenting.
(fra Søskende af H.C. Branner, 1952, Gyldendal)
Fra regnormenes liv
(Personerne: Johanne Luise Heiberg og H.C. Andersen)
Hanne: (...) Jeg havde jo sådan nogen fine læremestre. De lærte mig trinene, det gjorde de sandelig. Hvordan man kom frem. Spillet. Hele denne... karriere. Alting lærte de mig, jeg blev utrolig dygtig. Også utrolig forhadt.
H.C. Andersen: Det er uretfærdigt!
Hanne: Det var jo nok lidt usædvanligt for en kvinde. At mænd var nogen skiderikker, det var man vant til, det var jo det normale. Men en kvinde.
(Pause)
Jeg var ikke klar over hvad jeg ville komme til at miste. Men til sidst var det som om jeg var ved at blive dækket af en ishinde, en ishinde der dæmpede lydene og signalerne udefra og gjorde dem utydelige... som om jeg var... indkapslet. I en kokon af is. Og alt hvad der tidligere havde gjort ondt, det pinefulde, smerten, rædslen, fejltagelserne, uroen, det der havde holdt mig i live: det kom lidt... på afstand. Ved De hvad smertepunkterne er hr. Andersen?
Det er de der hårdnakket levende smertepunkter som gør ondt, ondt, ondt, og som minder os om at vi lever. Uden smertepunkterne er vi ingenting, kun døde. Bliver du kapslet ind begynder vi at dø.
(fra Fra regnormenes liv - et familiemaleri fra 1856 af Per Olov Enquist, 1981. Dansk oversættelse af Frederik Dessau. Samlerens Forlag)
Det velsignede barn
(Personerne: Maria og Hans, par i 30'erne, forældre til Malte.)
Maria: (ser på Malte og sukker) Jeg troede vi var enige om, at Malte ikke skulle se fjernsyn?
Hans: Der er tegnefilm.
Maria: Det er der altid! Der er altid noget om nogle små dyr, der går i rigtigt tøj og bor i rigtige huse, hvor der er pænt og rent og hyggeligt. (til Malte) Ryk lidt tilbage. Du ved, jeg ikke vil have du sidder så tæt på. Malte!
Hans: Gør som Maria siger.
Maria: Mor.
(Malte rykker lidt tilbage.)
Hans: De har fået lus.
Maria: Hvem?
Hans: Nogle af børnene på fritidshjemmet. Der hang et opslag. Jeg troede den slags var udryddet. Da jeg var barn, var der ingen, der fik lus. Og hvis der endelig var, var det en skandale.
Maria: Nu er det almindeligt. De fleste får det engang imellem. Vi har bare været heldige.
Hans: Det er et tegn, når den slags kommer igen. Ligesom rotterne.
(fra Det velsignede barn af Astrid Saalbach, 1996. Munksgaard/Rosinante)
Personkreds 3
(Personerne: Pigen, narkoluder, og Den unge, junkie, kærester, begge 20 år.)
Pigen: Jeg har set det. (Pause) Jeg har set det, hvordan det ser ud. På sådan en ultralyskærm... Det lever. Det har et hjerte, det har allerede et lille hjerte... som er begyndt at slå... Jeg så små signaler fra det. (Lille pause.) Så det har et hjerte som allerede slår. (Ta'r et billede fra scanningen frem.) Jeg fik det her... Se engang, ka' du se dér... den der lille streg dér... det er fem centimeter stort nu. (Viser, angir længden mellem tommel og pegefinger.) Så lille her er det.
Den unge: Virklig.
Pigen: Jeg mener, det er et lille hjerte som slår ... Det er helt skørt ... Det lever herinde i mig.
Den unge: Ja ... Sikkert.
Pigen: Jo, men jeg har blødt så... det der sorte der rundt omkring, det er blødninger eller sådan... men de er ikke så tæt på, så de ved ikke rigtigt.
Den unge: Okay.
(fra Personkreds 3 af Lars Norén, 1998. Dansk oversættelse af Michael Buchwald sammen med instruktøren Madeleine Røn Juul og skuespillerne ved opsætningen på Edison, 1998)
