Læsetid: 11 min.

I Bush' baggård

1. april 2000

George W. Bush vil gerne være USA's næste præsident, men i hans egen stat, Texas, lever 400.000 latino'er under fattigdomsgrænsen. Information har besøgt guvernørens baggård To små piger med store opspilede brune øjne og langt sort hår kommer løbende barfodede gennem støvet - deres ansigter er fulde af barnlige forventninger. Familiens hunde følger trop og selv en gigantisk kalkun humper afsted. Til sidst rykker en ældre mand og kvinde tøvende frem under en bred trækrone og hilser på. Foran kvinden står en tredje lille pige med snot i næsen og snavs langt op ad de bare, brune ben. Foran os åbenbares et syn, som kan få selv de mest erfarne iagttagere af slum i Den Tredje Verden til at gispe - måske især fordi vi befinder os i Amerika, nærmere betegnet i velhaverstaten Texas, hvis image fra populære tv-serier som Dallas og Dollars står i slående kontrast til dyb og desperat fattigdom. Secundino Montoya lever med sin hustru Flor Estella Pena og deres døtre Lucerito (9), Flor Creta (8) og Magali Celeste (4) i en sølle campingvogn med to senge og et køkken. Familien ejer en brugt bil, men den har været ude af drift i flere måneder. "Jeg har ikke 50 dollar til en reservedel, og mine svigersønner vil ikke låne mig pengene," fortæller Secundino Montoya, idet han peger på en grund med to transportable boliger tværs overfor. Her bor tilsyneladende hans kones to sønner fra et tidligere ægteskab under forhold, der synes at være en tak bedre. Montoya, 65, har været landarbejder hele sit liv og kan ikke huske, hvor lang tid han har boet i USA, måske 25 år. Papirerne er i orden, opholds- og arbejdstilladelse vises frem. Konen, Flor Estella Pena, har derimod ingen dokumenter, selv om hun har boet her i Rio Grande-dalen i ca. 15 år. Det betyder, at hun ikke er berettiget til social bistand fra forbundsstaten og konstant risikerer at blive deporteret til Mexico. Ved første syn går vi ud fra, at parret er bedsteforældre, som af en eller anden årsag opdrager deres børnebørn. Men efterhånden som samtalen udvikler sig, må vi revidere det synspunkt. Flor Estella Pena har gråhvidt hår, ansigtshuden virker porøs, kun øjnene synes yngre. Under normale omstændigheder ville hendes udseende berettige et skøn på over 60. Hvordan kan hun så være mor til tre små piger? Vi tør ikke spørge. Beviset fremlægges, da faren uden at være blevet opfordret viser os børnenes papirer. Efternavnene er Pena. De to ældste går i skole og taler flydende engelsk. Hjemme tales der spansk, idet mor og far ikke forstår et ord engelsk. Pigerne ser egentlig rimeligt sunde ud, ingen opspilet mave eller tegn på vitaminmangel, hvilket må undre, forderes levevilkår er under al kritik. Der er ingen rindende vand, ingen elektricitet, ingen kloak og ikke engang en septiktank. Udhuset er frygtelig ulækkert og virker som en magnet på utøj. Inden for i campingvognen er der et så ubeskriveligt rod og så beskidt, at socialarbejdere i ethvert europæisk land prompte ville have overført børnene til offentlig forsorg. Pigerne løber barfodet rundt på et stykke støvet jord, som er fyldt med glasskår fra ølflasker. Vi beordrer dem til at tage sko på: "Vi går ikke, før I gør det!" De adlyder uden protest. Secundino Montoya tjente for to år siden 6.000 dollar ved at plukke frugt i midtveststaten Michigan. Så blev han blind på det ene øje. Hvorfor vides ikke. Ingen i familien har sygesikring, og de aner ikke, at han kan blive dækket af forbundsstatens program for fattige. Døtrene kan få en sygesikring for fattige børn. I halvårssæsonen 1999 lykkedes det kun faren at tjene 3.400 dollar. Nu er bilen brudt sammen, og uden transport kan han ikke finde arbejde. Familien sidder fast i en ond cirkel. Snart stiger temperaturen, og livet bliver udholdeligt her tæt på grænsen til Mexico, hvor termometret midt på dagen når op på 40-50 grader. "Det er umuligt at sove i campingvognen. Man kan ikke trække vejret," fortæller Secundino Montoya. Når natten sætter ind, lægges børnene til ro på bilens bagsæde. Vinduerne rulles ned. Faren sætter sig på forsædet med et ugeblad og tilbringer natten med at vifte smittebærende myg væk fra sine døtres sovende ansigter. Floden Rio Grande (Rio Bravo på spansk) udgør den 1.500 km. lange grænse mellem Texas og Mexico og munder ud i den Mexicanske Golf. På de sidste 200 km. fra Rio Grande City i vest til Brownsville i øst ligger, hvad der af ukendte årsager bliver kaldt Dalen - ukendte, fordi området er fladt som en pandekage, en ørken. På den amerikanske side bor 800.000 mennesker, hvoraf 90 procent er af mexicansk eller latinamerikansk afstamning. Med en indtægt på under 15.000 dollar er næsten halvdelen af dem klassificeret som fattige. Den gennemsnitlige indkomst i Rio Grande Valley er faktisk kun 6.000 dollar. To ud af tre har ikke sygesikring. Der findes kun en læge pr. 2.500 indbyggere, mens det tilsvarende tal for resten af USA er en læge pr. 580. Ledigheden er 19 procent. Værre kan det næsten ikke blive. Jo, blandt de 800.000 bor 230.000 i colonias, en slags interimistiske lejre eller slum, hvor 25 procent. ikke har adgang til rindende vand og 50 procent. lever uden kloak. "Det er en verden for sig selv her. I et tilsvarende område syd for grænsen bor 1 mio. mennesker. Sammen kunne de 2 mio. udgøre en stat i USA - den absolut fattigste," fortæller Judy Donovan, leder af den økumeniske (dvs. tværkirkelige) forening Valley Interfaith. Organisationen har eksisteret siden 1984 og bringer ledere fra kirker og skoler sammen med det formål at lægge pres på politikere og myndigheder. Efter 15 års arbejde har indsatsen båret frugt. "Ingen i hovedstaden Austin vidste noget om eller interesserede sig for de forfærdelige sociale og økonomiske forhold hernede i grænselandet. Siden har parlamentet bevilget 200 mio. dollar til infrastruktur, og flere guvernører og politikere har aflagt besøg her," forklarer Judy Donovan, en katolsk nonne fra staten Maine i det nordøstlige USA. Men der er lang vej til at skabe sociale og økonomiske forhold, der er et rigt land som USA værdig. Valley Interfaith har utallige gange opfordret guvernør George W. Bush til at komme og besigtige forholdene på egen hånd. Endnu har man ikke fået svar. "Hvis han ville demonstrere, at der er hold i hans filosofi om en medfølende konservatisme, burde han sige ja tak til vores mange invitationer," mener Mody Guzman, en 63-årig mexicansk-amerikansk enke, der vier sin fritid til frivilligt arbejde i slumlejrene. Faktisk har Bush været på visit i Rio Grande-dalen. "Guvernøren kom herned under sine valgkampe i 1994 og 1998 for at mobilisere de mexicansk-amerikansk vælgere. Vi så tv-reklamer, hvor han optrådte med den populære sanger Emilio Navaira og sagde nogle sætninger på spansk," husker Jaime Ortiz fra Texas Civil Rights Project, der tilbyder civile i Rio Grande-dalen gratis juridisk hjælp. "Et flertal stemte på ham. Folk ved ikke så meget om politik. De var bare imponerede over, at han kan tale spansk og følte derfor, at han må være én af dem, når han kender Emilio Navaira." Jaime Ortiz deler kontor i den lille by San Juan med United Farm Workers, der blev grundlagt af den berømte menneskeretsforkæmper Cesar Chavez i Californien i 1960'erne. Chavez er en lige så stor helt i USA's latino-samfund som Martin Luther King er blandt afro-amerikanere. I tusinder af byer i sydvestlige USA er gader blevet opkaldt efter Cesar Chavez. Bygningen, hvor Texas Civil Rights og United Farm Workers har til huse, ligger på en vej, som plejede at hedde Morningside Road. "På et tidspunkt anmodede vi kommunen om at omdøbe gaden til Cezar Chavez Street, men nogle af de hvide og rige texanere, som tager hertil om vinteren for at spille golf, modsatte sig. Det var et svært slag at vinde," fortæller Jaime Ortiz. Et sted som dette skal der kæmpes indædt for hvert fremskridt. "Jeg kan slet ikke begynde at opremse alle de sager om overgreb på folk og deres rettigheder, som vi får melding om. Det er sørgeligt som arbejdsgivere og ejendomsindehavere kan behandle andre," siger Ortiz, én i øvrigt glad og optimisk fyr på 35. I Texas er det ekstremt svært at organisere sig i fagforbund, idet statens forfatning ikke anerkender faglige rettigheder. Det betyder, at overgreb og mishandling af ansatte er almindeligt. I Rio Grande-dalen kan landarbejdere blive afskediget uden at få udbetalt løn for deres arbejde. "Vi får ofte henvendelser fra landarbejdere, som har knocklet i to uger på marken og pludselig bliver sparket ud. Det er især et problem, hvis de opholder sig her uden lovlige dokumenter. Samme behandling udsættes mexicanske husassistenter for," fortæller han. I princippet kan der fra et juridisk synspunkt ikke gøres meget for at hjælpe ofrene for disse overgreb. Her gælder det om at være mere snu end ørkenræven. Jaime Ortiz og hans chef Ray Gill ringer f.eks. til arbejdsgiveren og truer med at lægge sag an eller også sender de et officielt brev. "Vi underretter dem om, at det er ulovligt at hyre indvandrere uden arbejdstilladelse. Nogle gange virker den. Især bliver hvide amerikanere, som har ansat illegal mexicansk hushjælp, nervøse og punger ud." Organisationen forsøger også at hjælpe mexicanske kvinder, som er blevet mishandlet af deres mænd. Der er blevet grundlagt et hjem kaldt Mujeres Unidas i Rio Grande Valley, hvor ofre kan henvende sig og få støtte. "Men problemet er, at mange af disse kvinder ikke har papirerne i orden og deres mænd, som er statsborgere, kan true med at tage børnene fra dem, hvis de ikke adlyder," fortæller Jaime Ortiz. Han trækker en sagskuvert frem og viser fotos af en kvinde ved navn Herminia. Hendes ansigt ligner et bjerglandskab med blå og røde kratere. På ryggen ser man to sår efter tortur påført med glødende cigaretter. "Hun protesterede, da manden insisterede på at gå i seng med hendes søster. Nu vil hun skilles, men han behandler hende som en slave. Derfor kom Herminia i desperation til os," beretter Ortiz. Nu søger Texas Civil Rights Project at skaffe kvinden, hvis børn er amerikanske statsborgere, legal status fra myndighederne. Men det er ikke let. "Hver gang vi kan hjælpe én, føler jeg, at mit dårligt betalte job er guld værd," siger Ortiz. Raoul Infante, far til en dreng og en pige, arbejder som pedel på en folkeskole i Rio Grande-dalen. Efter omstændighederne er hans indkomst ikke til at kimse af: 31.000 dollar om året. Tilmed får han stillet en varebil gratis til rådighed, fordi han skal være klar til at rykke ud hele døgnet rundt. Ikke desto mindre bor han i en colonia, som hedder La Mesa. "Først sidste år fik vi rindende vand her, og endnu har vi ikke et kloaksystem. Vi må bruge en septiktank," fortæller han, mens vi besøger det ufærdige hus, som han har opført med egne hænder. Infante er prototypen på en immigrant, som burde blive belønnet rundhåndet af den amerikanske drøm. "Jeg kan ikke forstå, hvorfor vi hårdt arbejdende mennesker ikke har ret til en bid af kagen," siger han på vej i bil til La Mesa. I La Mesa bor der 20 familier, nogle af dem i kummerlige kår. Familien Garcias hus, som vi inspicerer, mangler f.eks. et gulv. Når det regner, løber lejrens septiktanke over med lort og tis, så børnene ikke kan lege udenfor. "De risikerer at pådrage sig alskens sygdomme, bl.a. tyfus," forklarer Raoul Infante. Han kom som barn til USA med sine forældre; de bosatte sig i Chicago, og alt gik godt, indtil moren og faren døde. Han og søsteren blev som mindreårige sendt til en colonia i Rio Grande-dalen for at bo hos deres voksne halvbror. Siden har dagligdagen været én lang og sej kamp. En dag synes alt slæbet på markerne at være blevet belønnet. Raoul Infante fik et job som skolepedel. Sidste år dekreterede parlamentet i Austin endda en lønstigning for lærere og ansatte på folkeskoler - i alt 3.000 dollar. Men af en eller anden grund tredobledes samtidig den præmie, han skulle betale for sin hustrus og to børns sygesikring. Infante selv er derimod gratis dækket i kraft af sit job. Indtil 1999 skulle han betale 2.000 dollar om året for sin familie. Fra 2000 er beløbet steget til 6.000 dollar. "Det er helt absurd. Jeg har ikke råd," siger han og begynder at græde. Hustruen har tildraget sig en mavelidelse. I stedet for at gå til deres læge, hvilket de ikke kan betale, har hun desperat ledt efter en landklinik, der kan stille en diagnose for 90 dollar. Det lykkedes for nogle dage siden, men herefter opstod et nyt problem. Hvordan skal de få råd til at betale den dyre medicin? Svaret er overraskende. "Vi kører til Mexico. Dernede koster lægemidler halvdelen af, hvad de koster i USA," fortæller Raoul Infante. I virkeligheden rejser flere og flere mexicansk-amerikanere i Rio Grande Valley til Mexico for at købe medicin og opsøge læger. Årsagen er ikke kun de høje priser i USA. Fornylig blev det eneste offentlige sygehus i Rio Grande-dalen lukket. De tilbageblivende er privathospitaler. "Der er syv timers kørsel til det nærmeste offentlige sygehus. Når man endelig kommer frem, forlanger de at se ens kontanter med det samme," fortæller Elida Ortiz, et medlem af Valley Interfaith. Den medfølende konservative Texas-guvernør George W. Bush har ikke ligefrem brilleret med nye ideer, som kan løse sociale problemer af en så alvorlig karakter som utilstrækkelig sygesikring for alle Texas-borgere. Snarere tværtimod. For et par år siden opfordrede Clinton-regeringen delstaterne til at deltage i et program, hvis formål er at få flere børn fra fattige familier dækket af sygesikringsordninger. Tilbuddet var generøst: Forbundsstaten ville betale to tredjedele af udgiften, mod at en stat som Texas finansierede resten. Clinton-regeringen opfordrede delstaterne til at hæve loftet fra 100 procent til 200 procent af den årsindkomst, 15.000 dollar, som officielt udgør et minimum for en familie på fire. For Texas' vedkommende ville en sådan ordning give 500.000 børn sygesikring. "Men guvernør Bush modsatte sig at hæve kvoten til 200 procent Han ville kun gå op til 150 procent Det ville have efterladt 200.000 børn i fattige familier uden sygesikring," konstaterer Patrick Bresette fra tænketanken Center for Public Policy Priorities i Austin. Heldigvis ignorerede Texas-parlamentet guvernørens indstilling og vedtog at øge kvoten til 200 procent af minimumsindkomsten for en familie på fire. "Det var en kæmpe brøler, Bush begik. Den vil blive brugt imod ham i valgkampen," mener Bresette. Dette er den tredje artikel i en serie om George W. Bush. Tidligere artikler blev bragt 22. og 25.-26. marts. Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu