Læsetid: 1 min.

Enkeltbillet til lykken

Cliff Richard gav charterturismen dens kendingsmelodi
Kultur
19. juni 2000

Englænderne tog som nogle af de første – og ivrigste – charterferien til sig, og de nærmest selvlysende pub-hoveder strømmede til Sydeuropa.

Således også Cliff Richard, som i filmen Summer Holiday sammen med en busfuld meget glade, smukke unge mennesker af vidt forskelligt køn, drog på bustur for som der synges i titelmelodien:

We're all going on a summer holiday/no more working for a week or two/fun and laughter on our summer holiday/to make our dreams come true.

Rejsen gik til Frankrig. Og det i et år, hvor præsident de Gaulle havde nedlagt veto mod Storbritanniens optagelse i EF. Så vidt jeg husker, nåede Cliff Richard at kysse den udkårne dame(!) til sidst. Hun blev spillet af Lauri Peters, og lignede til forveksling den nye damefrisør hjemme i Vissenbjerg.

Sangen lyder i dag, som den altid har lydt: uskadelig, ung, pletrenset for håndgribelig sex og iørefaldende. Præcis som Cliff Richard den dag i dag ser ud, som han altid har set ud, ung, nydelig og altid beleven og charmerende.

Summer Holiday er vel nok mindre en klassiker end bogstavelig talt en landeplage, som det hed, dengang man også talte om deciderede schlagere. Men med titlen, temaet, sangens nærmest musikvideo-agtige karakter i ældre popvrags bevidsthed og Cliff Richards tilsyneladende udødelige popularitet, er det med garanti en ørehænger, der bliver støvet af dusinvis af gange hver sommer – mange år frem i tiden. En enkeltbillet til ansvarsfri lykke og fjorten dagens forglemmelse.

Cliff Richard: Summer Holiday. 1963. Tid: 2.05 min

Serie

Varmepladen

Sange til sommervarmen – fra sommertillægget i år 2000

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her