Læsetid: 3 min.

Rex Gildo - En mytes død

Rex Gildo hoppede ud af sit badeværelsesvindue. Var han da bare sprunget ud af skabet, havde han formentlig været i live i dag...
13. december 1999

Skyld BERLIN - I 60'erne var han en stor stjerne og dannede par med Gitte Hænning. "Nu drejer verden sig kun om dig," sang de i 1964. Rex Gildo og danske Gitte blev præsenteret som par og legenden fortæller, at det var kærligheden til Rex, der lokkede Gitte til Tyskland. I virkeligheden delte de hverken bord eller seng.

"Vi lod pænt som om," forklarede Gitte siden. Ligesom Vivi Bak og en perlekæde andre smukke unge kvinder blev hun hængt om halsen på 'Sexy Rexy' - uden at det blev til mere end et par duetter og et romantisk promotion-foto.

I 1975 giftede han sig med sin kusine Marion og levede siden et idyllisk, kitschet liv som tysk schlager-pops dinosaurus - stadig mere overlevet og utidsvarende, omend med en trofast skare af især kvindelige fans. For dem repræsenterede Rex Gildo det rene i en verden af narkoafhængige rocksangere og møgbeskidte punkmusikere: Altid velklædt, solbrændt, i godt humør og evig ung, var han.

Den 23. oktober i år - få måneder efter sin 60 års fødselsdag sprang han ud af sit badeværelsesvindue og faldt næsten ti meter. Hårdt kvæstet blev han bragt til hospitalet, hvor han udåndede et par døgn efter. Rex Gildo var død. Tyskland gik i chok. Alle aviser og ugeblade gjorde plads på forsiderne. Hvordan kunne det ske?

Fjernsynet forsøgte i dagene efter hans død at yde en slags kollektiv krisehjælp ved at lade en psykolog fortælle, at et selvmord er en personlig beslutning, som omgivelserne ikke skal føle sig ansvarlige for.

Tyskland i chok

Tyskerne følte sig nemlig skyldige. I de seneste år havde de grinet højere og højere af popvraget, der var fanget i sin egen myte og var ude af stand til at forny sig. Sit livs hit fik han tilbage i 1973 med Fiesta Mexicana, siden svandt de store koncerter ind til små firmafester.

Men Rex Gildo elskede at stå på scenen; han var nødt til at fortsætte for at mærke suset og publikums tilbedelse. Tv-stationerne gad ikke se ham mere, men trods latterliggørelsen havde han stadig et lydhørt publikum, der ikke ville høre hans nye sange men havde nok i Fiesta Mexicana med den drivende sentimentale tekst om afsked og gensyn.

Flere gange skrev aviserne, at han havde optrådt fuld på scenen. Rex afviste al tale om et alkoholproblem; hans slørede stemme og vaklende gang skyldtes smertestillende medicin efter en rygoperation, hævdede han. Rygterne om hans homoseksualitet var et fast tilbagevendende punkt på boulevardavisernes dagsorden, men 'Rex Dildo' benægtede tappert: "Jeg er ikke bøsse!"

I juli i år fejrede han sin 60 års dag. Det var efterhånden blevet vanskeligt at forklare, hvordan hans hår stadig kunne være så tæt og sort. "Riv parykken af ham," hujede publikum under hans sidste arrangement i et møbelhus, der fejrede jubilæum og havde hyret ham til at feste lidt med kunderne. Stemningen i møbelhuset må have været rædselsfuld, for evigt glade Gildo afbrød koncerten før tid og tog med privatsekretæren David Klingenberg tilbage til sin lejlighed i München.

Efter et længere skænderi med privatsekretæren ringede han til en ven og betroede, at han ikke kunne holde det ud mere: "Jeg vil ikke spille klovn mere, jeg springer ud af vinduet."

Mens han stadig lå bevidstløs på hospitalet, steg hans markedsværdi gevaldigt blandt tv-stationerne. Da tyskerne endelig havde lært at leve med den traurige nyhed, berettede de tyske aviser flittigt om popsangeren - og den sensationelle sandhed kom frem: Rex Gildo var slet ikke Rex Gildo.

Manden bag det evige smil var den 63-årige Ludwig Hirtreiter, der for at leve op til sit kvindelige publikums forventninger til førsteelskeren Rex løj om næsten alt: Sin alder havde han rettet med tre år, sin sande bopæl holdt han hemmelig, sin seksualitet benægtede han - i virkeligheden var privatsekretæren 'Dave' hans samlever. Mens Marion levede i millionvillaen i Bayern, boede Rex i en toværelses lejlighed i et højhus i München sammen med 'Dave', som han kaldte sin nevø.

Ludwig Hirtreiter var blevet stjerne i en tid, hvor homoseksualitet var strafbart. Og selv om sæderne mildnes, og bøsser nu frit kan færdes i det tyske samfund, kunne det ikke nytte at springe ud af skabet. De efterhånden midaldrende husmødre ville tilbedes af Sexy Rexy - ikke af en bøsse, der hed Ludwig, brugte paryk og var 63 år.

"Jeg tror, at denne branche er et spejlbillede af vores samfund. Hos os virker det dobbelt så hårdt, fordi det er en overfladisk branche," mener Gitte Hænning, der betegner sin gamle kollega som en ulykkelig gentleman.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu