Læsetid: 4 min.

Hyldest til de sære eksistenser

18. august 2000

'The Million Dollar Hotel', er en særpræget, men poetisk blanding af kriminalfilm, freakshow, mediesatire og kærlighedshistorie Ny film Det er nogle sære eksistenser, der bor på The Million Dollar Hotel i downtown Los Angeles i Wim Wenders' film, der bærer hotellets navn. Håbløse tilfælde fra den amerikanske variant af distriktspsykiatrien, narkomaner, alkoholikere, utilpassede, retarderede, skingrende skøre og vildt underlige. Med den tilsyneladende tilbagestående Tom Tom som entusiastisk guide får vi en omvisning i det slidte hotel, og lærer de særprægede gæster at kende. Der er den smukke, men indesluttede Eloise, Tom Toms store kærlighed, der læser bøger dagen lang eller lader sig misbruge af kvarterets bumser. Indianeren Geronimo, der maler tjæremalerier og har et skelet eller to i skabet. Den guitarspillende Dixie, der påstår at han er det femte medlem af The Beatles, har skrevet alle deres populære sange og i øvrigt ikke forstår, at Liverpool-kvartetten kunne få udgivet Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band, uden at han var med på albumcoveret. Han ligner John Lennon, og når han taler, citerer han konstant klassiske linier fra Beatles' sange med Lennons letgenkendelige stemmeføring og liverpoodlian accent. Og så er der Izzy, Tom Toms bedste ven, som har kastet sig ud i intetheden fra hotellets tag, og hvis meget rige far er overbevist om, at Izzy blev myrdet - et selvmord ville på sin vis implicere ham - og derfor har hyret FBI-agenten Skinner til at opklare mordet. Skinner er ligeså udknaldet, om ikke mere, som beboerne på hotellet, der rotter sig sammen om ikke at fortælle ham noget. Langsomt og utraditionelt arbejder han sig frem mod opklaringen af det formodede mord, mens Izzys død og velhavende familie trækker pressens opmærksomhed til sig og sørger for at gøre hotellet og dets beboere berømte. Stemningsbillede Mediesatire, kærlighedshistorie, indigneret socialrealisme, melodrama, kriminalfilm, freakshow - The Million Dollar Hotel, der er baseret på en idé af U2's forsanger Bono, er det hele og så alligevel ingen af delene. Sædvanligvis er det et problem, når en film har svært ved at bestemme sig for, hvad den gerne vil være. Men det betyder mindre, når det kommer til The Million Dollar Hotel, der mere er en sindsstemning end en genrefilm, der er nødt til at overholde genregrænser og -konventioner. Et meditativt, musikalsk, poetisk, kærligt og morsomt portræt af mennesker, der lever på undersiden af det amerikanske samfund - de aparte gæster på Million Dollar Hotel, hvis navn lover meget mere, end det overhovedet kan holde. Akkompagneret af smuk musik af U2 og Bono og med hjælp fra Daniel Lanois og Brian Eno bevæger Wenders svævende, søgende kamera sig hen over de mange arrede, udtryksfulde ansigter, gennem det nedslidte hotel, de rodede værelser og de barske gader omkring hotellet. Slowmotion sekvenser blandes med hurtige hastigheder, som Skinner kæmper sig vej gennem lag af løgne og umeddelsomme hotelgæster, og Eloise og Tom Tom flirter, og han bliver bevidst om, at han slet ikke er så dum, som han giver indtryk af og egentlig selv troede. Manerer Imponerer, gør Jeremy Davies, der spiller den krævende fortællerrolle som Tom Tom med den overdrevne mimik og gestik, der klovner rundt på hotellet i hælene på Skinner, efterlignende alle agentens bevægelser. Det er så nemt at overdrive og køre på overfladen, men midt i al galskaben og manererne, formår Davies at give Tom Tom hjerte og sjæl. Som den kejtede, introverte Eloise, der fatter sympati for Tom Tom og gradvist forlader sin skal, er smukke Milla Jovovich også overbevisende. Hun har en sjælden evne til på samme tid at fremstå både uendelig skrøbelig og meget stærk. Mange af skuespillerne bag det særprægede persongalleri fortjener opmærksomhed for deres præstationer - Gloria Stuart, Jimmy Smiths, Amanda Plummer o.m.a. - men det er Mel Gibson og Peter Stormare som henholdsvis Skinner og Dizzy, der ofte stjæler billedet i de scener, hvor de medvirker. Skinner med den perforerede rygsøjle, der kræver, at han går med en specialbygget rygskinne, og om hvem man efterhånden erkender, er mere ligesom en af hotellets freaks, der forgæves slås for at fremstå normal. Rollen er fri for alle de små ticks og skæve smil, der ellers hører en typisk Mel Gibson-rolle til, hvilket i sig selv er ganske befriende og viser Gibson som den karakterskuespiller, han også kan være. Stormare både henrykker og imponerer som John Lennon-klonen Dizzy, der er så lig den engelske sanger i sin diktion og måde at bevæge sig på, at det er skræmmende og samtidigt ustyrligt morsomt, fordi han så indlysende alligevel ikke er Lennon. En hyldest til kærligheden og livet og til de sære eksistenser - også kaldet mennesker - vi færdes blandt hver dag. The Million Dollar Hotel rummer lidt af alting - en fascinerende og sanselig oplevelse. *The Million Dollar Hotel. Instruktion: Wim Wenders. Manuskript: Nicholas Klein. Amerikansk/tysk/irsk (Dagmar og Park, København og biografer i Århus og Odense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu