Læsetid: 2 min.

SCENEN

7. september 2000

*Og vi skal aldrig skilles er den ironiske tiltel på Folketeatrets forestilling, der udspiller sig en aften i en moden og forladt kvindes liv. Norges mest spillede nulevende dramatiker Jon Fosse har skrevet trekantshistorien, der spilles af Vibeke Hastrup, Finn Storgaard og Rikke Weissfeld i Lotte Hornes instruktion.
Folketeatret, Skuespillerens værksted. Prem. i dag

*Eva Jørgensens kammerudgave af Macbeth I morgen og i morgen for unge fra 14 år og opefter er sæsonens første Shakespeare, men ikke den rene vare. Titlen er et af stykkets kendteste citater og Andy Pape har komponeret til denne musikalske gendigtning for otte skuespillere, sangstemmer og trommer.
Bådteatret. Prem. i dag

*Turbinehallerne introducerer den unge Sarah Kanes dramatik med hendes tredjesidste stykke Renset fra 1998, året før selvmordet. Stykkernes voldsomhed vakte furore i Blairs England og selvmordet blev kædet sammen med deres menneskelige isolation og desperate kontaktlængsler i Palle Nielsenske storbyørkener. Annika Johansen har den kvindelige hovedrolle – forfatterens alter ego ?
Det Kgl. Teater, Turbinehallerne. Prem. i morgen

*Århus Teater har med noget, der ligner en tanke, premiere samme dag på en af Kanes jævnaldrende og motivbeslægtede, Mark Ravenhill, hvis Shopping and fucking blev prisbelønnet herhjemme i forrige sæson. Med Knivskarpe polaroids kommer Ravenhill denne gang ud i en ny, af mange efterlyst genre: det politiske drama – om post-socialistisk desillusion. Lennart Hansen har instrueret.
Århus Teater, Studio scenen. Prem. i morgen

*Party viser, at det dog kan være mere muntert at være ung i Danmark, især når det beskrives af Kim Fupz Aakeson. Peanuts i skålen, voks i håret og så ska’ der festes, men hvad, hvis partyet crashes og en vildfaren mor i brugtbilklassen dukker op? Firemandskomedien instrueres af Malene Schwartz og scenograferes af Jesper Corneliussen.
Ålborg Teater, Loftet, prem. lørd.

*Så enkel er kærligheden er et kammerspil af Lars Norén eller et stykke meta-teater, der fortsætter, når tæppet er faldet for Hvem er bange for Virginia Woolf. Udsat for et skuespillerægtepar og deres sagesløse venner, eller er de ? Igen kredser Norén om parforholdets forrædderi og de uafrystelige drømme om tosomhed – med en stærk skuespillerkvartet, hvoraf Karen-Lise Mynster og Anders Hove engang skrev dansk Norén-historie med deres spil i München – Athen. Norén-kenderen Ulla Gottlieb instruerer.
Rialto. Prem. tirsd.

*En sælgers død i det Kgl.’s opsætning bekræfter Arthur Miller-stykkets status som nyklassiker (udnævnt til det bedste i det 20. århundrede) og dets sørgelige aktualitet. Den amerikanske drøm er skudt ned mange gange siden stykkets fremkomst i 1949, måske derfor tydeliggør Henning Jensen sælgeren som forfejlet far med projicerede karrieredrømme, mens Anders W. Berthelsen er som skabt til drømmerollen Biff – loyalt og glasklart instrueret af Vibeke Bjelke.
Det Kgl. Teater. Til medio okt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu