Læsetid: 2 min.

Dr. Jelved og Mrs. Hyde

24. marts 2000

Marianne Jelved vinder cyberkamp om ret og vrang i ØMU-debat. Men i den virkelige verden scorer hun selvmål

God idé. Marianne Jelved vil løbende svare på påstande om euroen. Det sker på de radikales hjemmeside www.radikale.dk.
Det første svar ligner en klar scoring, 1-0. Ærgerligt nok scorer hun samtidig selvmål over for Information. Det kommer vi tilbage til.
Flere EU-modstandere påstår, at arbejdsløsheden er lavere i de europæiske lande, der står uden for ØMU'en end for de lande, der deltager.
Umiddelbart kunne det se ud, som EU-modstandernes påstand holder. Arbejdsløsheden i de 11 euro-lande er i gennemsnit 10,0 procent, mens den i Danmark er 4,3 procent målt med den Eurostats alen.
Sætter man de tal over for hinanden, som f.eks. SF gør på deres hjemmeside www.sf.dk, ser det unægtelig sort ud for arbejdsløsheden, hvis danskerne siger ja til ØMU'en.
"Se bare på de 11 lande, der har indført euroen. Her er arbejdsløsheden dobbelt så høj. Arbejdsløshed hænger bl.a. sammen med økonomisk politik. Et land kan føre en økonomisk politik, der fjerner den høje arbejdsløshed. Det har Danmark gjort de sidste syv år. Man kan også lade være. Det har de 11 eurolande gjort. Faktisk har de ført en økonomisk politik, der har fået arbejdsløsheden til at stige," siger SF-formand Holger K. Nielsen på hjemmesiden.
Her tackler Marianne Jelved SF-formanden i sit første svar på sin hjemmeside. Hun finder tal for arbejdsløsheden frem for de enkelte eurolande. Og så er billedet lige pludselig et andet.
Der er både eurolande og lande uden for euroen med en lav arbejdsløshed. Inden for euroen ligger Luxemburg i top med en arbejdsløshed på 2,5 procent, Holland følger efter med en arbejdsløshed på 3,0 procent, så kommer Østrig og Portugal med en arbejdsløshed på 4,2 procent i begge lande.
Der er altså fire eurolande, der har en arbejdsløshed under den danske. Der er også en stribe eurolande, hvor arbejdsløsheden er højere, Tyskland bl.a.
Når der er så store forskelle på arbejdsløsheden, er det svært at hævde, at medlemsskabet af ØMU'en er den store skurk.
"Danmark er sammen med andre lande i euro-området et godt eksempel på, at en stabilitetsorienteret økonomisk politik er det bedste grundlag for en høj beskæftigelse og ledighed," siger Marianne Jelved på sin hjemmeside.
Der er ingen tvivl. 1-0.
Holger K. Nielsen er ikke alene om at fremsætte påstande i debatten om dansk medlemskab om ØMU'en. I den virkelige verden har Marianne Jelved selv fremsat en påstand i et interview med Information. Her siger hun, at et nej kan true fastkurspolitikken, der er det fundament, regeringen bygger sin økonomiske politik på. Hun forudser omfattende spekulationer mod kronen efter et nej, så Nationalbanken ikke kan holde den faste kurs over for euroen, og i stedet må lade markedet bestemme værdien af den danske krone.
Økonomer fra tre udenlandske storbanker, en amerikansk, en britisk og en tysk afkræfter over for Information økonomiministeren. Spekulationen mod kronen bliver hverken voldsom eller langvarig.
Marianne Jelved ønsker ikke at tage til genmæle over for storbankernes vurdering og uddybe sin påstand.
Og så triller bolden lige så stille ind i den radikale leders eget net.
Efter selvmålet står det 1-1 i den radikale leders kamp for troværdighed i ØMU-debatten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu