Læsetid: 1 min.

Pop der skynder sig langsomt

Laid Back gav dansk rock internationalt liv længe før Aqua
17. juli 2000

I 1993 udgav den danske duo Laid Back cd'en Why Is Everybody In Such A Hurry? En titel, der allerede ti år før var det underliggende tema på duoens globale gennembrud, Sunshine Reggae.

Det var forvirrede tider, vi levede i. Ikke nok med, at vi igen var med i det internationale Melodi Grand Prix med borgmester Brixtoftes lillebror Jens i spidsen for Brixx og nummeret Video Video. Også Kim Larsen floppede katastrofalt med sit amerikanske album Sitting On A Time Bomb.

Men det var ikke den rene elendighed. Der var endnu et år til til dannelsen af Lars Lilholt Band. John Guldberg og Tim Stahl, eks-bankmand og ditto dekoratør, indledte i 1977 et studiesamarbejde med speciale i hitsikker iørefaldende og skoledannende maskinmusik med noget så naturstridigt som feeling.

Den internationale gennemslagskraft viste sig for alvor med Sunshine Reggae. Pludselig hørte man et dansk nummer, nærmest uanset hvor man befandt sig. En kollega kom forpustet hjem fra et turistet besøg i Tunis, og kunne fortælle at sangen kørte som elevatormuzak. 15 år før Aqua og Barbie Girl.

I dag er det nærmest sådan, at man undrer sig, hvis ikke Sunshine Reggae smyger sig ud af højttalerne i perioden 1. maj til 30. september – worldwide. I modsætning til de fleste andre klassiske sommerhits, virker det nemlig altid som om Sunshine Reggae netop smyger sig, uanset hvor højt der ellers spilles på strand-diskotekerne. Og i år er den blevet millenniumversioneret af Funkstarz og har fået billeder på i form af en video, der kunne vises på Anal København uden at nogen noterede forskellen. Men hvad handler Sunshine Reggae om? Om absolut ingenting, den er, som sommeren, en (s)tilstand.

Laid Back: 'Sunshine Reggae'. 1982. Tid: 4.17 min

Serie

Varmepladen

Sange til sommervarmen – fra sommertillægget i år 2000

Seneste artikler

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu