Læsetid: 3 min.

UDSTILLINGER

14. september 2000

*Uskyldens århundrede Den hvide monochroms historie er Rooseums projekt for Kulturbro 2000. Her gives et overblik over det 20. århundredes kunstudvikling med den hvide monochrom som ledetråd. En perlerække af kunstnere fra Yves Klein, Ola Billgren, Robert Rauschenberg, Sherrie Levine og Gerhard Merz til Franz West, Sol Lewitt, Piero Manzoni og Mona Hatoum og mange flere kan man møde i den hvide kube.
Rooseum, Gasværksgatan 22, Malmø. Åbner lør. Til 17. dec.

*Gloria Victis! Vindere og tabere i fransk kunst 1848-1910. En udstilling, der sammenstiller salonkunsten med den kanoniserede, avantgardekunst, impressionismen. Ny Carlsberg Glyptotek, Kbh. Genåbner med nye værker lør.
*Schpaa – du har ikke en sjans! – ta’n! Unge norske kunstnere udstiller helt ny kunst.
Den Frie Udstillings Bygning, Oslo Plads, Kbh. Til 1. okt.

*Egon Schiele En udstilling med malerier og akvareller af den kontroversielle, østrigske kropsskildrer, hvis vovede værk blev til omkring århundredeskiftet, men som peger frem i en sjælden grad. Værkerne er udlånt af Leopold-Museum, Wien.
Gl. Holtegaard, Attemosevej 170, Holte. Åbner i mor. Til 12. nov.

*Delacroix: Maleriets musik Gennem en række farvestærke og ekspressive billeder sættes fokus på den romantiske kunstners ideer om parallellen mellem billedkunst og musik.
Ordrupgaard. Charlottenlund. Til 30. dec.

*The Wake er et storstilet filmprojekt, skabt af billedkunstnerne Michael Kvium og Christian Lemmerz. Det er en otte timer lang film med udgangspunkt i James Joyces roman Finnegans Wake. Et multimedia-projekt, som viser filmen i forskellige kontekster, bl.a. som installation, som film projiceret på mure akkompagneret af DJ-symfoni og på internet som en virtuel drøm. Webadressen er www.wake.dk
Statens Museum for Kunst. Til 22. okt.

*Mennesket Et halvt århundrede set gennem kroppen. En stor temaudstilling med værker fra de seneste fem decennier mønstrer mentalitetsændringer og kunstneriske stilskift med menneskekroppen som omdrejningspunkt. Foto, maleri, skulptur, installation og video.
Arken, Ishøj. Åbner i morgen. Til 14. jan. 2001

*Vision & Virkelighed Forestillinger om det 20. århundrede. Selv om udstillingen først åbner næste torsdag, skal den nævnes her, da den er en del af Kulturbro 2000. Det er en fortælling om det 20. århundrede, der fylder det meste af museet, et tilbageblik i anledning af årtusindskiftet. Ny og klassisk kunst forbindes i en række kapitler med fokus på avantgardebevægelser som konstruktivisme, futurisme, De Stiljl/Bauhaus. Hvad sker der med rummet og vores orientering i det?, spørges der. Der er både arkitektur og billedkunst og en række hovedværker fra den klassiske modernisme, bl.a. et større udvalg af Oskar Schlemmers og Wassily Kandinskys værker.
Louisiana, Humlebæk. 21. sept.-14. jan. 2001.

*Peter Greenaway Flyve over vandet er en udstilling med den britiske kunstner og filminstruktør, der følger op på et projekt, han skabte til Fundació Joan Miró i Barcelona i 1997, hvor han udforskede Ikarosmyten. På 30 forskellige ’stationer’ præsenterer han en sindrig kortlægning af Ikaros’ flyvetur, fra idé til fald. Projektet er det størte i Malmø Kunsthals historie.
Malmø Kunsthal, St. Johannesg. 7. Åbner på lør. Til 14. jan. 2001

*Lars Nørgaard – den vittige og finurlige hund i dansk kunstliv – har præsteret nye mirakler på papir såvel som på lærred. Resultatet kan ses på udstillingen ’Grundstødt forskning’ i:
Galerie MøllerWitt, Vesterg. 56A, Århus. Ti.-fr. 11:30-17, lø. 10-15. Til 26. sep.

*Født af ilden – bronzen i dansk skulptur – er en udstilling, der er blevet til i samarbejde mellem Dansk Metal og Ny Carlsberg Glyptotek. Her kan ses værker af såvel Henrik B. Andersen, Willy Ørskov, Gerhard Henning som af Kirsten Ortwed, Carl-Henning Pedersen og Kai Nielsen m.m.fl. En perlerække af værker fra den danske skulpturskat.
Ny Carlsberg Glyptotek, Kbh. Til 31. dec.

*Candida Höfer, den tyske fotograf, har igennem flere årtier skabt fascinerende billeder fra en række forskellige samlinger, der i Höfers fortolkninger alle fremstår i lettere surrealistiske versioner.
Det Nationale Fotomuseum. Søren Kierkegaard Plads. Ma.-lø. 10-19. Til 25. nov.

*Carl Fredrik Hills sygdomskunst – han blev sindssyg i 1878 – peger i mange retninger, og den er voldsom. Sygdommen gjorde Hill i stand til at løfte sin kunst ud over sin egen tid og gå i dialog med alle tider og stilarter. Det er stærke fortællinger fra sindets irgange.
Malmø Kunstmuseum. Åbner på lør. Til 7. jan. 2001

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu