Note
Læsetid: 2 min.

KLASSISK

Kultur
8. august 2000

Musik på Fuglsang
*På en cd med Storstrøms Kammerensemble kan De høre musik skrevet af komponister med tilknytning til Herregården Fuglsang. I teksthæftet fortælles historien om musikere, komponister og stedet. Carl Nielsen, Emil Hartmann, Knud Jeppesen og Jørgen Bentzon hører til de spillede komponister. Storstrøms Kammerensemble, der også er specialister i ny musik, formår at skabe fortryllende musikalske idyller. Henført med vemod og længsel, rigtig drømmemusik.
Musik på Fuglsang. Storstrøms Kammerensemble. Værker af Hartmann, Nielsen, Jeppesen, Bentzon og Jersild. Helocon HCD 1033

Holmboes verden
*Fra Statsensemblet Athelas Sinfonietta Copenhagen er der kommet en cd med musik af Vagn Holmboe. Titlen er Preludes for Sinfonietta Vol. 1, hvilket må betyde at flere udgivelser med mindre ensemble er planlagt. Det er godt, vi får dokumenteret Holmboes kammermusik - strygekvartetterne har Kontrakvartetten taget sig af. Også den aktuelle cd viser den Holmboe, der komponerer med indadvendt vildskab eller neddæmpet temperament. Når komponisten en gang imellem slipper tøjlerne og lukker Dionysos ind, begynder det at blive spændende. Athelas Sinfonietta spiller fremragende under dirigenten Giordano Bellincampi.
Vagn Holmboe: Preludes for Sinfonietta Vol. 1. Athelas Sinfonietta Copenagen. dacapo 8.224123

Færøske blæsere
*Det svenske pladeselskab BIS har udgivet en cd med ny færøsk blæsermusik. Et glimrende initiativ. Der er noget klippefast og jordnært ved de færøske toner. Naturlyrikken presser sig selvfølgeligt på, når man er så tæt på elementerne. Jeg ville godt kunne leve uden at eje noget af musikken, Sunleif Rasmussens er dog blandt de tonekunstnere som vinder ved genhør. Reykjavík Wind Quartet og pianisten Gudridur Sigurdardóttir gør et glimrende arbejde for at få musikken til at ligne noget.
Cantus Borealis. Wind Music from the Faroe Islands. Reykjavík Wind
Quartet. BIS CD 1085

Mavedansermusik
*Så er Kronos Kvartetten igen på gaden med fremmede klange i ny iklædning. Strygekvartetten har gennem årene begået flere knaldgode cd'er, herunder Afrika-cd'en og Schnittke-2-cd'en, begge på Nonesuch, som sælges i store oplag. Den nye cd præsenterer hele den tyrkiske musik og musik fra slaviske sprogområder. De fleste komponister er ukendte, men det er de sikkert ikke længe med det lys, Kronos kaster på deres kunst. Ankerdamen gennem mange år på cello, Joan Jeanrenaud, er på den aktuelle udgivelse skiftet ud med Jennifer Culp. Mystisk udskiftning.
Kronos Caravan. Værker af bl.a. Enrique Rangel, Sapo Perapaskero, Anibal Troilo. Nonesuch 7559-79490-2

Enkelt møder komplekst
*Brødrene Gedicht er titlen på en ny cd med tekst og recitation af Rune T. Kidde og sang af Povl Dissing. Det er kun på overfladen uskyldigt, for Hans Sydow, Peter Steenild m.fl. opererer på sidelinjen. Musikken er respektløs over for genrer og måder at formidle musik på. Den er lige så god som d'herrers cd Glimtvis med Tom Kristensen-tekster. Begge udgivelser bør blive kult.
Brødrene Gedicht. Udgivet på Resonance RCD-01

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her