Læsetid: 4 min.

Genhør

8. august 2000

Genesis og deres 80'er-hit 'Land of Confusion' får mig til at huske min første store kærlighed Retro Der er ikke noget som musik, der kan genkalde en bestemt følelse eller et minde, så det står helt levende og frisk i erindringen. Ikke mindst mine oplevelser med musik og kærlighed i midt-80'erne, hvor jeg boede og gik i skole på Frederiksberg, vender ind i mellem ganske klart tilbage til mig. Når jeg hører Genesis' Land of Confusion, som var et af mine favoritnumre dengang, toner et billede tydeligt frem på mit indre filmlærred: Jeg ser mig selv sidde rank og stolt på min nye skovcykel fra Falkoner Cykler, iført Lacoste-poloshirt, ny Ton-Sur-Ton-sweater og røde sejlersko. Fuld fart har jeg på, forbi Landbohøjskolen, nedad Thorvaldsensvej og videre ad Danasvej. Mit halvlange år flagrer i vinden, mens jeg synger om kap med Phil Collins: 'This is the place we live in, these are the hands we're given...! Jeg passerer Skt. Jørgens Sø og Vesterport, fuld af energi og glade tanker, men nervøs som ind i Helvede. På vej til at erklære klassens kønneste pige min store, udelte kærlighed. Jeg har inviteret hende i biografen, og vi mødes foran Palads på Axeltorv. Jeg, med en knugende fornemmelse i maven. Jeg husker ikke filmen, men jeg glemmer aldrig kurven: "Jeg kan også godt lide dig, men ikke på den måde..." Hendes afvisning rammer mig som en sur, våd karklud, som jeg står dér udenfor biografen, skødesløst hvilende på trappen i et forsøg på at virke cool og uberørt af det passerede. Resten af det ulykkelige 'frieri' og et eventuelt efterspil i skolen dagene efter har jeg heldigvis glemt alt om. Men når jeg hører Genesis, ja, så mærker jeg et lille stik i hjertet ved tanken om den optimistiske unge mand, der skulle blive så sørgeligt skuffet. Musiksak Ellers var det lyse tider dengang. Jeg arbejdede som flaskedreng i Føtex og som bud i en lille købmandsforretning på Falkoner Allé, og det gjorde mig i stand til at købe al den musik, jeg gerne ville. Fra at være en usikker musikforbruger præget af hitlister og veltalende klassekammerater, blev jeg i løbet af et par år - dér midt i 80'erne - meget mere kvalitetsbevidst og opmærksom på al den farvestrålende musik, der bare lå og ventede på mig. Men jeg slap ikke helt uden skrammer, før jeg nåede så langt. Jeg husker specielt én episode, hvor hele klassen var på weekend-hyttetur, og alle havde walkmen og kassettebånd med. Det var før, jeg blev klar over, at især som teenager er musiksmag meget vigtig for, hvordan ens personlighed bliver opfattet og vurderet. Jeg havde til turen lånt et par gamle bånd fra min mors samling, og mens de andre fornøjede sig med den nyeste og mest populære musik, lo de af mig og mine medbragte Abba- og Dr. Hook-bånd. Husk på, at det var 10 år før, at den slags musik kom på mode igen. Jeg var simpelthen så yt, som man kunne være - og ikke gammel nok til at stå ved og være stolt af min musikalske afvigelse. 80'er-musik Jeg havde arvet alle min mors mors gamle singler med Beatles, Scott McKenzie og Manfred Mann, og dem hørte jeg (og hører stadigvæk) med stor fornøjelse. Men mit egenhændige musikalske eventyr startede for alvor dér i '84-'85 og 6.-7. klasse med Bros., Spagna og Rick Astley. Fra døgnfluerne bevægede jeg mig dog hurtigt over til mere solide og holdbare 80'er-bands som Level 42, Simple Minds, Human League og pigebandet Bangles - der med søde Susannah Hoffs i spidsen var lige til at spise. Og så videre til elektropoppere som New Order og Depeche Mode. Det var på den tid, at skaterkulturen trivedes i København, og Hugo Boss-klædte og baseballbat-bevæbnede drengebander kæmpede om kontrollen over indre by. Alle havde et tag og malede graffiti, rappede med MC Einar og dansede electric boogie og breakdance. På Strøget huserede breaker- (eller boogie-)Preben, der helt uden talent vred sig til publikums latterliggørelse. Det udviklede sig til en sport at tyre mønter efter ham, mens han dansede. En historie gik på, at staklen sparede sammen til en rød Porsche til sig selv og sine børn. Da jeg ikke selv havde balance til at skate, forsøgte jeg først at lære at moonwalke og siden spille hacky sack - uden større succes. Mine venner lyttede til Fat Boys - ikke mindst deres muntre version af Chubby Checkers The Twist - Run DMC og Beastie Boys' debutalbum, License to Ill, der indholdt kampråbet you've gotta fight for your right to parteeeee! Og det gjorde vi så, hver weekend, enten i Thomas P. Hejles ungdomshus ved Nørreport eller i Huset på Frederiksberg. En aften prøvede vi Daddy's, hvor de smarte dj's fra den sejeste lokalradio i byen, The Voice, residerede. Det var ikke nogen videre mindeværdig oplevelse - ét stort kødmarked - men nu vidste vi dog, hvad al den megen snak drejede sig om. Når jeg ser tilbage, virker det, som om det er æoner siden, og der er da også løbet meget vand under broen i mellemtiden. Jeg har bl.a., som forfatteren Nick Hornby har udtrykt det, 'genopfundet min musiksmag adskillige gange siden da.'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu