Note
Læsetid: 3 min.

KLASSISK

Kultur
21. marts 2000

Vibrerende romantik
*Cellisten Morten Zeuthen er aktuel med en ny cd, der præsenterer cellokoncerter fra dengang dur var glæde og mol tristesse. Emil Hartmanns velklingende koncert lyder glimrende i Zeuthens hænder. Han kan det varmblodige vibrato, det udvendige artisteri, den stille, syngende stemme, det lille glissando på de høje toner, der aldrig bliver vulgært. Sådan bliver han for så vidt ved på hele cd'en, der også bringer koncerter af Asger Hamerik, Franz Neruda og Siegfried Salomon. Zeuthen og hans pladeselskab Classico har virkelig støvet de gamle noder af og fundet rare sager. Det er Classicos faste samarbejdspartner, dirigenten Douglas Bostock, som leder The Bohemian Chamber Philharmonic. En vis Jan Lzizar er ansvarlig for lyden på cd'en. Han bliver nok ikke ansat på ECM Records. Teksthæftet til cd'en er morsomt: Hvem finder flest formelle fejl?
Romantic Danish Cello Concertos. Morten Zeuthen, cello. The Bohemian Chamber Philharmonic. Dir. Douglas Bostock. Classico Classcd 315

Tre ensembler og tre komponister
*Fra plademærket Paula har vi modtaget en interessant udgivelse: Tre ensembler spiller musik af tre komponister. Det dansk-norske Euterpe, det tyske Henze-Kammerensemble og det danske Ensemble Nord mødtes i 1998 for at spille musik af spansk-norske Ricardo Odriozola, tyske
Bernd Hänschke og danske Mogens Christensen, som alle skrev værk for besætninger med højst opfindsomme besætninger. Odriozolas musik er mildt ekspressionistisk, Hänschkes moderat modernistisk, mens Christensens er dramatisk udviklende og ind imellem slet ikke dramatisk. Mogens Christensens kammermusik er ikke til at komme uden om: Han kan noget med de mindre, tilsyneladende umulige besætninger. En spændende cd, der krydser uventet mellem genrerne.
Euterpe, Henze-Kammerensemble og Ensemble Nord spiller værker af Odriozola, Christensen og Händschke. Paula PACD 118

Kunsten at gentage
*Hvis der er en mand, der har forstand på lyd i dette land, så er det Gert Sørensen. Hans produkter er altid stimulerende at lytte til blot for lydens skyld. Det har vi kunnet nyde i hans produktioner med A Drummer's Tale (med musik af Ruders og Nørgård). På den nye cd arbejder Sørensen med lydredigering for kollegerne i percussionduoen Erik Jacobsen og Tom Nybye. De to hører til de mest garvede danske slagtøjsfolk med forkærlighed for minimalismens udtryk. På den nye cd spiller Jacobsen og Nybye sidstnævntes Black and White (1982), der ikke er uberørt af amerikansk gentagelsesmusik. Steve Reichs gamle Marimba Phase (1967) er en sand tour de force i at holde tungen lige i munden - også som lytter! Det fortsætter med Wayne Siegels 42nd Street Rondo (1984), og Bo Holtens Hak (1981), som i de gode, gamle dage ofte blev opført sammen med stykket Bølge. Musikken på denne cd er ikke festmusik, idet gæsterne hele tiden vil tro at pladen kører i samme rille. Den gør den ikke, men det kræver opmærksomhed at sanse de langsomt skiftende mønstre. Det er umagen værd.
Percussion Duo: Erik Jacobsen og Tom Nybye. Værker af Nybye, Reich, Siegel og Holten. IRIS CD9902

Klaverløve
*Pianisten Oleg Marshev skal have de sidste ord. Han er en glimrende pianist, der er i stald hos Danacord. Marshev er med rette blevet rost i de klassiske musiktidsskrifter. På den nye cd får vi ikke særligt kendte komponisters musik sammen med koryfæerne: Franz Liszt står side om side med Johann Peter Pixix, Henri Chopin, Sigismund Thalberg og Carl Czerny. Sidstnævnte er der en del pianister som kender, idet Czerny skrev nogle etuder, som børn og unge og lidt ældre gennem tiderne har oplevet som de bedst tænkelige torturinstrument. I Marshevs hænder lyder Czerny helt menneskelig. Lyt til denne cd med en pianist, der kan spille den ofte hundesvære musik af de gamle komponister.
Hexaméron. Morceau de concert. Oleg Marshev,
klaver. Danacord DACOCD 530

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her