Romanen fødtes hel

Parodier bliver ofte mere underholdende læsning end de værker, de kaster smuds på. Dette skyldes ikke kun afstanden mellem det højtidelige og det komiske, det hænger også intimt sammen med, at en vellykket parodi pr. definition rummer to bøger i én og derfor er mere kompleks end det forlæg, den laver løjer med. Den parodiske modus består i på samme tid at skrive en bog og læse en anden sønder og sammen. Et standardeksempel herpå er i dansk litteratur Kierlighed uden Strømper, der endnu den dag i dag suverænt formår at skygge for de franske tragedier, Wessel havde stirret sig sur på. Men også den engelske realisme fødtes gennem en parodi, nemlig Henry Fieldings geniale roman The History of the Adventures of Joseph Andrews and of his Friend Mr. Abraham Adams, udsendt 1742, og lavet som et muntert anslag mod Samuel Richardsons Pamela eller Dydens Løn fra 1740. Bag dydens facade Hvor Richardson i sin brevroman skildrer en 'følsom' heltinde, den helt igennem retskafne jomfru, der tappert modstår en friers forfølgelse, indtil han lader sig overbevise af hendes ædle natur og får den fornødne indsigt i hendes dybere følelser, hvorefter ægteskab kan indgås i kærlighedens hellige navn, sætter Fielding i Joseph Andrews satiren ind imod hykleriet og viser den barske virkelighed, der skjuler sig bag dydens facade. Titelpersonen Joseph, broder til selveste Pamela, modstår i begyndelsen af værket, som sin bibelske navnefælle, et voldsomt erotisk angreb fra den hungrende Lady Booby. Man forstår hendes længsel, for knøsen er både køn og kvik, men hans hjerte tilhører en anden, den jævnaldrende Fanny. Da han ikke forstår sin frues tilnærmelser og således udstiller hendes brynde og mangel på moral, lader hun ham smide på porten. Straks falder han i røverkløer - og havner, bestjålet og ynkeligt afklædt, på en landevejskro. Serveret med tempo Fire bøger længere fremme bliver han gift med Fanny, efter en perlerække af små og store eventyr, som Fielding serverer med tempo og stor underfundighed, og som Joseph oplever sammen med sin trofaste ven og beskytter, pastor Adams. Han er så god som dagen er lang, blot er han lidt glemsom og verdensfjern, hvilket giver anledning til flere burleske optrin, som da præsten skal redde Fanny fra en voldtægtsforbryder, men straks selv bliver taget for ugerningsmand. Slagsmål, skænderier, forviklinger og forbytning - men også lykkelig opklaring - det er indholdet af romanens handling, der egentlig kun strækker sig over få uger og faktisk knap når ud af stedet, fordi fortælleren hele tiden lige skal have indsparket romanteoretiske refleksioner og hentydninger til litterær tradition. Glæde og fornøje Fieldings realisme er nemlig klassisk i sin idé. Som Horats vil han dels glæde og fornøje sin læser, dels opbygge og belære. Men mens Richardson i Pamela gik psykologisk til værks, tænker Joseph Andrews i eviggyldige typer, basal-versioner af menneskeslægten. Dens personer fremtræder enten som indtil det latterlige naive, eller de er helt igennem nedrige og onde. Kun få af dem kan siges at kende sig selv. Lady Booby svinger eksempelvis mellem den fornemste dyd og den laveste liderlighed, og da hun i kirken har hørt præsten lyse for Joseph og Fanny, tilbringer hun den følgende nat og den næste dag i heftigste uro: "Hendes sind plagedes og hendes sjæl kastedes frem og tilbage af mange voldsomme og modstridende lidenskaber. Hun elskede, hadede, ynkede, beundrede, foragtede og afskyede den samme person i anfald, der vekslede med meget korte mellemrum." Et menneske med så mange modstridende følelser er selvsagt et nemt bytte for rygter og bagtaleri. Værst i så henseende er Lady Boobys tjenestepige Slipslop, som forfatteren ydermere udstyrer med sproglig forstillelse: Hun snakker fint, men kan ikke holde styr på sin syntaks, og hvad fremmedord angår, bruger hun mange, hun langtfra forstår. Hun er kort sagt falskheden selv. Hykleri og forstillelse I en indlagt fortælling møder vi én, der er lige så slem, en jomfru Leonora, der opflammer lidenskab i hele to mandspersoner og driver dem ud i kamp. Da den ene falder og meldes død, anbringer hun sig foran sit allerkæreste møbel - og spørger: "Har ikke disse ynder, som jeg må forbande (ved disse ord så hun fast ind i spejlet) bragt fordærv over den mest besnærende mand i vor tid? Kan jeg nogen sinde udholde atter at betragte mit eget åsyn (stadig med blikket mod spejlet)?" Selv er romanen et spejl, sin læserindes spejl. Men det forvrænger hendes træk. Den driller hende i ét væk og tvinger hende til at betænke sit hykleri - modsat Richardsons bog, der snakkede folk efter munden. For at opnå denne kritiske virkning anvender Fielding parodien. Inspireret af Don Quixote opfinder han sin egen blanding af skælme-roman og meta-roman, tilsat en god portion satire over de forskellige stænder, såsom dommere, præster og krofolk. Resultatet bliver sædeskildringskomedie i prosa: Et tværsnit af et samfund, en kommentar til hykleriet, og en kritik af dén litteratur, der i dette samfund opretholder forstillelsen. Af gemyt en gavtyv Udover Joseph Andrews skrev Henry Fielding (1707-54) dels en serie komedier, dels romanen Tom Jones (1749). Af profession var han jurist, men af gemyt en gavtyv. Vi kan takke hans frækhed for, at romanen i moderne forstand kunne fødes hel. *Joseph Andrews blev første gang oversat til dansk i 1749. En forkortet version indgik i Gyldendals Bibliotek, Verdenslitteratur, i 1928. Ovenfor er citeret efter Mogens Boisens oversættelse fra 1968